Læsetid: 3 min.

Panik i pedalerne

Oh, at cykle i nervøsitetens hovedstad, hvor asfalten buler af ukendte kræfter og eneste cykelsti fører over East River i svimlende højde
20. juni 2001

Derudad
NEW YORK – Hvem i alverden er vanvittig nok til at cykle i New York?
Der er selvfølgelig børnene, som på mountainbikes gør ghettoens fortove usikre. Der er de 5.000 cykelbude, hvoraf de hårdhudede hager sig fast i bagenden af lastbiler og busser. Der er søndagscyklisterne, som sveder rundt i Central Park for at reparere på kondien. Og så er der skribenter, som …
Nej, i New York kører man i taxa eller med subway. Så meget mere fascinerende er det at komme på kædehøjde med den cykelkultur, der trods alt findes her.

Cyklen i soveværelset
Cyklister i New York er hjemsøgt af tvangstanker. Man frygter at få cyklen stjålet, hvilket er absurd, al den stund at så få øjensynligt har brug for en cykel på disse kanter. Alligevel drives folk bevidst eller ubevidst til at passe på deres cykel, som var det en dyrebar datters dyd.
Man slipper nødigt sin cykel af syne. Midt i Mc-Donald’s tager store børn sig den frihed at parkere deres undersætsige tohjulede op ad bordet. Og i et nydeligt supermarked i Brooklyn stod jeg for nylig ved kæmpereolen med peanutbutter i utallige varianter, da en ung mand kom trækkende forbi på gangen med sin i øvrigt ganske jævne havelåge af en cykel.
Det er ikke mærkværdigt eller pinligt at tage sin cykel med op i lejligheden, og ikke sjældent står apparatet i soveværelset, så cyklisten kan tilbringe natten i betryggende nærhed af det attråede objekt.
Skulle en new yorker være nødt til at efterlade sin cykel på offentligt sted, bliver den låst med kæmpemæssige stålkæder, hvis samlede vægt helst skal overstige cyklens. Har kæderne et svagt led, er cyklen yderligere sikret med en svær bøjle i U-form, et dirkefrit kyskhedsbælte, der forhindrer grove fremmede lemmer i at få kontakt med cyklens ædle dele. De fleste fabrikanter af disse bøjle-låse giver en garanti mod tyveri på 1.000 dollar, og garantien dækker hele verden – desværre med en enkelt lille undtagelse: New York City.

Byen lige i flæsket
New Yorks cyklister bekymrer sig i dirrende grad for egen sikkerhed og komfort. Derfor er de fleste cykler affjedrede ikke blot i sadlen, men alle mulige steder, for eksempel styret. Og få vover sig af sted uden først at have iført sig polstrede kørehandsker, der kan tage fra ved fald, fløjte i munden til at advare bilister samt cykelhjelm, naturligvis med indbygget bakspejl.
Således udstyret indtog jeg New York. Eller omvendt – for det gik snart op for mig, at byen fór lige i flæsket på cyklisterne med pludselige halvmeterdybe huller i asfalten eller knortede buler, der tilsyneladende skød op på brøkdele af sekunder foran det rullende dæk. En murren af ukendte kræfter syntes at have bemægtiget sig gaderne – hvad ville Sigmund Freud mon have sagt, om han ved sit ulykkelige besøg i byen i 1909 havde kunnet tolke dette foruroligende fænomen?

Åbenbaring over floden
Derudad gik det trods alt, gennem et italiensk kvarter i Brooklyn, hvor de bittesmå forhaver var fyldt med en særlig variant af havenisser: Jomfru Maria.
Cykelstier er en by i Rusland, men undertiden ses en stribe og nogle rombe-tegn i vejkanten, der betyder, at her har bilerne større chance for at nakke en gal cyklist.
Men pludselig sker underet: En cykelsti åbenbarer sig og fører stejlt op til Brooklyn Bridge, der rejser sig med sine gotiske, 118-årige spidsbuer på baggrund af East Rivers glitrende vande og Wall Streets krystalskov af skyskrabere.
Dækkene spiller xylofon på cykelbanens brædder, biltrafikken buldrer travlt på det underliggende brodæk, og mågerne sejler på milde vinde til Frihedsgudinden, der rækker mod himlen lige derhenne i havnen.
Det går bestemt an, og navne dropper gennem hovedet som mågeklatter: Walt Whitman, Duke Ellington, Paul Auster og atter – da medcyklister i lynfart begynder at snitte millimetersnært forbi mig på den smalle sti – denne østrigske psykoanalytiker, som besøgte Amerika for snart hundrede år siden og her holdt sine foredrag på tysk for en måbende forsamling og i øvrigt mente, at metropolens himmelstræbende tabernakel var én stor misforståelse. Ein Mißverständnis, meine Herren!
Det er ikke til at misforstå, at myretuen mangler pedalkraft. Den højere middelstand, som deler sin tid mellem kontoret og psykotera-pien, kunne få billigere og bedre jordforbindelse på en daglig cykeltur. Men hva’, man beder vel heller ikke new yorkerne om at trække i sundhedssandaler og sydvest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu