Læsetid: 6 min.

Når formen er indhold

23. juni 2001

Intermetzo
Det falder ind under kategorien: det politisk korrekte, hvis man tillader sig den opfattelse at flygtninge ikke bør bo i containere. Man henregnes til legionen af øllebrødsbarmhjertige, hvis man fastholder en rimelig og ordentlig tone i fremmeddebatten. Så sikkert som Amen i kirken vil enhver nok så forsigtigt udtrykt betænkelighed ved visse politikeres udtalelser og tryksager blive tillagt regimet for de rigtige meninger. Sådanne vederstyggelige ansatser til det stuerene fandt læseren i koncentrat i en bemærkelsesværdig – og sjælden – artikel i Berlingeren tirsdag. Her luftede Hollands tidligere statsminister Ruud Lubbers, der har udskiftet sit hjemlige politiske miljø med verdens formentlig mest besværlige embede – FN’s højkommissariat for flygtninge – sin dybe bekymring over udviklingen i visse lande. Blandt andre Danmark. Visse politikere anvender flygtninge, fremmede og asylansøgere i deres respektive, men lidet respektable, valgkampagner, mener Lubbers, der i artiklen påviser hvorledes disse visse politikere i visse lande ustandselig stiller sig parat med den store malerkost og maler fjendebilleder på væggen, og af hjertens lyst ser stort på alle internationale konventioner og almindelig anstændighed. Lubbers tildeler i samme åndedrag visse medier i visse lande et stort ansvar for at gå visse politikeres ærinde. Højkommissæren sætter til slut i artiklen trumf på sin politiske korrekthed og sine rigtige meninger ved at bede alle ansvarlige – ikke mindst på den politiske arena – om at huske på at de ikke blot scorer points over for deres politiske modstandere, når de således misbruger statistikker over asylansøgere – som Dansk Folkeparti – og skaber frygt for de fremmede iblandt os, hvad enten de er flygtninge eller indvandrere eller op til multigenerationsindvandrere.
Indirekte skaber fjendtligt indstillede og talmæssigt manipulerende kræfter i realiteten en potentiel livsfare for mennesker over hele verden. Skriver Lubbers, der indstændigt beder visse politikere om at nedtone deres retorik. Også i Danmark. Lubbers understreger vigtigheden af et effektivt asylansøgningssystem, så eventuelle misbrug forhindres. Men misbruget kan selvfølgelig på ingen måde retfærdiggøre fordrejninger og overdrivelser i debatten og især i den ledeste ende af retorikken.
Som det næsten kunne forventes blev Lubbers advarende opfordringer mødt med de sædvanlige afvisninger fra de visse politikere der åbenbart følte sig ramt. Nogenlunde det samme skete ved den 2. ECRI-rapports (Europa Rådets Kommission mod Racisme og Intolerance) offentliggjort i april, da politikere og medier faldt over hinandens ben i kollektiv iver efter at påvise rapportens mere problematiske sider, sådan metodisk betragtet. Nu er det jo en kendt sag, at det lige præcis er det kildekritiske og metodiske aspekt som plejer at være hovedsagen i fremmeddebatten herhjemme. Normalt er her jo ikke til at være for metodiske overvejelser, når Pia Kjærsgaard, Søren Espersen. Thulesen-Dahl og Ulla Dahlerup ruller sig ud.

