Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

29. juni 2001


Tove Jansson, 86
*Den finsk-svenske forfatter og kunstner Tove Jansson er død, 86 år gammel. Jansson, der er født i 1914 i Helsinki som datter af en finsk billedhugger og en svensk tegner, viste selv tidligt kreative evner. Hun skabte sig et stort navn som forfatter af eventyrlige børnebøger med sine i alt ni bind om de mærkelige, men elskelige og flodhestelignende mumitrolde, der lever i den afsidesliggende Mumidal.
Den første af bøgerne, som hun alle skrev på svensk, udkom i ’45 med titlen Småtrollen och den stora översvömningen (da. Mumitroldene), og hun satte det sidste punktum med Sent i november i ’70, hvor hun også overlod kontrollen med det efterhånden vidtforgrenede Mumi-univers til sin bror, Lars Jansson, for at hellige sig et liv som billedkunstner.
I 50’erne begyndte Tove Jansson at tegne sin egen serie om mumitroldene, og den blev i ’52 købt af et britisk syndikat og udkom snart i mange lande verden over. Hendes mumibøger er oversat til mere end 30 sprog, og det er blevet til både tegneseriehæfter, tegnefilm, teaterstykker og computerspil med mumitroldene i hovedrollerne.
»Hun er blevet slået i hartkorn med Astrid Lindgren, hvilket er forkert. Selvom de begge er store, nordiske børnebogsforfattere, så er de også meget forskellige,« siger tegneserieskaberen Mårdøn Smet til Information. »Jansson var med sine ni prosabøger meget eksklusiv, hvor Lindgren skrev for hele folket.« I starten af 90’erne stod Smet bag et svensk hæfte med mumitroldene, baseret på Janssons bøger og siden udgivet i albumform.
»Det var spændende at arbejde med så fantastisk et univers,« fortæller Smet. »Det var et aparte og organisk fantasiunivers, som bl.a. har referencer til Alice til Eventyrland – som hun i øvrigt har illustreret med sin lidt pigede, todimensionale streg.« Tove Jansson er da også blevet sammenlignet med Lewis Carroll. »Hun bliver opfattet som en litterær forfatter – det er ikke kun børnebøger, det er også kunst.«
»Der er en kronologi i bøgerne, som folder sig ud fra bind et og slutter med bind ni,« uddyber Smet. »Serien begynder lyst og farverigt, men tonen bevæger sig i en dystopisk og depressiv retning, og de sidste bind er meget lidt for børn.« CMC

Wolfgang Fuchs, 57
*Wolfgang Fuchs, som hjalp østtyskere over muren, døde den 7. juni i Berlin. Selv flygtede han fra DDR i 1957 og bosatte sig i Vestberlin, hvor han ernærede sig som optiker. Da muren blev bygget i 1961, blev han en af hovedkræfterne bag »de berlinske tunnelbyggere«, som hjalp østtyskere med at flygte. Det er uvist, hvor mange mennesker Fuchs hjalp med at flygte. Den første gang var 1962, hvor han bogstavelig talt trak sin svoger det sidste stykke vej hen over »Der antiimperialistische Schutzwall«, dvs. muren og pigtråden.
Et par år senere, i 1964, lejede han et tomt bageri i Bernauer Strasse, hvorfra han og 15 andre unge gravede en tunnel i retning af Østberlin. Det var et farligt arbejde. Kun udrustet med skovle og spader gravede de en lille kravlegang ind under grænsen. Den endte i en tom østtysk ejendom. Den 3. og 4. oktober 1964 kravlede 57 mennesker ud gennem det, der senere blev kendt som ’Tunnel 57’.
»Mærkerne efter deres knæaftryk så ud som sandets krusninger på en strand efter tidevand,« huskede Wolfgang Fuchs. »Det vil jeg aldrig glemme. Det var smukt«
Flugtvejen blev dog opdaget dagen efter, den 5. oktober, efter at et skuddrama ved indgangen medførte, at grænsesoldaten Egon Schultz blev dræbt. Det østtyske ministerium for statssikkerhed sagde, at Schultz blev dræbt af de vesttyske flugt-hjælpere, og Schultz blev erklæret som helt, og en gade blev opkaldt efter ham. I 1994 blev det dog afsløret, at Schultz blev skudt af en anden østtysk grænsesoldat ved en fejl.
Wolfgang Fuchs vendte snart tilbage til sig borgerliv i Berlin Neukölln som apoteker. I nogle år fortsatte han at hjælpe østtyskere over muren med nye teknikker.robin

