Analyse
Læsetid: 5 min.

Nepal på knivsæggen

Paradoksalt nok er det både demokratiet og monarkiet, der er truet af sammenbruddet af ro og orden i Nepal
7. juni 2001

Råbet »Vor elskede konge længe leve!«, som gav genlyd i Kathmandu-dalen,
da kong Birendra og dronning Aishwarya drog ud på deres sidste rejse, var mere end en klagesang for monarken og de medlemmer af hans familie, der blev myrdet den 1. juni.
Det var en rungende bekræftelse på den agtelse, som nepaleserne nærer for monarkiet, selv 11 år efter at Birendra bøjede sig og gik med til at indføre demokratiske reformer.
Overgangen til konstitutionelt demokrati, som blev fremtvunget af en bølge af folkelige protester i 1990, formindskede på ingen måde kongens greb om befolkningens sjæl. Tværtimod bidrog hans værdige accept af en ny orden
i stedet for det autokratiske panchayat-regime i høj grad til at styrke hans popularitet og hans bånd til de 23 millioner nepalesere, der betragtede ham som en inkarnation af guden Vishnu.
Under alle omvæltninger symboliserede kongen stabilitet og kontinuitet som den højeste autoritet, uplettet af partipolitikkens mudrede verden. Denne veneration udsprang lige så meget af hans personlighed og fremtræden som af hans rolle i den udvikling, der førte frem til demokratiet.
Chokket og forfærdelsen over blodbadet i Naryanahiti-paladset er blevet afløst af vrede, sorg og mistillid. Flere tusind mænd barberede håret af som et tegn på sorg, men mange flere deltog i protestdemonstrationerne og forlangte at få at vide, hvad der var sket.
Udgangsforbud og politiets brug af skydevåben har ikke formået at dæmpe urolighederne – især ikke i dalen, som syder af raseri og frustration og svirrer med rygter og konspirationsteorier.
Såvel den nye konge som de politikere, den 11 år gamle forfatning har frembragt, er suspekte i befolkningens øjne. Men det er den frihed, forfatningen sikrer, der har givet mulighed for protesterne og kravet om at høre den fulde sandhed. Paradoksalt nok er det altså både demokratiet og monarkiet, der er truet af sammenbruddet af ro og orden i Nepal.

Monarkiet har bestået så længe i Shangri-la i Himalaya-bjergene, at et demokrati uden en konge er utænkeligt i Nepal, som måske er Sydasiens ældre nationalstat. Mens de andre stater opstod efter 1947, blev Nepal samlet under Shah-dynastiet allerede i 1700-tallet. Trods op- og nedture og lange perioder i eksil har kongefamilien været et stærkt, samlende symbol på nationen og dens integritet.
Det er dette symbol, der er nu er blevet rystet. I denne den mest dramatiske krise i Nepals historie er den nye konge, Gyanendra, som efterfulgte broderen Birendras søn, blevet mødt med en så voldsom fjendtlighed, at det ikke kun er freden, men hele den politiske proces, der er i fare.
Folket, især de intellektuelle, tror ikke på, at Gyanendra kun modvilligt satte sig på tronen, og de fleste nepalesere kan slet ikke acceptere hans søn Paras, der fører et udsvævende liv og endda er mistænkt for mord. I de mange konspirationsteorier – den ene mere bizar end den anden – der florerer i Kathmandu i dag, er det Gyanendra og hans søn, der har været ophavsmænd til tragedien.
Det bliver svært at overbevise folk om, at det forholder sig anderledes. Det første skridt, kong Gyanendra har taget for at vinde befolkningens tillid – at nedsætte en undersøgelseskommission med tre medlemmer – er løbet ind i problemer.
For at undgå, at undersøgelsen bliver opfattet som en øvelse i hvidvaskning, udpegede kongen højesteretspræsidenten, parlamentsformanden og oppositionslederen Madhav Kumar Nepal fra Nepals Kommunistiske Parti (CPN) til at sidde i kommissionen. Imidlertid har CPN afvist at deltage i undersøgelsen med den begrundelse, at der ikke er tale om en parlamentarisk kommission, sådan som forfatningen foreskriver.
CPN og partiet Nepali Congres, som dannede en midlertidig koalitionsregering i månederne mellem de folkelige protester og det første valg med flere partier i 1990-91, er igen gået sammen om at føre landet gennem krisen. CPN har indstillet sine bestræbelser for at styrte Nepali Congress og ministerpræsident G.P. Koirala.
Alle parlamentets partier er dybt bekymrede over udviklingen. På den ene side frygter de, at den trængte kong Gyanendra kan gribe til autoritære midler og indføre undtagelsestilstand, hvis situationen kommer ud af kontrol. På den anden side er de under pres fra maoistiske grupper, som har mange tilhængere i landområderne.
I de forløbne ti år har de politiske partier ydet en ynkelig præstation. Dårlig ledelse, udbredt korruption, forsømt udvikling og økonomisk krise har sammen med smålige fraktionskampe ført til forarmelse af befolkningen. Den stigende fattigdom har medført en følelse af fremmedgørelse hos et folk, der følger sig svigtet af den nye politiske klasse. Det har måske styrket hengivenheden for kongehuset, men forholdene har også vist sig ideelle for maoisterne, som appellerer til flere og flere og øger deres indflydelse. De mange sammenstød med regeringshæren, som har kostet flere hundrede mennesker livet, har ikke standset deres fremmarch.

Politikerne har kastet landet fra krise til krise, hele tiden drevet frem af personlige og partipolitiske hensyn. Landet har haft ni regeringer på ti år. Politikere fra alle partier, grupperinger og fraktioner har kynisk benyttet sig af enhver tænkelig kombination mellem venstre, højre og centrum for selv at få en bid af kagen – men uden at det har gavnet befolkningen. De demokratiske processer er blevet korrumperet af de selv samme kræfter, som kom til magten i demokratiets navn, men som selv ved flere lejligheder har konspireret med royalistiske grupper.
Politikerne er nu fanget mellem et truet monarki og de militante maoister, der venter på det rette tidspunkt til at slå til. Råbene »Dræb Koirala« og »Koirala dø«, som blev hørt under demonstrationerne efter massakren, er ikke alene en trussel mod ministerpræsidenten, men mod alle politikerne i det parlamentariske cirkus.
Hvis ikke de tager sig sammen og renser Nepal for den gift, de selv har lagt ud, er der overhængende fare for både forfatningen og monarkiet.
Seks dage efter at kongefamilien blev udslettet, fungerer demokratiet endnu. Koirala er stadig ministerpræsident, og parlamentet er ikke blevet opløst. Kong
Gyanendra er ikke blevet accepteret af offentligheden, men han har afstået fra drastiske skridt. Hæren er ikke blevet sat ind. Maoisterne forholder sig afventende.
Det er som med et tordenvejr i Himalaya. Den nuværende periode, præget af frygt og ængstelse, kan ende i et voldsomt uvejr, eller også kan det klare op som tegn på, at det værste er overstået.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi.

*Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her