Læsetid: 3 min.

Orglet der selv ville spille

Ny kirkeopera med glimt i øjet er fornøjeligt drama, skildret i et uhøjtideligt formsprog. ’Undermålerne’ er terapeutisk hostesaft til det klerikale slæng med tilføjet ironisk trutmund til pressens udsendte
7. juni 2001

Kirkeopera
Kordramatik og kirkeopera er noget Fanden har skabt, men han har jo også sin naturlige plads i de kirkelige handlinger, så det er ret og rimeligt at udstille hans produkter i kirkerummet.
Musikteatret Undergrunden har skabt et turnéegnet stykke om livet i og omkring kirken. Centreret om præsten, menighedsrådsformanden, organisten, pressen og en mirakelspecialist. Enhver kirkesanger, organist, menighedsrådsmedlem og opmærksom kirkegænger vil genkende karaktererne og de amourøse problemstillinger, som fremstilles i dette stykke, der har fået titlen Undermålerne.

Mere salt til såret
Musikken er skrevet af komponisten og organisten John Frandsen, librettoen af Ivar Gjørup. Der er lidt Mel Brook’sk Forår for Hitler over hele setup’et i denne nye kirkeopera. Man finder et tema, som er så umuligt, at det er dømt til at blive en fiasko. Fordi det er en fiasko, kan det ved hjælp af humor vendes til at blive noget, der ligner en succes.
Problemet med den aktuelle opsætning er, at den er for pæn og poleret til at det for alvor bliver morsomt. Det nytter ikke noget med farverig udklædning og hektiske
aktioner af koret, der skal agere elektronisk og trykt presse. Forestillingen kunne med fordel have været endnu mere vanvittig og endnu mere outreret, for derigennem at komme endnu tættere på virkeligheden. Ethvert menighedsråd med respekt for sig selv kan f.eks. diske op med en sexskandale. Hvis ikke i nyere tid så er der altid et medlem af rådet som kan huske detaljer. Kirke og sex og liderlighed og magt og undertrykkelse og beskyldninger isprængt morbid humor. Det ville rykke. Indforskriv dernæst Fru Helger i fuld ornat og lad hende tilføje etnisk-klerikalt konfliktstof med bibeholdelse af forestillingens humor, så ville pressens særlige udsendinge virkelig ringe med den store klokke.
Der er nok grænser for hvor turnéegnet forestillingen så ville være, men Undermålerne ville kunstnerisk set have godt af lidt mindre lattermild humor og lidt mere salt i det åbne sår. Ondskabsfuldhedens apoteose finder jo – of all places – sted i kirkelige kredse, hvor selvretfærdighed og hykleri ikke finder nogen øvre grænse – det hele så rammende beskrevet af Blixen og filmisk realiseret i Babettes Gæstebud. Virkeligheden i den tålsomme folkekirke er endnu værre end den fremstår i Undermålerne, der nok gør, men bider det gør den ikke på noget tidspunkt.

Miraklernes tid
Pludselig spiller Vor Frelsers Kirkes orgel – tilsyneladende helt af sig selv – en krydret akkord i et nedadgående glissando, mens forestillingens organist er ude at hente bilen. Først tror pressen ikke på, at organisten var ude at hente bilen, men da forestillingens organist pludselig står nede blandt de vantro og orglet igen spiller sin akkord, tror pressen på miraklet.
Nogenlunde i den dur og med de undertoner spiller forestillingen, der blandt flere kvaliteter er guddommelig hvad angår længde. Én klokketime, mere kan det bestemt heller ikke bære. Endelig et værk, der ikke bare skal have tiden til at gå. Musikalsk set var der et godt fugatosted efter Miraklet, hvor komponisten trådte i karakter.
Et af de vittigste steder i hele forestillingen er der, hvor den komponerende organist og i anden sammenhæng også formand for Dansk Komponist Forening, John Frandsen, med et velgørende næsvist træk hæver sig over interesseorganisationen og skriver musikken til den syngende organist, der siger til den skeptiske presse: »Vi har koncert på næste søndag: Ny Dansk Musik med Kirkens Kor! Ku’ I ikke skrive om det?« Hvortil pressen svarer: »Gudfader i skuret! Vi pakker sammen!«
Forestillingens hovedkræfter Kaja Pihl (mirakel-eksperten Miranda la Santa) og Niels Pihl (menighedsrådsformanden) udgør den teatralske redning. De kan både synge og spille teater. De fik fin hjælp af Københavns Bachkor, der nød godt af kompetent instruktion. Organisten, sunget af Bo Kristian Jensen, fungerer ikke scenisk og stemmen mangler også at folde sig ud. Tove Hyldgaard sang præst, men trods affekter og højtidelige miner fik hun ikke karakteren til at virke overbevisende.
Forestillingens musikere under dirigenten Henrik Vagn Christensen spillede upåklageligt, omend akustikken lagde en rumlig dyne over de detaljer, der måske findes i musikken.

*’Undermålerne’ – opsøgende kirkeopera af Ivar Gjørup og John Frandsen. De i anmeldelsen nævnte solister plus et orkester (Bodil Rørbech, Kasper Pihl, Frode Andersen og Robert Sonne), samt Københavns Bachkor dirigeret af Henrik Vagn Christensen. Premiere i Vor Frelsers Kirke tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her