Læsetid: 3 min.

Ørkenens betagede elskere

Sven Lindqvist tolker uden romantisk sirup den eksistentielle dragning, ørkenen udøver på højspændte kunstnere uden at glemme imperialismens grimme fjæs
9. juni 2001

Ny bog
Sven Lindqvists nyoversatte bog Ørkendykkerne hører til den slags, man ’opdager’. Korte, fulde af farve og stemning og eksistens, og egnede til at give videre til forståelsesfæller. Titlens ørkendykkere er fortidens brøndgravere, der ødelagde sjæl og krop for at sørge for vand til samfundet.
Tidligere har vi på dansk fået forfatterens Udryd de sataner, som man skal beholde i sin egen bogsamling, som en sten i skoen, en kilde til evig anfægtelse. Det er den indignerede skamstøtte over imperialismens lange blodspor af folkedrab, koncentrationslejre og rædselsvækkende racisme.
Udryd de sataner kan læses med mellemrum, når fortiden må forklare nutiden, og globaliseringen tænkes ind i sit uværdige perspektiv.

Massakre
Ørkendykkerne er heller ikke nogen idyl, men den tegner et fascinerende billede af mennesker, der blev bjergtaget af ørkenen.
Sven Lindqvist fortæller både om den første orientalistiske maler, Eugène Fromentin og om den kulsorte baggrund for tavsheden i Laghouat, som kunstneren fortier i sin officielle rejseberetning En sommer i Sahara fra 1857.
Fromentin skriver ret idiotisk: »Jeg følte hverken glæde eller lykke her... Svært at forklare hvorfor...« Det formår Lindqvist til gengæld: Franskmændene har udryddet en tredjedel af byens befolkning knap et halvt år før, maleren kommer til byen. Den øverstbefalende franske officer skriver om det i sine memoirer:
»Byen måtte udstå alle krigens rædsler. Den oplevede alle de forløbelser, der kan begås af soldaterne, når de et øjeblik overlades til sig selv, endnu feberhede af den frygtelige kamp, rasende af de farer de har udstået og de tab, de har lidt, ophidsede af den dyrekøbte sejr. Frygtelige scener udspillede sig.«
En anden officer uddyber: »Man vadede bogstaveligt i blod, og i to dage var det ikke til at komme frem for ligdyngerne. Det var ikke bare mænd i hundredvis, skudt og med bajonetsår over hele kroppen, men også... ligene af store mængder af kvinder, børn, heste, æsler, kameler, ja tilmed hunde.«

Ørkendykkere
Tavsheden i Laghouat havde den mest dystre forklaring, og Lindqvist er god til at holde fast i de skændsler, der stadigvæk dækkes af drengebogsromantikken i kolonimagternes omgang med fortiden. Eller ’herreværelse-imperialismen’, som Lindqvist taler om. Danmark kan også sidde med ved bordet med en målrettet indsats for ’koloniseringen’ af Belgisk Congo.
Bogen er dog langt mere end en ny præsentation af imperialismens grimme fjæs, den følger også nogle af de mænd og kvinder, der blev betagede af blæsten, sandet og stjernerne.
Først Saint-Exupéry, postflyver og poetisk fremmaner af den spirituelle oplevelse af Saharas mennesketomme øde, og siden hans landsmand Michel Vieuchange, der i 1930 rejste 1.400 kilometer til fods og forklædt som kvinde for at nå – et mentalt fatamorgana, byen Smara.
Saint-Exupéry havde talt om »det mystiske Smara med dets jomfruelige ruiner, lige så forbudte for den hvide mand som Timbuktu.« Da Vieuchange nåede frem, tilbragte han tre timer i byen, Tilbageturen tog en måned, og som 26-årig døde han af dysenteri.

Nomade i livets ørken
Endnu mere ekstrem er det korte ørkenliv, der leves af Isabelle Eberhardt, hvis grav Lindqvist gør rast ved. Hun var datter af en russisk kvinde, der havde forladt sin generalsmand for at slå sig ned med børnenes huslærer, en ung, smuk og intellektuel
armenier og discipel af Tolstoj. Hele familien er rastløse over al måde, og Isabelle rejser som 20-årig med sin mor til Algeriet, hvor de begge konverterer til Islam.
Isabelle Eberhardt levede som mand og kriger i Nordafrika, men tog sig også et uendeligt antal mandlige elskere. Hun skrev i sin dagbog år 1900:
»At være nomade i livets store ørken hvor jeg aldrig vil blive andet end en fremmed – det er den eneste form for lykke, om end bitter, som skæbnen nogensinde vil give mig.«
Sådan har mange skribenter skrevet, mens de boede lykkeligt på Amager med et borgerligt sikkerhedsnet, men Isabelle levede på selvdestruktiv vis dette livsvilkår igennem, til hun en dag med poetisk retfærdighed blev taget med af en af de pludselige ørken-stormfloder, der kommer pludseligt og dræbende.
Hun skal til slut citeres for et hårdterhvervet motto:
»At begive sig af sted er den modigste og skønneste af alle handlinger. En egoistisk lykke måske, men en lykke er det – for den, der forstår at sætte pris på friheden. At være alene, uden behov, ukendt, fremmed og dog hjemme overalt og begive sig ud for at erobre verden...«

*Sven Lindqvist: Ørkendykkerne. (Fint) oversat af Karsten Sand Iversen. Batzer & Co. 160 s. ill., 198 kr. Roskilde Bogcafé. Udkommer i dag

Interview med Sven Lindqvist her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu