(2. sektion)
Kunstbog
Malene Rehr skriver i en tyst, mættet stil, der passer til hendes emne: Den vanskelige omgang med dagliglivets krav og kunstens forjættede land hos Ingeborg og Viggo Stuckenberg og Vilhelm Hammershøi. En anmeldelse bliver derfor en reduktion af bogens argumenter, hvis værdi i høj grad afhænger af forfatterens gode sprogøre, stilistiske præcision og nænsomme læsning.
En ægteskabshistorie
Hun skriver om en tidlig periode af moderniteten, hvor »kærligheden som selvrealisering« er programpunkt og vanskeligt gennemførlig virkelighed. Emancipationen støder imod kunstner-menagens hverdag, hustruen som muse delt med andre bliver fanget imellem den ubændige lidenskab og kravet til husmoderen.
Historien om de ulykkelige ægtefolk Ingeborg og Viggo Stuckenberg, der endte med hendes selvmord i New Zealand og udødeliggjordes i Sophus Claussens mindedigt, er eksemplarisk. Ikke blot for et ægteskabs fallit omkring år 1900, men for konflikter, der ligger tæt på overfladen endnu i år 2001. Malene Rehr beskriver, hvorledes den betingelsesløse kærlighed viser sig som »en længsel efter at blive indfældet i en anden virkelighed end den omgivende.«
Både Ingeborg og Viggo Stuckenberg afbryder deres uddannelse for at danne par; hun ved Kleins Tegneskole for Kvinder, og han som zoologi- og botanikstuderende. De var henvist til at leve af hans »lurvede honorarer som timelærer, litteratur- og teateranmelder og forfatter,« og de sure realiteter gnavede ideligt på passionerne. Stuckenberg lader hustruen visne og gør læseren til den elskerinde, han bekender sig til.
Øjeerotik
I forbindelse med Viggo Stuckenbergs digtning taler Rehr smukt om »jegets monologiske bestræbelser på at henvende sig til kvindens bortvendte ansigt« og sammenfatter de litterære udsagn som »øjeerotik«. Han selv spørger, i bogen Valravn, »hvorfor tav hun saa trist,
naar vi var sammen« men finder »hendes Billede i min Sjæl«.
I forhold til tidligere forskere har Rehr et klogt forsvar for Viggo Stuckenberg, der kan blive lidt af en skurk i dramaet om de »to, der elsker hinanden«. Hendes indledende betragtninger over P.S. Krøyer og hans placering i de store ægteskabsdramaers tid er derimod mindre præcis hvad angår livets filtrering til billedkunst.
Stimulerende
Bogens vægtigste del er de indgående analyser af Fagre Ord, Stuckenbergernes fælles digterværk, hvor man kan læse, at »Det er saa koldt at være Billede.« Forbindelsen til Hammershøis malerier og deres gengivelser af hustruen er naturlig, men her forekommer det mig, at Rehr, omend hun distancerer sig fra Henrik Wivels biografi-fikserede tolkninger ikke har et tilstrækkeligt fast greb om billedkunstens realiteter.
Hun roser Hammershøi for at give »direkte udsagn om virkeligheden«, men ser bort fra alle det trufne kunstneriske valg før billedets færdiggørelse (tonalitet, komposition, genre, abstraktionsgrad etc. etc.). Hvor hun slutter sig til Poul Vad, der »afstår ... fra en psykologisk biografisk fortolkning« ender hun alligevel i den grøft selv. Også betragterens rolle for billedets tilblivelse kan i høj grad diskuteres: I hvor høj grad har kunstneren en senere tids beskuer med i sin skabelsesproces?
De forbehold, man kan have til billed-læsningerne, er dog af stimulerende art, og som helhed er Afstandens mellemværende i høj grad læsværdig og sjældent indsigtsfuld. Bogen har også flere aspekter, end der er plads til i en avisanmeldelse.
*Malene Rehr: Afstandens mellemværende. Iscenesættelsens udtryksformer hos Ingeborg og Viggo Stuckenberg og hos Vilhelm Hammershøi. 159 s. ill., 200 kr. Odense Universitetsforlag
