Læsetid: 4 min.

’Et nyt, konstruktivt venskab...’

Mens Putin og Bush indgik partnerskab, protesterede unge slovenere mod ’massemordernes møde’, globalisering, kirkens politiske fremstød og Sloveniens ’ulidelige servilitet’
18. juni 2001

LJUBLJANA – De ankom til Brnik lufthavn lørdag middag med det opdrag at signalere »konstruktivt partnerskab« mellem verdens to atomstormagter. Og i løbet af de seks-syv timer George W. Bush og Vladimir Putin satte fødderne på slovensk jord, nåede de effektivt at overbevise om, at målet var nået.
Helt ned i de koreografiske detaljer signalerede det afsluttende pressemøde på græsplænen foran middelalderslottet Brdo pri Kranju det netop indgåede partnerskab.
Med den paternalistiske attitude, amerikanske præsidenter har udviklet over for deres slagne supermagtmodstanders ledere, lagde Bush flere gange armen beskyttende omkring den russiske præsident (hvorfor er det aldrig omvendt?), mens Putin – for dog også at gøre noget med sine hænder – famlende rakte ud efter præsidentkollegaens anden hånd. Ikke helt overbevisende udført – men sådan er det jo gerne, når mænd skal røre ved hinanden.
»Jeg så ham lige ind i øjnene og vidste straks, at jeg kunne stole på den mand,« erklærede Bush på den straightforward måde, der fik et stort mindretal af de amerikanske vælgere til at vælge ham som præsident. Mens Putin undlod detaljer om sin modparts karakter.
Det postulerede nære personlige forhold, der tilsyneladende var opnået i løbet af en time og 40 minutters samtale og efterfølgende spadseretur i en slovensk slotspark, blev beseglet af en gensidig invitation: Putin kommer med hjem på ranchen i Texas, når han til efteråret skal på officielt besøg i USA, mens Bush beværtes i datjaen, når han på endnu ukendt dato rejser på genvisit til Rusland.
Så meget for det personlige forhold. Det var vigtigt at etablere for de to præsidenter – især for Bush, der har været under hård kritik for at negligere Rusland under sine første måneder som præsident – og målet blev nået med nogen troværdighed.

Rusland med i NATO?
Af konkrete resultater var der også et par stykker – især på det økonomiske felt.
Bush lovede at give USA’s støtte til russisk medlemsskab af verdenshandelsorganisationen WTO og et større regeringsinitiativ for at sætte gang i de noget slatne amerikansk-russiske business-forbindelser blev varslet. Lige som Putin så lovende muligheder for et amerikansk-russisk samarbejde om udvikling af atomenergi-teknologien, nu da USA’s nye præsident har erklæret at ville satse mere på a-kraft.
Den forventelige uenighed om de amerikanske raketskjoldsplaner blev luftet, men der var dog en lille åbning i de faste positioner: En amerikansk-russisk gruppe af sikkerhedseksperter skal nedsættes for at vurdere de risici, spredning af masseødelæggelsesvåben udgør – og se på mulige forholdsregler imod spredningen. Herunder selvfølgelig raketskjoldet.
Den eneste gang under pressemødet, hvor tonen blev en anelse skarp, var, da spørgsmålet om NATO-udvidelse blev rejst. Bush gentog sine ord fra tidligere taler på Europa-turnéen – at alle europæiske lande, der »har vilje og evne til at leve op til sine forpligtelser« kan blive medlem af forsvarsalliancen.
Putin erklærede sin forbløffelse over rationalet i at udvide NATO »helt op til Ruslands grænser«, nu da Rusland og Vesten var blevet så nære partnere, men luftede så overraskende muligheden for en russisk ansøgning om medlemskab. Her grinede Bush, som om Putin havde sagt noget sjovt.
Langt fra Brdo pri Kranju – det sørgede de talrige udkommanderede politistyrker for – demonstrerede en broget forsamling, dog med overvægt af sortklædte unge med farvet hår, mod »massemordernes møde«.
En sortklædt ung mand med røde striber i sit ravnsorte hår holdt en opflammende tale, dirigerede slagord og sprintede rundt og organiserede den efterfølgende march mod Ljubljanas bycentrum – en lokal Daniel Cohn-Bendit i svøb?
Mit spørgsmål til en aktivist om, hvorvidt det dog ikke var bedre for den internationale stabilitet, at lederne af verdens to største atommagter mødtes og talte sammen, fremfor at de ikke gjorde det, blev kun besvaret med en uforstående hovedrysten. Lige som hun heller ikke ville fortolke budskabet i det skilt, hun stod med: »Stalin + Hitler = Bush«.
Måske var det denne alarmerende historieløshed – måske den larmende musik – der fik enkelte grånende akademikere på sidelinjen til at se lidt misbilligende og desorienterede ud.
I modsætning til de anti-globalistiske stormtroppers amokløb i Göteborg forblev protesten i Ljubljana fredelig, og de udkommanderede politistyrker, der havde afspærret alle indgange til byens pittoreske centrum, var i det store og hele arbejdsløse.
Topmødet blev af Sloveniens beskedne venstrefløj udnyttet til ’store protestdag’, og talere vendte sig imod alt fra globaliseringen i almindelighed til den slovenske regerings »ulidelige servilitetet« over for EU og den slovenske kirkes forsøg på at opnå politisk indflydelse i særdeleshed. For ti år siden var Slovenien i krig for at forsvare sin selvstændighed – og krigens flammer er endnu ikke slukte i det tidligere Jugoslavien. I går gik slovenerne til folkeafstemning om et forslag, der vil forbyde inseminering af ugifte kvinder. Politikken er blevet normaliseret i Slovenien – hvilket vel mere end så meget andet fortæller om, hvor langt landet er nået efter ti års selvstændighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu