Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

12. juni 2001


Sverige kan udløse dansk eurovalg
*Hvis Storbritannien og Sverige vælger at tilslutte sig euroen, kan det komme på tale at udskrive en ny dansk folkeafstemning om den fælleseuropæiske valuta, som danskerne forkastede ved folkeafstemningen i fjor. Det vurderer udenrigsminister Mogens Lykketoft forud for regeringens offentliggørelse tirsdag af sin nye hvidbog om Danmarks europapolitik.

Foreløbig våbenvile i Makedonien
*Den makedonske regering indførte i går midlertidig våbenhvile i kampene mod landets albanske oprørere. Ifølge regeringen var det for at forbedre mulighederne for, at civile kan flygte fra de oprørskontrollerede byer. »Kamphandlingerne er midlertidigt blevet stoppet,« oplyste præsident Boris Trajkovski. Regeringen håber, at våbenhvilen vil medføre forsyninger til de mange civile i de besatte byer. Artikel forsiden

EU: Udvidelse går videre

Den planlagte udvidelse af EU går videre som hidtil, og EU-landene forsætter deres ratificering af Nicetraktaten, selv om traktaten er blevet forkastet ved den irske folkeafstemning. Det besluttede EU-landenes udenrigsministre i går, da de drøftede den irske regerings nederlag i afstemningen. Ministrene »udelukkede en genåbning af teksten (i traktaten, red.) som blev underskrevet i Nice. Vedtagelsesprocessen vil fortsætte ud fra denne tekst og i overensstemmelse med den aftalte tidsplan,« erklærede udenrigsministrene.

Terroristen McVeigh henrettet
*Timothy McVeigh, den tidligere mønstersoldat, blev i går henrettet med en dødssprøjte for det værste terrorangreb nogensinde på amerikansk jord, nemlig bomben mod en føderal kontorbygning i Oklahoma City i 1995, der kostede 168 mennesker livet. Han døde uden at fremsætte nogen mundtlig erklæring, men i en skriftlig udtalelse citerede han 1800-tals digtet Invictus af briten William Ernest Henley, der handler om den menneskelige ånds triumf.Artikel forsiden

Khatami tager fat på reformarbejdet
*Irans reformfløj tog i går hul på arbejdet med i endnu fire år at kæmpe med det ledende præsteskab om reformer i den islamiske republik.
Efter præsident Mohammed Khatamis genvalg med opbakning fra hele 77 procent af de afgivne stemmer lykkedes det i går reformfløjen at konsolidere grebet om parlamentet, da reformpræsten Mehdi Karubi blev genvalgt som parlamentsformand, mens Mohammed-Reza
Khatami, præsidentens bror, blev genvalgt som næstformand.

Flygtningenævn underkendt
*Østre Landsret har i en kendelse underkendt Flygtningenævnets afvisning af en iraners ansøgning om asyl i Danmark, fordi nævnet ikke foranledigede en tilbundsgående undersøgelse af ansøgerens sag. Iraneren, ingeniør Mohammed Mehri Jorshari, frygtede for sit liv ved tilbagevenden til Iran, fordi hans mandlige elsker i Iran var blevet anholdt og dømt til døden for homoseksualitet.

Historisk aftale om atom-afvikling
*Den tyske forbundsregering og repræsentanter for landets fire største elkraftkoncerner underskrev i går aftes en historisk aftale om afvikling af atomkraft, som forpligter industrien til at lukke alle atomkraftværker inden for ca. 20 år.

EU og NATO i tyrkisk hårknude
*Tyrkiets magtfulde militærledelse er på nippet til at tilføje sine europæiske allierede et alvorligt diplomatisk nederlag forud for topmødet mellem EU og USA i Göteborg på torsdag. Trods en ihærdig indsats er det endnu ikke lykkedes at få tyrkerne til at opgive deres modstand mod at lade EU-landene låne militært udstyr af NATO til brug for EU’s kommende, militære udrykningsstyrke.

