Læsetid: 5 min.

Et militærkup skulle ’redde’ Jugoslavien

Kroater og slovener ville bryde ud. Milosevic og hæren truede med undtagelsestilstand. Bogic Bogicevic, bosnisk medlem af præsidentrådet, fortæller, hvordan krigen i Jugoslavien blev uafvendelig
23. juni 2001

Krigens start
SARAJEVO – Det var den 12. marts 1991. Serbiske studenter og den politiske opposi-
tion sloges med politistyrker i Beograds gader i protest mod Milosevic’ styre. Kroa-tien og Slovenien forberedte sig på selvstændighed og var i gang med at omdanne deres hjemmeværn og politi til egentlige militære styrker.
Borisav Jovic, det serbiske medlem af det kollektive præsidentråd, der styrede Jugoslavien, havde som rådets leder kaldt til ekstraordinært møde i Beograd. Formålet var at sætte Jugoslavien i undtagelsestilstand og sætte den jugoslaviske hær, JNA, ind mod såvel demonstranter i Beograd som de kroatiske og slovenske militser.
Jugoslavien var allerede på det tidspunkt godt på vej mod opløsning. Sloveniens repræsentant i præsidentrådet, Janez Drnovsek, turde end ikke møde op til mødet af frygt for at blive arresteret. Og frygten blandt de fremmødte rådsmedlemmer blev ikke bedre af den modtagelse, de fik i Beograd.
Den afgørende stemme
»Situationen i landet var alvorlig, men Milosevic og militæret havde gjort alt for at skabe stemning af akut fare. Vi blev modtaget i Beograd af en gruppe officerer fra forbundshæren og kørt til hærens kommandobunker. Nogle af os frygtede, at vi blev arresteret.«
Sådan husker Bogic Bogicevic stemningen – genoplevet over for Information en forsommerdag i Sarajevo ti år senere.
Bogicevic var Bosniens repræsentant i Jugoslaviens kollektive ledelse. Han var etnisk serber og var dermed en stemme, Milosevic havde regnet med i forsøget på at få stoppet Kroatiens og Sloveniens løsrivelse og etableret et Jugoslavien under serbisk ledelse.
»Forsvarsminister Veljko Kadijevic tog ordet. Han advarede imod, at Jugoslavien var truet af opløsning, og at hæren derfor ville indføre undtagelsestilstand. Men man ville have præsidentrådets godkendelse først. Vi var ifølge den jugoslaviske forfatning øverstkommanderende for hæren,« fortæller Bogicevic.
Afstemningen i præsident-rådet fulgte de sædvanlige brudflader. Kroatien, Slovenien og Makedonien var imod, Serbien og dets tre allierede, Montenegro, Vojvodina og Kosovo, stemte for. Afgørelsen hang på Bogic Bogicevic – den bosniske serber.
»Der kørte allerede en iscenesat kampagne mod mig i Bosnien på grund af nogle tidligere afstemninger. Jeg blev kaldt forrædder, og min familie modtog dødstrusler. Jeg var under et enormt pres, også fra andre bosniske serbere. Men jeg repræsenterede ikke kun serberne i Bosnien, men var valgt af alle Bosniens folk. Og der var intet sagligt grundlag for at støtte hærens forslag og opløse de demokratisk valgte institutioner. Jeg kunne ikke stemme for.«

Forberedelser til kup
Med præsidentrådets afvisning af at erklære Jugoslavien i undtagelsestilstand ændrede Milosevic og den serbisk-dominerede hærledelse strategi. Det blev hurtigt klart for Bogicevic og de øvrige medlemmer af præsidentrådet, at forsvarsminister Kadijevic forberedte et militærkup.
»Da vi mødtes næste dag, var Kadijevic ikke til stede. Der var ingen forklaring på hans fravær, men det viste sig hurtigt, at Kadijevic – uden præsidentrådets godkendelse – var rejst til Moskva for at få den sovjetiske regerings støtte til et militærkup og for at få våben. Den sovjetiske forsvarsminister, Jasov, lovede ham begge dele – men først når Gorbatjov var væltet.«
Den 15. marts stemte præ-sidentrådet på ny om at sætte landet i undtagelsestilstand – med samme resultat som tre dage før. Serbien, Montenegro og Vojvodina trådte ud af rådet. og Milosevic meddelte over tv, at Serbien ikke længere ville anerkende rådets autoritet som Jugoslaviens ledelse.
»Der var nu frit spil for den militære ledelse til at tage magten, stærkt tilskyndet af Milosevic. Jeg ved, at der var udarbejdet detaljerede planer. F.eks skulle Tudjman og Kucan (præsidenterne i Kroatien og Slovenien, red.) arresteres, og Izetbegovic og Gligorov (de bosniske og makedonske præsidenter, red.) sættes fra magten. Hæren skulle sættes ind over for de slovenske og kroatiske hjemmeværn. Var det sket, ville krigen i Jugoslavien være begyndt allerede i marts.«
Men af grunde, som Bogicevic ikke er klar over den dag i dag, ændrede militærledelsen opfattelse.

Militæret fortrød
»Formentlig var det en kombination af, at man ikke stolede på hærens fulde opbakning – der var jo stadig en del kroater, slovener og andre ikke-serbere i hæren – og af truslen om, at Jugoslavien ville blive internationalt isoleret og ramt af økonomiske blokader. I alt fald valgte hærledelsen ikke at gå videre med planerne.«
»Milosevic var rasende og betragtede det som forrædderi. Men han begyndte fra denne dag at arbejde på sin alternative plan: At få alle serbere samlet i et Storserbien.«
Hverken præsidentrådet eller Jugoslavien overlevede forsøget på at holde landet sammen med magt. Slovenien og Kroatien opgav enhver tanke om et løsere statsforbund, en konføderation, og beredte sig på fuld selvstændighed.
Milosevic arbejdede for sin plan B – et rest-Jugoslavien, domineret af Serbien, og med så mange serbisk-beboede områder af Kroatien og Bosnien som muligt. Krisen eskalerede hurtigt til åben krig.

Ikke klar til demokrati
– Men set i bakspejlet: Var krigen uundgåelig? Kunne I i præsidentrådet have taget skridt til at forhindre den?
»Jugoslavien var i 1989-90 begyndt at bevæge sig fremad. En ny regering under Ante Markovic havde med held gennemført økonomiske reformer, inflationen var bragt markant ned, dinaren kunne veksles frit, og vi havde fået tilsagn om omfattende støtte fra EU. Men de jugoslaviske folk var uforberedte på demokratiet. Ved de første flerpartivalg i 1990 vandt de nationalistiske partier i alle de betydningsfulde stater: Slovenien, Kroatien, Serbien og Bosnien.«
»Det jugoslaviske et-partisystem blev afløst af et nyt et-partisystem, nu blot et parti for hver nation. Derefter gik det hurtigt. Kroatien og Slovenien foreslog et nyt Jugoslavien, et løsere statsforbund, men Milosevic ville end ikke forhandle om det og gik enten efter et samlet Jugoslavien under hans ledelse eller et Storserbien. Disse modsætninger kunne der ikke bygges bro over.«
Bogic Bogicevic er fortsat i politik – som næstformand for det bosniske socialdemokrati, der var den store vinder af parlamentsvalget i november sidste år og danner regering sammen med en række ikke-nationalistiske partier.
Han er desuden formand for den komité, der skal bringe De Olympiske Vinterlege til Sarajevo i år 2010.
Han har en drøm: »Hvad ville være en bedre markering af, at krigen er endegyldigt slut, end at hele verden igen samles til Olympiske Lege i Sarajevo.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu