Læsetid: 2 min.

Den nye forstad: ’Et brud med fortiden’

Resultatet af arkitektkonkurrence om danske forstæder er ’et gennembrud i dansk byudvikling’
8. juni 2001

Det var et road rage-fremkaldende, enerverende infrastrukturelt 80’er-forstadsstunt at finde frem til Taastrup Rådhus i bil, da vinderne af arkitektkonkurrencen Den nye forstad blev præsenteret i byrådssalen i går under ståhej og overværelse af by- og boligminister Lotte Bundsgaard (S), der rundhåndet delte præmier – checks (1,3 mill. kr.) og rødvin – ud.
Men sådan er forstæder. Problemet med dem er åbenlyse: der sker ingenting i dem; man bevæger sig rundt i bil, der er ingen mellemmenneskelig integration, områderne er opdelt, og der er ingen mødesteder.
Det vil der imidlertid blive rådet bod på, hvis man skal tage tendenserne hos konkurrencens vinderforslag for gode varer.
Forskningsprojekt Forstad fra Arkitektskolen i Århus havde i samarbejde med By- og Boligministeriet og Århus og Høje Taastrup Kommuner inviteret til en international konkurrence om at skabe en fremtidens forstad med udgangspunkt i Tilst eller Taastrup. Målet var at finde nye og sammenhængende byformer, samlivsformer og nye opfattelser af stedslighed, landskaber, bybygning og bæredygtighed.
Konkurrencen var åben, og blandt de 43 indkomne forslag var en lang række fra udlandet.

Ikke et afsluttet værk
De to førstepræmier på hver 300.000 kroner gik til 1) arkitektbureauet Plot ved Julien de Smedt og Bjarke Ingels, København og 2) Jens Bonnesen og Christian Leth Pasgaard, København.
Plot havde på en planche illustreret, hvordan man kunne bygge videre med boliger og kontorer oven på Tilsts lave, grå betonbygninger.
»Umiddelbart virker dette forslag provokerende, men i praksis er det ikke anderledes end Slotsarkaderne i Hillerød eller Henning Larsen bebyggelse i Hellerup,« lød det i dommerkomiteens bemærkninger til Plots forslag.
Og »byen er aldrig et afsluttet værk, men foranderlige stadier i sin permanente tilblivelse.« Derfor var det omsonst at se »planlægning som et formproblem – planlægning skal være en proces, en vej mod nye stadier,« som det hed.
Pasgaard & Bonnesens forslag blev bl.a. præmieret for at præsentere en sammenfattende forståelse af forstaden som bytype og for at tage afstand fra den tanke, at man må starte fra bar bund for at lave en ny by.

Reference: Hele verden
De to arkitekter havde foreslået, at man kan bruge hele verdens arkitektur som referencerammer, således at husene er af den amerikanske Savannah-Brunswick-type med store grunde og et æstetisk kvarter, mens deres Villa Sovoye Replica Park havde forbillede i Le Corbusiers søjlebårne villa ved Paris osv.
Dommerpanelet kaldte konkurrencens resultat for »et gennembrud i dansk byudvikling«, fordi mange deltagere brugte en helt ny metode, hvor sådan en forstads mange interesser blev taget til indtægt tidligt i processen. Forslagene var et »endegyldigt brud med den centralistiske planlægningstanke«, som har præget siden 60’erne.
Dommerpanelet bestod af boligministeren samt bl.a. en række professorer ved arkitektskolerne og repræsentanter for de to involverede kommuner.

*Vinderforslagene (1., 2., 3. og 4. præmierne) kan ses i hæftet ’Idekonkurrence om den nye forstad’, udgivet af Arkitektens Forlag, Strandgade 27

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her