Uanset at ECRI-rapporten ved en argumenteret gennemgang for nylig ved Ole Espersen og Morten Kjærum juridisk og kildekritisk holder vand, og at rapportens ophavsmænd ikke – som hævdet – baserer deres iagttagelser på et par døgns ophold i Danmark, men bygger på et omfattende materiale afstemt med danske myndigheder, ministerier etc., blev ECRi i det store og hele afvist som fordrejende og defor uinteressant eller ligefrem som en nationalfornærmende uforskammethed. Oplysningerne var jo halve og hele år for gamle, mente blandt andre statsministeren, alting var meget bedre nu. Og det ved jo enhver, at vilkårene for fremmede i Danmark undergår forandringer til det uigenkendeligt bedre hver sjette måned! Og hvis man venter længe nok, kan man som bekendt blive konge af Sverige, der i øvrigt ifølge Ruud Lubbers behandler sine tilvandrere væsentligt bedre end broderfolket i syd.
Nu gentog sig, hvad anår Lubbers kritiske bemærkninger, som vel dårligt kan komme bag på nogen, mønstret fra ECRI-rapportens modtagelse: Indenrigsministeren f.eks., var af den opfattelse at man ikke skal lade formen være det afgørende, men indholdet. Heri har Jespersen ganske ret: Det er kun en formsag om man vil lade flygtninge bo i en container eller anbringe dem på en øde ø. Indholdet, intentionen, er for så vidt den samme. Danske flygtninge i sin tid må retrospektivt prise sig lykkelige over at svenskerne også for godt et halvt århundrede siden lagde vægt på formen og anviste jøderne ordentlige væresteder, skønt begejstringen bag facaden over at modtage disse mennesker og dertil tilløbende fusentaster, måske var til at overse. Således kan formen gøre underværker. De konservatives ordfører afviser på næsten samme måde som indenrigsministen på det heftigste og mest fornærmede FN’s højkommissær. Dansk Folkeparti er der ingen i skrivende stund, der har gidet spørge. Hvorfor skulle man også det?
Derimod reagerede de radikale som dannede folk, der gerne vil høre om os selv og det vi tror på, og desuden set udefra. Partiets størrelse og fastgroede nul-vækst i meningsmålingerne tyder på at partiets anstændige grundholdning i dette spørgsmål ikke just er i overensstemmelse med tidsånden: Der er ingen der skal komme her og spille kong Gulerod!

Det ville ellers være interessant at høre, hvad kyndige fremmede – ud over at forholde sig kritisk til disse humanistisk grundlæggende civilisationssvigt, der bringer Danmark på linie med lande som Østrig, Italien og Australien, hvor direkte chikane mod asylansøgere er almindeligt – har at sige om andre hjemlige forhold.
Det er jo ikke usædvanligt i Danmark at være bekymret for miljøet både her og der. En særlig kategori af EU-modstanden opviser en i og for sig velbegrundet skepsis over for nogle af de tunge medlemmer, der i stigende grad har villet trække i bremsen og slippe lidt mere ud end godt er hist og pist, samt hælde hormoner i rynkecremen.

Det kunne være så morsomt at indhente nogle af disse landes vurdering af miljøstandarden i mere almindelig forstand i Danmark. Hvad ville for eksempel en kritisk indstillet franskmand sige om rengøringsniveauet i det danske offentlige byrum? Med mindre han ikke brækker sig på stedet ved synet af de københavnske gader, der almindeligvis ikke ser andet vand end den sure regn, vil han konstatere en grad af sundhedsfarlighed, man normalt kun oplever i hans hjemland mest elendige forstadsbebyggelser – og knap nok der. Gader og fortove er klæbrige af snavs, foran levnedsmiddelbutikker og døgnkiosker af 7-11-typen er fliserne oftest fedtede af gamle efterladenskaber og det rene lort, for nu at sige det som det er. Ringer den opbragte borger, vil vor udenlandske kritiker erfare, til Københavns kommune i en akut anledning, hvor bakterier så store som hundehvalpe render rundt i gaden, vikles han snart ind i et kafkask bortforklaringsorgie, som vel at mærke ikke ender godt.
Dette forhold, at svineriet blomstrer i gaderne, og store dele af det fælles miljø ligner en losseplads, med snavs og affald og svigtende eller ikke forekommende rengøring, samt elendigt gadeinventar som forlængst burde være skrottet, er åbenbart blevet en del af den danske umistelige kultur. Det er kun folk med rigtige meninger, der ikke kan holde det ud og rejser væk, så såre anledningen byder sig. Ellers accepteres griseriet ganske oplagt som et adelsmærke for en nation, der uden at behøve definere sig selv, udgør den bedste af alle i den bedste af alle verdener, og for hvem kritik udefra er en bombet by i Sibirien. De skal ikke komme her med deres ECRI og højkommissærer. Lad os være i fred og passe os selv.
Og fred får vi, når ingen en dag gider komme og sige noget mere, med mindre de udtrykkeligt selv har bedt om at bo i en container.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu