Læsetid: 2 min.

Når blodet flyder

1. juni 2001

(2. sektion)

Nedslag
NORDISK TIDSKRIFT, som det hedder med ét S, da det nu har svensk hovedredaktion og er udgivet af Letterstedtska föreningen, er ikke et, man hører så meget om. Videnskab, kunst og industri er det erklærede emneområde, og litteraturen nyder en vis bevågenhed under den danske redaktør Henrik Wivels opsyn. Et tidsskrift, som kun engle læser, siger onde tunger, men i så fald slår de da ned på en artikel i det nyeste nummer (Årg. 77. 2001.1) , der bl.a. nævner det forbavsende antal engle, der trådte an i 1980’ernes danske lyrik. Der gik samtidig også megen krop i sproget, siger forfatteren af artiklen »Den poetiske erotik«, Benedikte F. Rostbøll. Hun fremdrager en ikke ubekendt kunstnerisk forbindelse mellem den finlandssvenske modernist Edith Södergran og den yngre dansk-svenske Gustaf Munch-Petersen, hvor også kroppen og kønnet er retoriske virkemidler sammen med en hel del metaforisk blodsudgydelse. De yngre danske digtere, hun tænker på, er bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Karen Marie Edelfeldt, som tager denne tradition op. Med en betegnelse, der heldigvis atter er udgået af sproget, blev de engang kaldt ’kropsmodernister’.

DET ER NORMEN, at en ny generation søger sin tradition ikke hos de nærmest foregående digtere, men springer længere bagud. Og der kom tydeligvis nye accenter i 80’erne, inspireret bl.a. af de gamle, især hvad angår eksklamationer og apostrofer, udråb og henvendelser. Patos og højtid blev atter intoneret med frygtelig alvor samt ekstase, undertiden leveret med samme lidende kropsudtryk som på rockscenen. En ny musik.
Og det er vist lige det, som er den afgørende forskel. For det med kroppen, der gik ind i sproget eller omvendt, er nu en generations overbetoning af et generelt træk ved modernismen og dens frigørelse fra versets faste gangart, der tillod en anden mobilitet, ligesom det almindelige frisind og frisprog legitimerede sensualismen. Johannes V. Jensen havde med al sin kønsskræk kroppen i pennen med prosadigte og det hele. Broby-Johansen havde Blod nok i blækket, Jens August Schade var med i underlivets kæmpegang i Norden, utænkelig uden krop, og sådan blev det ved. Thorkild Bjørnvig var trods fast metrum med til »at tænke universet med min krop«, og allerede Sophus Claussen så poesien som »et vanvid i kileskrift på dit dronningelegem«. Med Under vejr med mig selv indledte Klaus Rifbjerg sin udforsken af verden set fra kroppens biologi: O, Horsens anet gennem en navle! Jess Ørnsbo, Jørgen Gustava Brandt, Inger Christensen gymnasticerede sproget. Og endelig de udskældte 1970’ere med bl.a. den kvindelige bekendelseslyrik, der flød af menstruationsblod, side om side med den uophørlige modernisme, som bl.a Høeck og Schnack og Nordbrandt lagde krop til.
Blod og blæk er poesiens fluidum også her mod nord. En tids-skrift.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu