Læsetid: 4 min.

Når slipsedrengene ’netværker’

Det kan være svært at ’netværke’, når man samtidig balancerer med en fyldt tallerken, et glas, konferencepapirer, sit visitkort og en tændt mobiltelefon
16. juni 2001

».... Hai empløjment and guud ørnings får awar mæmbers en thø junions,« lyder det på bedste skoleengelsk fra talerstolen.
Jørgen Elikofer fra CO-Industri afslutter som den sidste taler to stive klokketimer, hvor der er blevet talt og talt om mulighederne for privat finansiering af en fast forbindelse over Femer Bælt.
Næsten umærkeligt breder der sig en let overbærende stemning i salen, mens den gamle metalfagforeningsmand tappert kæmper sig gennem sin tale.
Udsigten til den forestående lunch-buffet, som klirrende bliver anrettet i udkanten af den overdækkede atriumgård i Industriens Hus på Rådhuspladsen, får flere og flere rundt om i salen til åbenlyst at tjekke mobiltelefonen for beskeder.
Til sidst kaster Jørgen Elikofer da også servietten i ringen: Ingen kan konkurrere med udsigten til mad og drikke, læser han tålmodigt op fra manuskriptet og bliver høfligt klappet ned på plads.

Stormen på buffeten
Forinden angrebet på madbordet har knap hundrede fremmødte bankfolk, entreprenører, institutionelle investorer, rådgivningskonsulenter og organisationsfolk tålmodigt hørt det ene foredrag efter det andet:
Om »adjustments«, »delegation of risks« og »some lessons to be learned« fra en række engelske infrastrukturprojekter, om effektiv omkostningsstyring, om Dansk Industris foretrukne Femerløsning med fire vejbaner plus to togspor og om, hvorfor »privat-offentligt samspil« og de såkaldte BOT-modeller ikke endnu er så udbredte i Danmark, og om erfaringer med »sponsoravtal« og »aktieägaravtal« på Arlandabanen nær Stockholm.
De indhøstede erfaringer opsummeres i punkter og one-liners på den ene overhead efter den anden, og de gentages næsten messende til glæde for tilhørerne, som på nær tre damer selvfølgelig alle er mænd.
Efter oplæggene er der mulighed for at stille spørgsmål, men ikke mange benytter sig af muligheden. Til sidst må den sektionschef i Dansk Industri, der også fungerer som dirigent, selv stille nogle spørgsmål, så tavsheden ikke bliver for pinlig. Og da de så i tur og orden er besvaret, er det endelig Elikofers tur til at runde af.
Et pænt udsnit af deltagerne er fløjet ind fra det store udland: Hochtief, European Investment Bank, NCC International, Bilfinger+Berger Bau, Dresdner Bank, Skanska AB, De Pfa Bank Europe, Bouyges TP, Vinci Concessions, Sweco VBB Viak, Partnerships UK.
Hjemmefra deltager bl.a. ABB A/S, Unibank A/S, PensionsSelskaberne, Tryg-Baltica, Sydbank, KPMG, Industriens Pension, COWI, Rambøll og Carl Bro foruden repræsentanter for Ørestadsselskabet, Trafikministeriet, Scandinavian Link, Kammeradvokaten samt et par håndfulde ambassaderepræsentanter.

Så skal der ’netværkes’
Et vigtigt formål med seminaret er at gøre ’markedet’ opmærksom på, at der nu kun er én uge til, at eventuelt interesserede skal melde sig til Fehmarnbelt Development Joint Venture (FDJV), som den officielle dansk-tyske forberedelsesgruppe hedder.
Peter Lundhus fra FDJV oplyser, at man foreløbig kun har modtaget »en halv snes« henvendelser.
»Men hvis der kommer én en dag for sent, så betyder det ikke noget,« siger han optimistisk.
Seminaret er også en glimrende anledning til at »netværke«, understreger Dansk Industri allerede i indbydelsen.
Tilsyneladende er der ganske bestemte ritualer, der skal følges, når slipsedrengene »netværker«. Og det ser bestemt ikke nemt ud:
Første trin er at gå rundt med hovedet diskret på skrå og lange øjne, mens man afkoder de forskellige fremmødtes navneskilt. Enkelte har endda været så forudseende, at de går rundt med fotokopier af businesscardene på de, som deres eget firma er interesseret i at »netværke« sammen med.
Andet trin følger, når man har fundet de rigtige. Så kommer det virkelig svære: Balancerende med en tallerken med mad og et fyldt glas i den ene hånd, konferencepapirerne under armen samtidig med, at den anden hånd med mobiltelefonen rækkes frem til goddag og udveksling af businesscards.

Smilet syet fast
På forbløffende kort tid er forsamlingen diffunderet ud i flere mindre grupper, der snakker højlydt grinende. Det må være virkelig sjovt at være Femerbrobygger. Men også denne del synes at foregå strengt rituelt:
Inderst i gruppen står de tunge drenge – ofte distingverede typer med grånende hår og overlægebriller. Det er dem, der fører ordet. Og i en slags koncentriske cirkler udenom står så juniormedarbejderne, hver især med et bredt og energisk smil, der synes at være syet fast til ansigtet.
»Jaja,« siger en lille halvskaldet mand på vej hen mod udgangen. »Det er altsammen fint nok. Men humlen i en Femerbro er jo ikke det tekniske at bygge den. Heller ikke at finansiere den, biltrafikken ville sagtens kunne betale den på 14-15 år. Nej, problemet er politikerne og jernbanen.«
– Hvad mener du?
»Jo, en Femerforbindelse uden jernbane er umuligt rent politisk. Men problemet er, hvis politikkerne siger ja til Femerforbindelsen, så siger de også ja til at yde et stort driftstilskud til jernbanen i mange, mange år. Det vil kunne mærkes, og derfor kvier de sig lidt – mest i Tyskland.«
– Det lyder meget klogt?
»Det er meget klogt, selv om der ikke er nogen, der siger det så direkte,« siger manden og tager sit navneskilt af, inden han forsvinder ud i solskinnet på Rådhuspladsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu