På rejse til planeten Jorden

I denne uge rejser kunstneren Lars Kræmmer på syv års rumrejse til planeten Jorden for at undersøge verdens tilstand
5. juni 2001

Rumrejse
Det startede sidste år i marts.
»Rumfart?!?« sagde jeg lettere skepsisk til den skaldede fyr med de sorte læderbukser, der stod lænet op af baren ved siden mig denne fredag aften i Copenhagen Art Club.
»Rumfart?!?«
»Ja,« sagde han bare, som om rumrejser til fjerne planeter var det naturligste, man kunne foretage sig her i livet, »jeg tager afsted til næste år.«
»Aha,« sagde jeg. Og vidste ikke helt hvordan jeg skulle komme videre i samtalen.
»Nå, men...øh...hvor skal du så hen?«
»Jeg lander på planeten Jorden,« sagde han. Helt alvorligt.
»Der skal jeg være i syv år. Jeg skal undersøge, hvordan det står til på planeten. Om der er livs- og vækstbetingelser for menneskeheden.«
Fyren hed Lars Kræmmer. Profession: Kunstner med hang til syvtaller. Det sidste fordi tallet syv – indenfor numerologiens verden – er et tal, der har gode spirituelle vibrationer. Derfor har næsten alt i Lars Kræmmers liv med tallet syv at gøre. Og derfor skal rumrejsen vare i syv år, fortæller han, da jeg igen – et år senere – møder ham for at høre om den forestående rejse, der starter den 7. juni fra en streg, der er malet på jorden uden for Lars Kræmmers selvbyggede hus i Sydhavnen, København.
»Jeg står tidligt op,« siger han, »stiller mig bag stregen, og så træder jeg over på Planeten Jorden.«
På den planet går det ikke godt. Det er derfor Lars Kræmmer tager afsted.

Bureaukratiet truer
»Jeg kommer fra et samfund, der er ved at gå under, og jeg vil gerne finde ud af, hvordan mennesket kan integreres i det liv, der er på jorden – man kan kalde det en slags nødekspedition.«
– Hvad er det, der er i vejen med samfundet?
»Der er nogle kræfter, der har vundet over mennesket – det er ikke maskinen, men det er bureaukratiet. Vi har givet op over for os selv. Bureaukratiet kan kaldes et supermenneske, vi selv har opfundet, og som vi nu har overdraget alt, hvad der hedder ære og værdighed til. Dvs. dét, der grundlæggende gør os til mennesker. I stedet udsteder supermennesket befalinger, som vi blindt følger.«
- Hvilke anbefalinger?
»Vi bruger hele livet på at forberede os på noget – vi tager uddannelser, arbejder hårdt, så vi kan spare op til alderdommen, køber forsikringer, laver ægteskaber. Supermennesket fortæller os, at det er det, vi skal. Vi har så travlt med at forberede os, at vi aldrig kommer i gang med at leve. Hele vores tankegang er baseret på forberedelser. Vi forbereder os på det værste og går glip af det bedste.«
– Hvorfor er det sådan?
»Vi er meget bange. Supermennesket er opstået af frygt, men jeg ved ikke hvordan. Det har måske noget med tal og mængder at gøre. Når vi laver store grupperinger – f.eks. bestemmer os for at kalde noget for ’lande’ – så opstår der en frygt, fordi man ikke længere kender sine egne, man bliver fremmedgjort og bange.«

Tilfældigheden
Derfor er ’lande’ ikke noget, der findes på planeten, hvor Lars Kræmmer lander i denne uge. Der er heller ikke kulturer eller grænser, syd, nord, øst eller vest. Af samme grund har Lars Kræmmer ingen bestemte steder, han skal hen eller ruter, han skal følge. Han vil følge begivenhedernes gang.
»Jeg tror, der er en allerede tilrettelagt gang, og hvis man læner sig ind i begivenhederne og bruger sin intuition, finder man den. Alle sanser er jo retningsbestemte. Når man sidder i et rum med en masse snakkende mennesker, så retter høresansen sig specifikt efter noget – dét, du lige nu siger til mig eller dét, som parret derovre snakker om. Det er det samme med begivenheder – man får en indikation til at følge en retning eller stoppe op. Det handler om at være på vagt og være følsom.«
– Så hvis jeg nu går ud på gaden, og en mand i en bil stopper for at tage mig med, så er det planlagt?
»Ja, det er ikke tilfældigt. Og der skulle en lang række begivenheder til, før I kunne mødes.«
– Hvem har planlagt det?
»Dét spørgsmål illustrerer meget godt vores tab af os selv. Trangen til at finde en ansvarlig hænger sammen med supermennesket. Vi savner en skaber, fordi vi har opgivet vores ære og værdighed. Vi savner nogen, der kan sige, at vi har en plads her i tilværelsen. Ellers føler vi os overflødige.«
– Men hvad er så meningen med,at vi skulle mødes?
»Det vil du finde ud af, når du tager med. Når en kat vælter en potteplante, så er det heller ikke tilfældigt. Det er en del af den kats image. Katte er meget opmærksomme på, hvordan de bevæger sig, og nu er den her kat så nået til det punkt i sit liv, hvor den væltede en potteplante. Det var en del af katten selv, der væltede – ’jeg troede, jeg aldrig kunne vælte en potteplante’. Hvad katten lærte var, at den ikke skulle glemme, at den kun var en kat.«

Kun to regler
Hvad Lars Kræmmer mere præcist vil foretage sig på planeten på sin rejse, kan han i sagens natur ikke sige noget om endnu, da det kommer til at afhænge af begivenhederne. Han har kun to regler for rejsen: At den skal vare syv år, og at han ikke må blive gift eller få børn på rejsen.
»Rejsen vil være min uddannelse, og målet vil være at komme tilbage med det håb, at finde ud af, hvad det er, vi laver i denne verden. Ved at få tingene på afstand, kan man bedre se dem i sammenhæng. Og ved at konfrontere frygten, kan man overvinde den.«
Det er ikke første gang, Lars Kræmmer laver den slags projekter.
»På et tidspunkt boede jeg syv uger i en lystæt kasse. Jeg gik ind i mørket for at lære, hvad det er at se,« fortæller han om projektet, der fandt sted i Canada og blev en større mediebegivenhed. Han har også boet alene i Canadas skove for at finde ud af, om han kunne overleve og selv finde mad og vand. Og han har båret munkekutte i syv måneder for at undersøge, hvordan påklædning påvirker såvel omverdenen som den, der har den på.
»Man oplever f.eks. at få henvendelser fra mennesker på gaden, der har brug for hjælp. Og så har man pludselig også et ansvar for at hjælpe dem,« fortæller han.
Når Lars Kræmmer vender tilbage den 7. juni 2008, vil han aflægge rapport om sin undersøgelse af verdens tilstand: »Derefter må regeringen tage stilling til, hvad der skal gøres. Men det første skridt på vejen til at forbedre vækstbetingelserne i verden, er at erkende problemerne. Dernæst kommer så løsningerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu