Læsetid: 3 min.

Mellemlægspapir

7. juni 2001

En analyse i Mandag Morgen viser med al ønskelig tydelighed, at vi har skabt en programtype, der kan bruges af målgruppen
P3-chefer Eik Frederiksen og Henrik Heide

Det har aldrig været sjovt at sidde mellem to stole. Heller ikke for P3’s ledelse, hvis forsvar for kanalens profil kunne læses i gårsdagens Information. Lytterne er i »omfattende kvalitative undersøgelser« blevet spurgt, hvad de vil have, og har man først spurgt målgruppen, kan de jo ikke tillade sig at brokke sig bagefter.
Alligevel sidder redaktionen dér mellem stolene, mens kanalen udvikler sig til noget, en P3-vært har karakteriseret som ’en grå masse.’ Konsekvens: på den ene side flygter de jyske lyttere til lokalradioerne, på den anden side sidder eliten og kværulerer over den flade, musikalske profil.
Kritikken opfattes af redaktørerne som formynderisk og reaktionær og har da også den præmis, at P3-programmer skal være værd at sætte sig ned og lytte til.
Det skal man bare ikke, mener ledelsen. Så er man nemlig ikke en typisk P3-lytter, som tværtom kun lytter i 20 og 40 minutters intervaller og dertil faktisk ikke lytter, men lader radioen køre som underlægning. At sætte sig ned og høre efter er at skabe en kunstigt konstrueret lyttesituation, som ikke er noget for P3’s målgruppe. Pointen synes at være, at P3-kritikere hører for godt efter og derfor per definition ikke kan være P3-lyttere: Eat it or beat it.

Med afskaffelsen af eftermiddagens journalistiske ankerprogram, Hovedkvarteret, og nedprioriteringen af aktualitetsstoffet i Strax er P3’s journalistiske forfladigelse næsten total. Ikke mindst formiddagsredaktionerne anser i stadigt stigende grad taletiden for at være en slags mellemlægspapir til musikken. Hvis ikke musikken skal være mellemlægspapir til det mellemlægspapir, som er taletiden, må kanalens musikalske profil altså antages at være hovedsagen.
Dén designes af P3’s otte-mands musikudvalg, som sammensætter alle playlists fra kl. 06.00 til 18.00 og igen fra 19.00 til 21.00. Disse perioder udfyldes af 50 procent taletid og 50 procent musiktid, hvilket giver musikudvalget P3’s suverænt største sendetid: syv sammenlagte timers daglige radioudsendelser, som naturligvis skal være overordentligt gode for at være gode nok.
Nu er målgruppemedlemmer nogle besværlige skarn. De ved nemlig ikke altid selv, hvad de gerne vil have. Tit vil de netop gerne have lige præcis det, som de ikke selv vidste, de gerne ville have. Det gør P3-redaktionens balancegang svær – og det kræver et mod, hvis succes en målgruppeanalyse aldrig kan garantere.

P3 er endnu ikke blevet en lokalradiokopi. Aftenprogrammet er stadig ikke centralstyret, og også musikudvalget opfylder ganske rigtigt sin selverklæ-
rede borgerpligt om at spille dansk musik i langt højere grad end lokalstationerne. Men som oftest kun i én uges tung rotation per sang, én sang pr. album – ikke mindst hvad angår P3-udnævnte yndlinge som Tim Christensen, Dear eller Outlandish. De færreste trofaste P3-lyttere vil kunne ryste op med mere end én sangtitel fra nogen af de unge musikere, P3 bryster sig af at have lanceret. Hvilket betyder, at pladebranchens ubarmhjertige mørke ofte venter dem, når ugen er omme. For lytteren bliver lydbilledet fragmenteret: som maskingeværsild dukker A-rotations-hittene op og dør ud igen, før nogen har forstået, hvem der skød. Den helhedstænkning, som musikudvalget efter egen målsætning skulle realisere, gælder altså ikke musikværkerne selv.
Den spredte skydning gælder også blandt programmerne indbyrdes, hvor man musikalsk set dårligt kan høre forskel på Strax, Katapult og De Professionelle. Hvis der er forskel, er den alt for subtil. Netop variationen og den visionære musikalske profilering var to af de stærkeste argumenter for indførelsen fra 1991-92 af den centraliserede musikstyring, der skulle gøre det af med de journalistiske værters musikalske uopfindsomhed, som i stedet for at garantere den personlige mangfoldighed gjorde musikudvælgelsen både tilfældigt og i værste tilfælde fantasiforladt. Musikstyringen, som blev en elektronisk del af P3-virkeligheden i 1996, er således lige så meget løsningen som den er problemet. Det hele er et spørgsmål om, hvad man hælder i computeren. Men det var vist i hvert fald aldrig meningen, at man ville gøre det af med programmernes personlighed.

Hvis de allesammen spiller alting, spiller de allesammen ingenting. Spiller de allesammen ingenting samtidig med, at man holder fast i, at P3 i modsætning til lokalstationerne rent faktisk sender rigtige radioprogrammer, har man først rigtig sat sig mellem to stole.
Hos P3 kunne man passende bruge sommeren til at tænke over, hvordan man kommer op igen. lfk

lfk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her