Læsetid: 6 min.

Nielsen i centrum

2. juni 2001

Intermetzo
BERLIN, i maj – Ved den byplanmæssige placering af Philharmonien som nyt hjemsted for Berliner Philharmonikerne, skal Herbert von Karajan til nogen undren for omgivelserne have bemærket at lokaliteten udvalgt til Hans Scharouns arkitektoniske mesterværk – alt taget i betragtning – var rimelig central for det berømte ensemble i den absolutte elite. Eller for nu at tage munden fuld, som Karajan med god ret gjorde: verdens bedste orkester.
Scharouns karakteristiske porøst gule, kakkelmonterede ’Zirkus Karajani’, som det berlinske folkevid døbte Philharmonikernes blivende bolig, var anbragt i udkanten af Tiergartens østlige ende med udsigt til Potsdamer Platz. Potsdamer Platz, gesperrt, som dette Berlins andet hjertekammer var betegnet på bykortene. Muren lå jo dér i lige sydgående linjeføring fra Brandenburger Tor, forbi den flade ruinmark, hvor Rigskancelliet havde ligget og så videre. Mellem Philharmonien og muren løb dengang som nu Entlastungstrasse og ellers ingenting. Et dødssygt ingenmandsland, hvor der dog ikke var anbragt miner på den vestlige side. Men indbydende var området på ingen måde. Når koncerten i Philharmonien var forbi, hastede man hjem i delvis mørke ad Tiergarten Strasse, hvis man ikke havde været så heldig at få en af de få taxaer i Matthäikirchestrasse, senere omdøbt til: Herbert von Karajan Strasse.
Nu haster man ikke mere den forkerte vej væk fra det egentlige og oprindelige og rigtige Berlin, som i realiteten lå bag muren. Nu klapper man hastigt af efter tredje fremkaldelse for så meget desto hurtigere at komme over på den genopståede Potsdamer Platz – helst til Sony-Centers colosseum, et af verdens nyeste vidundere i både stil, stemning og gode madsteder. Eller måske over til Marlene Dietrich Platz og de kunstige søer med siv og fast ansatte ænder og servering på kanten.
I Casinoet kan man ved jackpot for en indsats på én, snart forsvundet D-mark, ifølge et display på musikteatrets mur indkassere 1.453.764 af samme mønt. Gevinstbeløbet skifter efter hvor meget folk vinder – eller snarere taber til puljen. Aner man viftet af ens egen indre ludoman, går man langt uden om Casino, og tænker på Falladas hovedperson i Ulv blandt ulve: Wolfgang Pagel, som ikke kan lade spil være spil, men drages mod det lokkende, grønne filt. Han kommer så grueligt galt afsted, mens frikorpsene huserer og en vis A. Hitler pønser på at springe ud af skabet.
Det begav sig dengang i 1923, da Philharmonikerne netop var overtaget af den unge ubegribeligt geniale dirigent Wilhelm Furtwängler, der i øvrigt ikke kunne døje den senere i 1938 tilkomne østrigske overlæge- og -klassesøn von Karajan. »Herr K.« eller »Dieser Herr K.« som den ældre mester fuld af foragt kaldte den yngre hurtigstribede ditto. Dengang i nittenhundredetyvernes begyndelse, da dollaren en skønne morgen stod i fire hundrede fjorten tusinde mark – for blot at udvikle sig endnu mere parodisk – holdt Berliner Philharmonikerne til i en ombygget rullekskøjtehal i Bernburger Strasse. Den fik en på kassen i krigens sidste år, og Philharmonikerne var hjemløse. Den første koncert spillede orkestret igen den 26. maj 1945. Galningen i førerbunkeren, oven på hvis rester – meget dybt nede i jorden – man har anbragt en legeplads, havde omsider fået sin jernvilje og smadret Tyskland samt ikke så lidt mere i atomer.