Brian Pendleton, 57
*Tidligere rytmeguitarist i den engelske præpunkgruppe, The Pretty Things, Brian Pendleton, er død, 57 år gammel. Gruppen fik sit store gennembrud i efteråret 1964 med nummeret ’Don’t Bring Me Down’, men opnåede aldrig den internationale berømmelse, som nogle af os følte, de fortjente. Det var os, der syntes at Stones, Kinks, Beatles og Who var nogle tøsedrenge.
Der var ellers hits nok at tage af. ’Honey I Need’, ’Cry To Me’, ’Get The Picture’, ’Midnight To Six Man’, ’Can’t Stand The Pain’ og ’Rainin’ In My Heart’. Med besætningen Taylor, Pendleton, den gale sanger Phil May – en utæmmet pendant til Mick Jagger, samt den bevisligt gale trommeslager Viv Prince, gav Pretty Things undertegnede en af de helt store grænseoverskridende koncertoplevelser i midten af 60’erne. Pretty var de ikke, men de kom både punk og headbanging i forkøbet med ganske mange år.
Det amerikanske gennembrud udeblev, og inden den helt store nedtur forlod Pendleton gruppen. Bogstavelig talt; da gruppen nåede til et job i Leeds, var Pendleton stået af toget undervejs.
Han genoptog det arbejde som forsikringsagent han havde opgivet tilbage i 1963, og ved sin død arbejdede Brian Pendleton som forsikringsagent for Prudential i London. ross

Yvonne Dionne, 67
*Den triste saga om Dionne-søstrene begyndte i det sene forår 1934, da den fransk-canadiske bonde Oliva Dionne fra det tyndt befolkede nordlige Ontario ringede til den lokale avis og spurgte, om man kunne annoncere fem fødsler for éns pris. To måneder for tidligt havde hans kone Elzire født sit syvende, ottende, niende, tiende og ellevte barn – verdens første registrerede enæggede femlinger.
Myndighederne skønnede, at den fattige familie ikke selv kunne brødføde femlingerne. Pigerne blev i stedet anbragt på et særligt konstrueret ’hospital’, hvor hele verden kunne komme og opleve miraklet. Hospitalet blev et 30’rnes svar på en temapark. Hver dag kom op til 6.000 mennesker for at se femlingerne lege i et bakteriefrit miljø gennem en tonet rude. Da pigerne, Yvonne, Anette, Emilie, Cecilie og Marie, blev leveret tilbage til deres forældre som ni-årige, havde fire millioner mennesker set dem live, og Ontario havde tjent 500 mio. US-dollar på dem. Under doktor Dafoes ledelse kom pigerne, der altid bar ens tøj og havde ens hår, til at reklamere for varer som morgenmadsprodukter og sirup. Mellem ’36 og ’38 producerede Hollywood tre film baseret på pigernes historie.
Man kan næsten regne ud, hvordan et liv, der begynder som et freakshow, må forme sig. I 1943 var pigerne følelsesmæssigt tilbagestående; Emilie døde af epilepsi i 1954; pigerne beskyldte senere faderen for at have begået incest; moderen beskyldte pigerne for at have slået faderen ihjel. Og sådan fortsatte det. Det var blot et plaster på såret, at Ontario i 1998 betalte de tre overlevende femlinger 35 millioner kroner som erstatning for at have fjernet dem fra hjemmet som børn. os

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her