Analyse
Læsetid: 5 min.

I Murens skygge

Fortidens synder har indhentet Berlin. Den tyske hovedstad er splittet og ruineret. Nu skal der være valg i utide
19. juni 2001

Fortidens synder har indhentet Berlin. Den tyske hovedstad er splittet og ruineret.
Nu skal der være valg i utide

Turisterne oplever det genforenede Berlin som en brølende, kulturel smeltedigel. De vælter til byen for at shoppe i luksusvarehuset Kaufhaus Des Westens eller beundre alt det nye ved Potsdamer Platz. De myldrer til Love Parade eller ind på Mur-museet ved Checkpoint Charlie.
Teater, musik og kunstudstillinger – alles vom feinsten.
På få år er byen nået op i rejsemålenes superliga – på linje med Rom, London og Paris – og byens indbyggere bilder sig også ind, at de lever i en metropol. En åben, moderne storby fuld af fremtid. Men i virkeligheden er Berlin en beklumret provinsby, hvor politisk kammerateri præger hverdagen. I årevis har en konservativ-socialdemokratisk klike bestemt på rådhuset, med en enkelt afbrydelse har overborgmester Eberhard Diepgen (CDU) siddet på magten siden 1983.
Så længe Vestberlin blev subventioneret som kapitalistisk udstillingsvindue i Øst (og Østberlin blev forkælet som DDR’s hovedstad), gik alt godt. Men med Murens fald forsvandt statsstøtten, og modsat matematikkens love giver to gange minus ikke noget plus i virkeligheden: Mens Berlins ry voksede, flyttede byens virksomheder væk og de rige skatteydere sivede. Og mens pengene fossede ud af de offentlige kasser, regerede den bovlamme, vestberlinsk dominerede CDU-SPD-koalition videre for lånte penge. Begge partier havde interessegrupper at pleje, og eftersom nedskæringer skræmmer vælgere væk, lod de stå til.
Først dette forår stod det klart, at der var en regning at betale – 275 milliarder kr. – men CDU og SPD kunne ikke enes om, hvor pengene skulle findes, og dermed revnede koalitionen. Denne weekend blev Diepgen fældet af et mistillidsvotum, og til efteråret går fallitboet Berlin til valg.

Efter kansler Gerhard Schröders oprindelige køreplan skulle disse sidste 18 måneder af hans kanslerperiode være forløbet stille og roligt. Han ville give sig tid til at stryge vælgerne med hårene og lade sine reformer virke.
Efter Diepgens fald kommer der nu et valg i utide, en stressende generalprøve før forbundsdagsvalget 2002. Intet under derfor at valget tillægges en betydning, der rækker langt ud over bygrænsen:
Schröder vil blive stillet til regnskab for sin politik længe før, han regnede med – og det sker ikke på den bedste baggrund, Berlins økonomiske situation taget i betragtning. For CDU bliver valgresultatet afgørende for Angela Merkels position i kampen om at blive konservativ kanslerkandidat. Og for det reform-kommunistiske PDS byder Berlin på chancen for en historisk rehabilitering; hidtil er partiet blevet betragtet med massiv skepsis af de øvrige partier, men hvis det viser sig, at SPD ikke kan skaffe sig flertal med De grønne alene, må PDS forpligtes. Tildelingen af borgmesterposter i den tyske hovedstad vil være den endegyldige benådning af arvtagerne efter DDR’s Socialistiske Enhedsparti (SED).

Endnu ligger valgdatoen ikke fast. »For min skyld kan vi vælge i morgen,« kvidrer PDS’ spidskandidat Gregor Gysi.
Indtil sidste weekend var han en af landets mest prominente politiske efterlønnere, der efter et nederlag om partiets linje sidste år besluttede at trække sig tilbage til advokatkontoret og bruge mere tid på sin familie.
Siden PDS’ start i december 1989 har Gysi været dets mest markante personlighed, først som formand og siden som gruppeformand i Forbundsdagen. Han er en dreven debattør, der med en kvik bemærkning kan afvæbne de mest forbenede modstandere, og samtidig har han formået at vifte en stor del af øst-fimsen bort fra PDS.
Kun få regnede med, at denne talentfulde og ambitiøse politiker kunne affinde sig med et tilbagetrukket liv i familiens skød – og disse få fik da også uret: PDS behøvede ikke lokke ham længe, før han denne weekend meddelte, at han stiller op som partiets spidskandidat.
Hans popularitet i byen er uomtvistelig. Hvis overborgmesteren blev valgt direkte, ville folkets kærlighed formelig skylle Gysi ind på posten. 53 procent af befolkningen står bag ham, fortæller meningsmålinger.
Hos CDU hersker der regulær væmmelse ved udsigten til, at en repræsentant for regimet i Øst, skal få magt og indflydelse i Berlin. »Jeg står ikke for mure, jeg står for broer,« svarer Gysi sine kritikere.

Også hos CDU var der planer om at søge hjælp hos en tidligere toppolitiker. Formand Angela Merkel startede med mediernes hjælp et heppekor, som skulle lokke Wolfgang Schäuble til Berlin.
I kølvandet på affæren om Helmut Kohls sorte penge blev Schäuble sidste år sendt på ufrivillig førtidspension, men han havde fortjent en bedre skæbne, mener mange: Netop i Berlin kunne han få æresoprejsning, fordi han som indenrigsminister under Kohl var genforeningens arkitekt og sørgede for, at byen blev hovedstad.
Men CDU i Berlin frabad sig landsorganisationens indblanding og kårede den lokale forretningsmand Frank Steffel til spidskandidat – før kåringen havde Helmut Kohl tilsagt ham sin støtte, hvilket sikkert skal forstås som endnu et udslag af fjendskabet mellem Kohl og Schäuble.
Valget af Steffel mødes med undren og fortrydelse uden for CDU. Han har jo gjort karriere i netop det kammerateri, som er grundlaget for byens krise. Og selvom han sikkert kan tiltrække konservative stemmer i CDU’s kerneområde, Vestberlin, vil han ikke gøre nogen overbevisende figur i Øst. I stedet for at satse på en samlende figur som Schäuble, der nyder stor sympati også blandt østberlinerne, har CDU valgt at grave sig ned i Vest og føre valgkamp på netop Muren, Den Kolde Krig og fremmane angsten for kommunisterne.
I det hele taget virker det ikke som om, at CDU overhovedet har begrebet, hvilken økonomisk krise, partiet ved valget skal stå til regnskab for, men på det punkt adskiller CDU sig ikke nævneværdigt fra SPD.
Selvom SPD har siddet med ved bordet i årevis, er det lykkedes spidskandidaten Klaus Wowereit ganske at fortrænge medansvaret. Efter bruddet med CDU, står SPD renset tilbage. Og med partiformand Gerhard Schröders velsignelse kan han nu søge sit flertal hos PDS.

I Berlin tegner der sig et scenarie, som vi har set det i andre, østeuropæiske lande: Da vælgerne nogle år efter kommunismens fald havde mistet tilliden til de konservative og liberale, vendte de gamle kommunister tilbage til magten – denne gang som folkevalgte.
Gregor Gysis drøm om at blive overborgmester går dog ikke i opfyldelse. PDS vil aldrig kunne samle absolut flertal – og en koalition med SPD som juniorpartneren virker usandsynlig. Han må se sig henvist til en post som leder af et magistrat uden penge.
Socialisten med sparekniven er en udsigtsløs rolle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her