Den sovjetiske besættelseskommandant, Bersarin, var en dannet mand og blød med musik og pressede bestandigt på – indtil han omkom i en trafikulykke måske iværksat af Stalin – for at få de besatte i gang igen. Leo Borchardt dirigerede denne første tilkendegivelse af livets videreførelse, men kom få dage efter tragisk af dage ved en vådeskudsulykke.
Så kom først den purunge Sergiu Celibidache, der imidlertid blev sat i anden række af den tilbagevendende Furtwängler – efter at denne uden i øvrigt at have været medlem af partiet var blevet afnazificeret. Siden foretrak orkestret Karajan – der parentetisk havde været medlem – for den vilde rumæner.
Orkestermedlemmerne, der selv styrede og styrer ensemblet, havde vel også på fornemmelsen, at der var flere skillinger i Karajans projekt end i Celibidaches uforsonlige kunstneriske ubestikkelighed med hensyn til pladeindspilninger. Det med lønsomheden holdt stik. Karajan skrabede formuer ind til orkestret og efterlod dette, da parterne som gamle ægtefæller ragede uklar hen imod slutningen af den store mands liv og virke, i toptrimmet stand. Nummer 1, simpelthen.
Så blev det den åndfulde, indadvendte Claudio Abbados tur og fra næste år engang fyrværkeriet Sir Simon Rattle.
Rattles efterfølger for det efterladte City of Birmingham Symphony Orchestra er finnen Sakari Oramo, man af navnet kunne tro er japaner. Indtil man ser ham. Det gjorde man til koncerten den 26. maj, da han for første gang svingede pinden over berlinerne, som der Alte næppe nok ville kunne kende igen. Generationsskiftet er højst synligt, de kommer i bundter og fortrænger hvidhårede musici, der knap nok havde kendt andre end Karajan. Og kvinderne trænger sig på. 14-15 af dette køn har det efterhånden sneget sig op til, hvilket utvivlsomt ville have glædet old Herby. Han var i høj grad til damer og tog en konflikt på at ville mase den første kvinde ind. Det var i klarinetgruppen, konen hedder Sabine Meyer, som de mandlige musikere, Rip, Rap og Rup mente var en kende for solistisk. Så skred – fortalt i forkortning – von Karajan, for han ville have sin Sabine, og når Karajan inden for rimelighedens grænse ikke fik, hvad han ville have, blev han muggen.

Tilbage til den 26. maj og finnen med det japansk-klingende navn. Det er en god idé at købe billet på den så at sige forkerte side af orkestret i Philharmonien. Det skal man vist ikke gøre i andre koncertsale, hvor man som regel får et forvrænget lydbillede. Men ikke i Philharmonien, hvor akustikken bare er blæret. I blok K. første række, hvor det også er noget billigere end nede blandt de fine, har man dertil et fantastisk udbilk til dirigenten – forfra, sgu.
Sakari Oramo spillede Sibelius’ Pohjolas datter, Sjostakovitj’ koncert for cello og orkester es-dur med Heinrich Schiff. Det er det betagende ved Philharmonien: man har dem allesammen på cd. Og så kom braget: Nielsen. Carl. Den Fjerde, Det Uudslukkelige. Nielsen er stadig ikke husmandskost i Tyskland. Mærkeligt nok, som de jo dog ligner os, disse genfødte preussere uden militarismen. Et eller andet blokerer med hensyn til fyn-boen. Det er muligt at koncerten den 26. kan blive et vendepunkt. Man sidder jo der og bliver national i den forstand at man spekulerer på, om Nielsen nu også holder i den store sammenhæng. Om man skal have skam af ham og tale fremmedsprog til madame efter fiaskoen. Aber nein. Den 4. er som alt det andet (næsten) stor musik. Oramo og Philharmonikerne spillede Carls op. 29, så der i paukeduellen i sidste sats blev undertryk i salen. Oramo løftede partituret hen på kanten af klangen hos Strauss, hvad Nielsen også kan bære. Såfremt von Karajan under orkestrets præstationer sidder på en lille lyserød sky, eller svæver rundt som tårnfalk, hvilket han vist nok spøgefuldt mente blev hans liv efter døden, havde den gamle mester her grund til at ærgre sig, eftersom Oramos nøje kalkulerede spontanitet med et ualmindeligt konsistent taktslag, i nogen grad satte hans, Karajans, indspilning fra 1982 i skygge. Nænsomheden i Nielsens stille stunder var ikke Karajans største styrke, derimod Oramos. En musiker, hvis format måske allerede antyder en kongerække i Philharmonien, når Rattle engang har danset af.

Bagefter i trav til Sony-Center, Potsdamer Platz. I den blide – ja varme – berlinske nat kan man sidde der i timevis og glo på springvandet i midten og spise japansk på Josty. Anbefalelsesværdigt oven på Nielsen i centrum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her