Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

22. juni 2001


Prodi: EU kan ud-vides uden traktat
*EU kan optage nye lande, selv om Nice-traktaten ikke er godkendt af medlemslandene, siger EU-kommissær Romano Prodi torsdag til avisen Irish Times.
»Legalt er ratificeringen af Nice-traktaten ikke nødvendig for udvidelsen,« siger han. Prodi mener, at EU kan udvides med op til 20 lande helt uden problemer, og at flere end 20 lande kan klares med særlige tilføjelser til tiltrædelsesaftalen.
Prodi skulle i går indlede et fire dage langt besøg i Irland, der tidligere på måneden sagde nej til Nice-traktaten ved en folkeafstemning. Nice-traktaten er ugyldig, hvis ikke alle 15 medlemslande godkender den.

USA sigter 14 for Saudi-attentat
*USA’s justitsminister, John Ashcroft, meddelte torsdag, at 14 personer sigtes i forbindelse med bombeattentatet i 1996 mod bygningskomplekset Khobar i Saudi-Arabien, hvor 19 amerikanske soldater blev dræbt og omkring 500 mennesker blev såret.
Ashcroft sagde, at blandt de sigtede er medlemmer af Saudi-Arabiens Hizbollah. Samtidig antydes det i sigtelserne, at »ledende« medlemmer af Irans regering »inspirerede« og »overvågede« bombeoperationen, selv om ingen iranske statsborgere var involveret.

Advokater slækker på tavshedspligten
*Advokaterne erklærer sig nu for første gang parat til at sladre om deres klienter til politiet, hvis de har mistanke om, at klienterne er involveret i økonomisk kriminalitet, f.eks. hvidvaskning af penge, skriver B.T.
Advokaterne har i flere år benhårdt afvist ethvert angreb på deres allerhelligste princip, tavshedspligten. Senest i PFA-sagen, hvor advokat Jørgen Grønborg fik lavinen til at rulle, da han brød sin tavshedspligt. Men nu opgiver advokaterne kampen.
De erkender, at det ikke nytter at blive ved med at stritte imod. Derfor erklærer de sig nu parate til at optræde i den uvante rolle som politiets forlængede arm. De vil f.eks. indberette til politiet, hvis de har mistanke om, at en af deres klienter er i gang med at vaske sorte penge hvide.

Strid om køb af jagerfly
*Den danske deltagelse i udviklingen af afløseren for kampflyet F-16 bliver væsentligt dyrere, end forsvaret hidtil har oplyst, skriver Jyllands-Posten.
Mens forsvaret hidtil officielt er gået ud fra, at en fortsat dansk deltagelse i det storstilede fly-projekt, JSF, vil koste ca. 350 mio. kroner, erfarer bladet, at forsvarets ledelse i mindst syv måneder har vidst, at prisen for deltagelsen i denne fase af projektet snarere ligger mellem 600 mio. kroner og to mia. kroner.

Rumsfeld: Irak selv skyld i 23 drab
*USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde sent onsdag, at det var Iraks egne styrker, der var skyld i drabene på 23 irakere tidligere på dagen. Rumsfeld meddelte, at amerikanske overvågningsfly havde observeret affyringen af »et eller to missiler« fra de irakiske styrker, men at de »ikke havde svaret igen med skud, og i tilfælde af, at nogen er blevet dræbt, skyldes det utvivlsomt et fejlagtigt angreb,« sagde han.
Det officielle irakiske nyhedsbureau INA oplyste tidligere onsdag, at et amerikansk-britisk luftangreb over det nordlige Irak havde dræbt 23 og såret 11. Irakerne blev slået ihjel, da krigsfly bombede et område, der bruges til amerikansk fodbold i Tel Afr 45 kilometer vest for byen Mosul, meddelte INA.

Flere familier har fået bil
*54 pct. af alle familier i Danmark har bil, viser tal fra Danmarks Statistik. Ca. 1,55 millioner danske familier havde bil i første halvår af 2001, hvilket var en stigning på 247.000 fra 1992, hvor ca. 1,3 mio. familier, svarende til 46 pct. havde bil.

Flere forlag sælger superbillige bøger
*Flere større forlag har nu kastet sig ud i, hvad man kunne kalde priskrigen på bøger - som følge af de nyindførte, mere liberale regler for priser på bøger. Egmont Lademann har netop udsendt en halv snes af sine populære romaner i en indbunden udgave til omkring 50 kr., hvad der svarer til cirka halvdelen af den hidtidige pris.
I Gyldendals superpocket-serie er 10 titler blevet kastet på markedet til vejledende priser, der ligger omkring 40 kr. under, hvad de hidtil har kostet. Her udsendes omkring et halvt hundrede titler om året.
Også forlagene Rosinante og Cicero har i den seneste tid udsendt et begrænset antal af deres mest populære titler til priser langt under det normale.

SF-forslag skåner arbejdsmarked
*SF lægger an til at skåne de offentlige velfærdsarbejdspladser i sit forslag til en forbedring af ordningerne for barsels- og børnepasningsorlov, som partiet præsenterede i går.
SF står fast på, at orlovssatsen til børnepasning – ligesom i dag – kun skal være på 60 procent af dagpengeniveauet.
En højere sats ville nemlig ikke alene blive for dyr for samfundet, men også dræne især velfærdssektoren, der typisk er kvindearbejdspladser, for den arbejdskraft, der i forvejen er mangel på, anfører partiet.

Berlusconi vinder tillidsafstemning
*Italiens premierminister Silvio Berlusconi vandt i går en tillidsafstemning i det italienske parlaments underhus.
Dermed er mediekongens regering klar til at begynde det lovgivningsmæssige arbejde, efter at Berlusconi og hans centrumhøjrefløj vandt valget i Italien den 13. maj.
351 af medlemmer af parlamentet stemte for Berlusconi-regeringen, mens 261 stemte imod. Et medlem undlod at stemme.
Regeringen vandt onsdag opbakning i parlamentets overhus med 175 stemmer mod 133. Fem medlemmer undlod da at stemme.

Familier får flere penge til rådighed
*Nu leverer Økonomiministeriet endnu en række argumenter for at gentage påstanden om at det går godt i Danmark.
I redegørelsen Familier og Indkomster, som blev offentliggjort i går, analyseres de danske familiers økonomiske forhold gennem de seneste 10 år, og hovedkonklusionen er, at det har været et tiår præget af fremgang over hele linien.
Sammenlignet med de foregående 10 år er der i perioden fra 1992 til nu sket en større reel fremgang i familiernes forbrugsmuligheder. Fremgangen har desuden været mere ligeligt fordelt end tidligere.

Formørkelse over Afrika
*Den første solformørkelse i det nye millennium fandt i går sin vej øst over det sydlige Afrika, mens millioner af mennesker så fornøjet til. Folk sang og dansede i gaderne, da formørkelsen bevægede sig fra Angola i retning af Zambia.
På visse breddegrader dækkede månen for solen i op til fire minutter.
»Jeg var meget glad, for det er første gang, jeg ser en solformørkelse,« sagde Dominic Negili, en 11-årig angolansk dreng iført fodboldtrøje og korte, røde bukser, til Reuters. Negili var blandt 1.000 personer, som kiggede op mod himlen i kystbyen Sumbe. I nogle minutter kunne de glemme deres lands årtier lange borgerkrig.
Formørkelsen begyndte omkring kl. 10.57 GMT på den angolanske kyst og bevægede sig ind i Zambia og og det nordlige Zimbabwe og Moçambique. Den endte i Madagascar kl. 14.30 GMT. De lokale myndigheder mente, at 20.000 udenlandske formørkelseskiggere var rejst til Zambia til i stedet for bl.a. Angola for at undgå lande med ustabilt politisk klima.
»Vi har aldrig set så mange nationer samlet i vores by som i dag,« sagde Zambias præsident Chiluba til journalister, mens han hilste på turister i gaderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her