Analyse
Læsetid: 5 min.

Når Fidel Castro dør

Efter en kollaps for åben skærm har rygterne om den cubanske leders helbred og tiden efter ham taget fart
27. juni 2001

Cuba uden Fidel Castro? Det lyder utænkeligt, for siden han og hans skæggede partisaner sejrede over en USA-støttet diktator i januar 1959, har han ledet og forandret Cuba og anbragt landet på verdenskortet.
Ikke desto mindre er cubanerne og omverdenen begyndt at indstille sig på, at den snart 75 år gamle præsident ikke holder evigt. De seneste måneders spekulationer og rygter fik ny næring, da Castro, iklædt sin sædvanlige olivengrønne uniform, i lørdags kollapsede, mens han talte på et offentligt, direkte tv-transmitteret møde i Havana-forstaden Cotorro. Efter to timer i bagende sol faldt han sammen og blev hastigt bragt ind i den ambulance, der altid følger ham. Efter et kvarter stod han op på talerstolen for at berolige den forvirrede forsamling med, at han havde det godt, og at han ville afslutte sin tale senere på dagen.
Samme aften kunne de så se deres præsident, stadig iklædt sin sædvanlige uniform, i en direkte transmission fra et tv-studie, tilsyneladende frisk. Ifølge eksilcubanske oppositionskilder: Tydeligt sminket.
»Jeg vil bede om tilgivelse... skylden var min«, sagde han om formiddagens sammenbrud, hvor han ifølge flere kilder var bevidstløs i 20-30 sekunder. Siden forsøgte han at spøge med episoden.
»Enhver ville sige, at jeg spillede død for at se, hvilken begravelse jeg ville få«, sagde han under spredt latter fra de tilstedeværende i tv-studiet.
Al offentlig tale om Fidel Castros mulige død har hidtil stort set været tabu i Cuba. Så meget desto mere har ikke mindst vittigheder om hans død og hans ankomst til Himlen og/eller Helvede været populære mand og mand imellem. Med sammenbruddet i lørdags har spekulationerne i og uden for Cuba imidlertid taget fart.
Styret selv har tydeligvis beskæftiget sig med spørgsmålet i nogen tid, specielt efter at Castro på 40-årsdagen for den mislykkede amerikanske invasion i Svinebugten den 16. april var på nippet til en tilsvarende kollaps, mens han talte, og efter at han under indvielsen af en ny skole en uge før det seneste sammenbrud helt mistede tråden i sin tale.
I et sjældent interview med ungkommunisternes avis Juventud Rebelde den 11. maj kom Fidel Castros lillebror og forudbestemte efterfølger, Raúl Castro, ind på spørgsmålet, om hvad der vil ske i Cuba, når præsidenten dør.
»Der vil ikke være nogen problemer«, sagde den snart 70-årige chef for Cubas væbnede styrker.
»Vi ønsker naturligvis, at Fidel lever i mange år. Men evigheden er ikke mulig«, sagde han.
Fidel Castro har været den altdominerende leder, som ikke har været villig til at dele magten, og der kan opstå forvirring og magtkampe i landets øvrige topledelse, når han dør.

Det blev levende illustreret, da han brød sammen i lørdags. Vicepræsident og økonomisk superminister Carlos Lage vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Andre stod lammede, mens livvagterne straks sluttede en ring om den besvimede leder. Den eneste handlekraftige var den 36-årige udenrigsminister Felipe Pérez Roque, som sprang op på talerstolen og manede til »ro og mod, lad os løfte vor fane. Kammerat Fidel har tydeligvis, midt i varmen og den overmenneskelige anstrengelse han har gjort, været kortvarigt væk«.
Selv om Raúl Castro ifølge forfatningen er sin storebrors udpegede efterfølger, går de fleste spekulationer på, hvem der ellers kan overtage rollen som landets leder, eller eventuelt deltage i en ny kollektiv ledelse, der skal bringe landet gennem en overgangsperiode til større politisk åbenhed.
Blandt de ældre ledere nævnes den 64-årige formand for Folkeforsamlingen og tidligere FN-diplomat Ricardo Alarcón, som en god mulighed, ikke mindst fordi han kontrollerer parlamentet, der kan blive et vigtigt instrument i det kaos, der kan opstå, når Castro dør. Fra samme generation kan nævnes indenrigsministeren, general Abelardo Colomé Ibarra, som kontrollerer en central del af magtapparatet.
Blandt de yngre står 49-årige Carlos Lage centralt. Han er nøglepersonen bag Cubas ret specielle økonomiske model, der af nogle er blevet kaldt »at indføre kapitalismen for at redde socialismen«.
Kulturministeren, forfatteren Abel Prieto, kan gå hen og blive central, fordi han er åben og kompromissøgende og respekteret og populær blandt cubanerne.
Den 36-årige udenrigsminister Felipe Pérez Roque betragtes som Fidel Castros opfindelse. Han er politisk dogmatisk og traditionel, og ekstremt loyal over for den cubanske leder. Hans rolle kan blive den politiske kommissærs.

Et af de store problemer ved den overgang, der sandsynligvis kommer med Castros død, er, at der ikke findes nogen nævneværdig, organiseret opposition i Cuba. Det har Castro sørget for gennem en hårdhændet undertrykkelse af ethvert tilløb til selv moderat kritik af sit styre. Der er dog i de senere år vokset en blandet underskov af moderate dissidenter og oppositionsorganisationer frem i Cuba. De holder sig i live med store vanskeligheder og få ressourcer, og er kun kendt af et fåtal i Cuba. I udlandet gør eksilcubanere og medier derimod meget ud af dem, i en grad så de bliver omklamret af grupper, der ikke har meget andet tilfælles end, at de vil Castro og hans styre til livs. Alligevel kan nogle af de ledende dissidenter komme til at spille en rolle i forbindelse med en politisk åbning, fordi de nyder en vis respekt blandt cubanerne, og fordi de kan blive brobyggere til den mere militante, USA-baserede eksilopposition.
Blandt de navne, man her skal lægge mærke til, er Gustavo Arcos, der var med i Castros første væbnede oprør i 1953, Elizardo Sánchez, der er en erklæret tilhænger af en dialog med styret, den fængslede Vladimiro Roca og hans løsladte kammerater og medforfattere til det eneste gennemarbejdede politiske dokument fra oppositionen, La Patria es de Todos (Fædrelandet er for Alle). I eksilet har journalisten og forfatteren Carlos Alberto Montaner forsøgt at markere sig som talsmand for en moderat linie, mens Castros tidlige kampfælle og senere politiske fange gennem 20 år, Huber Matos, står for en mere uforsonlig linie.
I Washington er den største bekymring muligheden for at Castros død kan udløse en ny bølge af flygtninge fra Cuba. Man har derfor allerede forberedt et beredskab i Kystvagten og Flåden for at undgå det kaos de to foregående flygtningebølger i 1980 og især bådflygtningene i 1994 medførte. Hvad USA vil foretage sig er endnu usikkert.
Det store spørgsmål er, hvor meget Washington vil støtte de militante eksilcubaneres krav om at øge det økonomiske og militære pres på øen, eller om man vil satse på en dialog med det nye styre, når Fidel Castro, der har været den helt store slyngel blandt USA’s fjendebilleder siden 1960, dør. Man må håbe på det sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her