Landbrug erkender stor kalve-død
*Store besætninger med malkekvæg giver en højere dødelighed blandt nyfødte kalve end små besætninger. Det erkender landbruget, der nu igangsætter en kampagne for at nedsætte kalvedødeligheden, som landbruget selv betegner som uacceptabel. Af de 750.000 kalve, der fødes pr. år, dør de 105.000.
Halvdelen inden for det første døgn, og resten inden for det første halve leveår. Det er uacceptabelt, erklærer formand for Landsudvalget for Kvæg, gårdejer Mogens Anholm.

Andele kan sætte skub i boligmarked
*Hvis politikerne virkelig ønsker at sætte skub i det fastlåste boligmarked, er opførelsen af nye private andelsboliger vejen frem. Andelsboliger er nemlig den foretrukne boligform for familier, hvor børnene er flyttet fra reden og far og mor har brug for en mindre bolig.
Det fremgår af en undersøgelse, som Institut for Fremtidsforskning har foretaget over danskernes boligpræferencer for Byggefonden.

Stadig frist for frivillige asylhjem
*Regeringen vil vente nogle uger endnu, før den afgør, om der skal bruges pisk over for kommunerne for at skaffe de nødvendige pladser til indkvartering af asylansøgere.
Det oplyser Indenrigsministeriet. Udlændingestyrelsen står akut og mangler ca. tusind pladser.
Allerede for tre uger siden sendte indenrigsminister Karen Jespersen og miljøminister Svend Auken brev ud til kommunerne, hvor de truede med at bruge et landsplandirektiv til at tvinge kommunerne til at skaffe indkvartering.

Prodi: EU og USA må tale sig til rette
*Europa og USA må tale sig ud af deres politiske uenigheder om blandt andet den internationale klimaaftale,
Kyoto-aftalen. Det anbefaler EU-kommissionens formand, Romano Prodi, der i går gjorde rede for EU-kommissionens forventninger til det kommende EU-topmøde i Göteborg, som USA’s præsident George W. Bush vil besøge torsdag.

Prom-anklager vil have hårdere dom
*»Skærpelse!« Med et enkelt ord gjorde anklager Henrik Holm-Nielsen det
i går på førstedagen af Højesterets behandling af Prom-sagen på uhyre kontant facon klart, at han ikke har tænkt sig at nøjes med at have fået landsretten til at uddele en millionbøde i sagen mod Prom-familiens skandaleombruste kemikaliefabrik i Viemose på Sydsjælland.

Vejdirektoratet lukket
*»Egenlig skulle vi jo bare aflevere 56.250 kroner, som vi blev dømt til at betale, fordi vi lavede et maleri på motorvejsbroen ved Hammerum. Men vi kunne jo lige så godt gøre noget ud af det, så vi fik kunstneren Finn Holten Hansen til at lave et meget flot billede på otte gange otte meter af en grævling på en motorvej,« fortæller Bente Fuglsbjerg fra Jyder mod Overflødige Motorveje. Og så krøb de op på taget af Vejdirektoratets Motorvejskontor i Skanderborg og rullede billedet ud, så det dækkede hele indgangen.
»Vejdirektoratet skal nemlig lukkes,« forklarer Bente Fuglsbjerg. »Det er blevet en stat i staten, de bliver ved med at bygge flere veje.«
I stedet skal der oprettes et Direktorat for Bæredygtig Trafik. De ansatte skal omskoles – subsidiært skal de udsendes til Maldiverne, hvor de kan hjælpe med at bygge diger til at redde landet fra den globale opvarmning. Jyderne har fået flere penge end de bad om til at betale bøden.
»Så nu har vi en lille opsparing,« siger Bente Fuglsbjerg. »Vi bliver nødt til at finde på nogle nye ulydigheder. Det forpligter jo.«
»Men vi er ikke kun ulydige, vi laver også alt det andet med at oplyse folk og vise at der er alternativer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her