Læsetid: 4 min.

Nye horisonter

Efter 11 år med filmfestival på Bornholm sadler Baltisk Medie Center nu om og henlægger arrangementet til Dubrovnik i Kroatien
23. juni 2001

Filmfestival
DUBROVNIK – Det er en splinterny filmfestival, der ser dagens lys, når See Docs in Dubrovnik fra i dag og en uge frem løber af stabelen med dokumentarfilm fra hele Balkanregionen i Kroatiens historiske Adriaterhavsby.
Men det er ikke en festival, der er opstået ud af det blå. Organisatorisk er See Docs in Dubrovnik en søsterfestival til Balticum Film & TV Festival, et dokumentarisk træfpunkt for de ni lande rundt om Østersøen og indtil videre afholdt elleve gange i Gudhjem på Bornholm.
Balticum festivalen startede i 1990, umiddelbart efter Østblokkens sammenbrud. Ideen var dengang at skabe et forum for dialog mellem regionens filmmiljøer, som i Sovjettiden havde været isolerede og underkastet censur. Umiddelbart handlede det om at reetablere filmiske traditioner og udveksle visioner for dokumentarisme i en ny tidsalder. Men under overfladen havde festivalen også perspektiver, der rakte langt videre, idet den indgik i et omfattende forsøg på at stimulere fred og demokrati i området ved at sikre ytringsfrihed og en stabil mediestruktur.
Op gennem 90’erne ændrede Balticum Film & TV Festival karakter, efterhånden som stadig flere delmål blev nået.
Og i de senere år kunne man – foruden en nostalgisk længsel efter den euforiske stemning i festivalens pionérår – opleve en fornemmelse af, at en vis rutine var ved at indsnige sig i de filmfaglige diskussioner.
Måske var arrangementet ved at have udtjent sin rolle.

Film i brydningstid
Derfor virkede det som et logisk skridt, da den nye festivaldirektør, Kim Caspersen fra Baltisk Medie Center, ved sidste års festival åbnede en dør mod Sydøsteuropa med et sideprogram af film fra Balkanregionen: De nye stater rejst på ruinerne af Jugoslavien samt de omkringliggende lande.
Film- og mediemæssigt er der mange paralleller mellem Balticum 1990 og Balkan 2001. Som det var tilfældet for ti år siden i de spæde demokratier øst for Østersøen, står Balkanlandene i dag i en situation, hvor traditioner skal genetableres, hvor pressefrihed og demokrati skal sikres ny grobund, og hvor fremadrettede mediestrukturer skal rejses på ruinerne af de gamle.
I denne proces spiller dokumentarismen en vigtig rolle i forhold til at forstå såvel fortiden og de sidste ti års krig som nutiden og de muligheder, der eksisterer for en fremtid. Og netop af denne grund er halvdelen af festivalens budget på 1,6 millioner kroner hentet i det danske Udenrigsministeriums program FRESTA (Fred og Stabilitet i Sydøsteuropa).
Målet med den nye festival er dels det praktiske at stimulere genopbygningen af Balkanhalvøens smadrede filmindustrier. Men lige så vigtigt er det at skabe basis for en lokal medieproduktion og en ny kulturel selvforståelse i en europæisk region, som i de kommende år meget let vil kunne blive løbet over ende af amerikanske kulturprodukter.

Hverdag i minefelt
Endelig består øvelsen i at skabe et forum for dialog mellem lande og kulturer, der i et tiår har haft et mildt sagt belastet indbyrdes forhold.
Den ene side af disse mål nås først og fremmest gennem festivalen som social begivenhed. Mens den anden side har at gøre med selve indholdet af de film, der bliver vist.
At krigens konsekvenser rækker langt ind i freden, fremgår med al ønskelig tydelighed af den bosniske kortfilm Survived ’n Lived Through One More Day, et blot tolv minutter langt portræt af en kvindelig minerydder.
Da filmen blev lavet, for halvandet år siden, var 4.000 kvadratkilometer, eller godt en tiendedel af Bosnien-Herzegovina, dækket af landminer. Kameraet følger en enlig mor, som for at forsørge sin søn – invalideret under krigen – har taget et relativt vellønnet job som minerydder. Billederne fra det østlige Bosnien emmer umiddelbart af idyl, men snart giver nedslagene i mineryddernes hverdag indsigt i den alvor, som også er en del af vilkårene for livet efter krigen. Rent praktisk er det tanken, at See Docs in Dubrovnik og Balticum Film & TV Festival fremover skal alternere. Dubrovnik skal være vært i ulige år, Bornholm i lige. Og programmet vil hvert år bestå af tre hovedelementer: En Balkanserie, en Balticumserie og en europæisk filmskoleserie.
Selv om adressen for den nye festival er Dubrovnik (Kroatien), lægger arrangørerne vægt på, at der ikke udelukkende er tale om en begivenhed for eks-jugoslaviske regioner.
I den første udgave af festivalen er Sydøsteuropa således bredt defineret som hele Balkanregionen. Ganske vist er det Bosnien, Kosovo, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Slovenien, der dominerer billedet. Men også film fra Albanien, Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Ungarn har fundet vej til programmet.
Foruden de tre konkurrenceprogrammer vil See Docs in Dubrovnik præsentere et antal retrospektive serier. Og som afslutningsarrangement vil Michael Kvium og Christian Lemmerz’ otte timer lange Joyce-inspirerede filminstallation The Wake blive vist, ledsaget af dj-musik.
Direktør for See Docs in Dubrovnik er Ivan Paic. Festivalen arrangeres af den lokale organisation Art Workshop Lazerati.

*See Docs in Dubrovnik, Kroatien, 23.-29. jun.

*E-mail: dubrovnik@filmfest.dk.

*Hjemmeside: www.filmfest.dk/dubrovnik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu