Læsetid: 2 min.

Nedslidningen fortsætter

Arbejdsminister afviser, at der er brug for ny handlingsplan
14. juni 2001

Folk får stadigvæk ødelagt deres helbred af ensidigt gentaget arbejde. For syv år siden lovede arbejdsmarkedets parter at halvere dette nedslidende arbejde. Men de er kun nået halvvejs. Siden 1998 er indsatsen gået helt i stå.
Omkring en kvart million danskere lider af skader i nakke, skuldre og arme på grund af det ensidigt gentagne arbejde. Det er også skyld i psykiske problemer – og udstødning fra arbejdsmarkedet.
På kontorområdet er det ensidige arbejde et voksende problem. Flere og flere arbejder med computer på en helt ensidig måde. De gentager de samme bevægelser hele dagen, f.eks. på de nye call centre, hvor man betjener kunder pr. telefon, påpeger Arbejdsmiljøinstituttet.
Forskerne anbefaler en ny og stærkere handlingsplan, hvis problemet skal løses. En ny plan skal både involvere arbejdsmarkedets egne organisationer og Arbejdstilsynet, siger de.
Men arbejdsminister Ove Hygum mener ikke, at der umiddelbart er behov for en ny handlingsplan.
»Jeg skønner, der er behov for en normalisering. Nu er ensidigt gentaget arbejde ikke mere noget nyt og ukendt. For mig er det derfor vigtigt, at Arbejdstilsynet går til opgaven på samme måde som andre opgaver. Naturligvis i samspil med parterne, men ikke med en aftale om at parterne selv skal løse problemet,« siger Ove Hygum.
Han forudser, at virksomhederne bliver »pisket« til at løse problemet, fordi de ellers får problemer med at tiltrække nye ansatte.

Mere end ventet
Både Ove Hygum og forskerne hæfter sig ved det positive – at det ensidigt gentagne arbejde i industrien trods alt er formindsket 25 procent, selv om målet var det dobbelte.
»Det havde jeg ærlig talt ikke troet,« siger Herman Burr på Arbejdsmiljøinstituttet. »Jeg blev overrasket, da vi fandt så stort et fald i år 2000 sammenlignet med 1995.«
Heller ikke Niels Møller fra Danmarks Tekniske Universitet, der sammen med analyseinstituttet CASA har evalueret handlingsplanen, vil skrive under på, at den er en fiasko:
»For ti år siden kunne man slet ikke forestille sig at producere svinekød eller fiskefileter eller sy eller sortere post uden nedslidende arbejde. I dag er det anderledes. Der er skabt en opmærksomhed om problemet, og man er nået et stykke ad vejen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu