Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

26. juni 2001


USA kritiserer Milosevic-udlevering
*Trods de jugoslaviske forberedelser til at udlevere Slobodan Milosevic til Det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag, så agter USA fortsat ikke at deltage i fredagens donorkonference, hvor landene fra det tidligere Jugoslavien håber på at få international støtte til genopbygning. USA’s ambassadør i Beograd, William Montgomery, ville senere mandag fortælle den serbiske ministerpræsident, Zoran Djindjic, at der skal gøres mere, før USA ændrer holdning og deltager i konferencen i Bruxelles. Det sagde en kilde ved USAs udenrigsministerium i Washington i går.
Kilden, der udtalte sig anonymt, tilføjede, at myndighederne i Jugoslavien har omkring 48 timer til at tage yderligere skridt hen mod en udlevering af Milosevic.

Private sygeforsikringer i vækst
*Regeringens ideologiske kamp mod private sygeforsikringer gør ikke indtryk på befolkningen. 59 procent finder udviklingen positiv, mens kun 28 procent er modstandere af, at man på den måde kan springe ventelisterne over og blive behandlet på privathospital.
Det viser en undersøgelse, som ACNielsen AIM har lavet for Ugebrevet Mandag Morgen. Den positive reaktion kommer på trods af, at de to regeringspartier har taget afstand fra fænomenet med henvisning til, at det vil øge uligheden mellem borgerne.
Undersøgelsen viser desuden overraskende, at det positive syn på sygeforsikringer ikke hænger sammen med et negativt syn på det offentlige sygehusvæsen.

Frygt for fortielser om politivold
*Fængslingen af psykiateren Kjeld Fruensgaard, Odense, for ikke at ville udlevere navnene på patienter, der skulle have været udsat for politivold, vil få læger til fremover at fortie viden om kritisable forhold af frygt for at blive udsat for sanktioner.
Det mener professor i proces- og kriminalret Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet. Som eksempel nævner han den situation, at lægen på en skadestue modtager en patient, der har brækket sin arm under en anholdelse, og patienten på lægens opfordring ikke vil gå videre med sagen.
»Så vil man også i den situation spærre lægen inde, hvis han videregiver sin viden, men ikke afslører mandens identitet. I så fald er det jo ensbetydende med, at man forhindrer den slags oplysninger i at komme frem,« siger Toftegaard Nielsen til Ugeskrift for Læger.

Tjetjenien bekræfter dødsfald
*En tjetjensk internet-side bekræftede mandag krigsherren Arbi Barajevs død. Han var den mest kendte af de tjetjenske oprørsledere, der er blevet dræbt af russiske styrker i den 20 måneder lange krig.
»Den tjetjenske side har officielt bekræftet, at den islamiske kommandant Arbi Barajev er blevet en martyr,« hed det på internet-siden.
Russiske generaler sagde, at 17 andre tjetjenske oprørere var blevet dræbt sammen med Barajev i en kamp uden for hovedstaden Grosnij. Rusland har sagt, at Barajev var ansvarlig for en række gidseltagninger og angreb på de russiske soldater.

Fiasko for norsk genbosættelse
*Norske Kosovo-flygtninge vender trods milliontilskud fra den norske statskasse tilbage til Norge i stort tal, skrev avisen Aftenposten i går på basis af en rapport fra den norske Rigsrevision. Norge giver 15.000 kroner (14.250 dkr.) til hver flygtning, der rejser hjem til Kosovo, men ifølge avisen vender mange flygtninge senere tilbage til Norge uden at kunne tilbagebetale denne støtte. I alt skylder flygtningene 17,8 millioner kr. (16,9 millioner danske kroner) til den norske stat, skrev avisen. Det norske Utlendingsdirektorat har ifølge Rigsrevisionen ikke de store muligheder for at kræve pengene tilbage, dels fordi mange af de tilbagevendte er på bistandshjælp, dels fordi andre flygtninges returnering slet ikke kommer til styrelsens kendskab, fordi der er tale om personer med norsk opholdstilladelse.

Raceuro i England
*Asiatiske unge satte natten til i går ild til forretninger og en bil i byen Burnley i det nordvestlige England. Det skete, efter at en taxichauffør blev angrebet af en flok unge hvide mænd, sagde politiet. De unge asiatere begik hærværk mod en pub, en sexshop og en kiosk, hvorefter de satte ild til forretningerne og en bil. To andre biler blev væltet.
Politiet sagde, at uroen brød ud, efter at en indisk taxichauffører dagen før blev angrebet af en gruppe unge hvide mænd, bevæbnet med en hammer. Taxichaufføren fik alvorlige skader i ansigtet.
Adskillige urobetjente og en helikopter blev udkommanderet til Burnley-bydelen Stoneyholme, hvor der bor mange pakistanere og bangladeshere.

Mange hjemløse efter jordskælv
*Godt 20.000 peruanere står uden tag over hovedet og kan kun se en dyster fremtid i møde efter weekendens voldsomme jordskælv, der indtil videre har kostet 70 mennesker livet og såret omkring 1.200. Ifølge den danske konsul, Michael John Flanagan, har de omkring 35 til 40 danskere, der bor i Peru, undgået at blive direkte ofre for jordskælvet, der målte 7,9 på richter-skalaen. Endnu står intet dog helt sikkert, da myndighederne i går stadig gravede i ruinerne ved området omkring byerne Arequipa og Moquegua for at finde indespærrede overlevende og døde fra katastrofen. Peru oplevede sidst et voldsomt jordskælv i 1970, hvor 70.000 døde og 600.000 mistede deres hjem.

Sejr for Albaniens socialister
*Første runde af parlamentsvalget i Albanien blev en sejr for det regerende socialistparti, og med undtagelse af enkelte skønhedspletter blev valget ordentligt gennemført. Det mener flere internationale organisationer, som har overværet valghandlingen på nærmeste hold. Søndagens valg handlede om første runde i fordelingen af 140 pladser i parlamentet. Der er direkte valg til de 100 pladser, mens de resterende 40 fordeles efter en forholdstalsnøgle. Det endelige resultat ventes først efter anden valgrunde den 8. juli.

Voldsomme kampe i Makedonien
*Voldsomme ildkampe brød i går ud omkring den nordvestlige by Tetovo i Makedonien. Borgmesteren i Tetovo fortalte nyhedsbureauet Reuters, at der var kampe omkring Tetovo, og at regeringsstyrkerne skød mod bjergene fra deres stillinger i byen. Politiet i byen bekræftede kampene, og ifølge en talsmand blev fire politimænd såret i kampene i bjergene, hvor adskillige af sikkerhedsstyrkernes tilholdssteder blev angrebet.
Der var umiddelbart ingen forklaring på, hvorfor kampene brød ud.

Strid om NGO’ers deltagelse ved aids-topmøde
*Blot få timer før FN’s møde om hiv og aids skulle begynde mandag morgen, opstod en konflikt om, hvilke NGO’er, der skal have lov til at deltage i mødet. FN’s AIDS-program (UNAIDS) havde udvalgt i alt 32 NGO’er til at deltage i de i alt fire rundbordsdiskussioner, men for at deltage skal NGO’erne godkendes af generalforsamlingen.
Striden startede fredag, da der blev gjort indsigelser mod, at paraplyorganisationen Bøssers og Lesbiskes Menneskerettighedskommission kunne deltage i de rundbordsdiskussioner om forskellige aspekter af hiv/aids-epidemien og dens konsekvenser, der skal foregå samtidig med generalforsamlingen. Herefter gik der både procedure og politik i sagen, og det hele endte med, at ingen af de 32 NGO’er blev godkendt.
Det er ifølge vestlige FN-diplomater helt uacceptabelt, og derfor samledes EU-landenes ministre mandag for at lægge en strategi for, hvordan man inden mandag eftermiddag, hvor rundbordsdiskussionerne starter, kan få NGO’erne med. Udover de homoseksuelle, drejer det sig bl.a. om Læger Uden Grænser, Det Internationale Aids Vaccine Initiativ (IAVI) og Det Globale Netværk af Folk med Hiv/Aids.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her