Læsetid: 5 min.

Poesi og galskab

Den svenske forfatter Sven Lindqvist rejste i sine litterære forbilleders fodspor gennem Sahara og fandt både blindhed og klarsyn
9. juni 2001

Portræt
»Maureren forsvarer ikke sin frihed, for i ørkenen er man altid fri. Heller ingen synlige skatte, for ørkenen er nøgen. Nej, maureren forsvarer et hemmeligt kongerige og det er derfor, jeg beundrer ham.«
Sådan skriver den aristokratiske pilot og poet Antoine de Saint-Exupéry, der i 1927 var blevet udnævnt til flyvechef på den lille odde Kap Juby, et perifert og dog helt centralt punkt i de franskes erobringer i Nordafrika.
I Sverige sidder en dreng og læser og begejstres over
Saint-Exupérys tro på piloten som en ny slags menneske, der ved at hæve sig over jorden kan nå ny indsigt. Senere læser drengen André Gide og hører forfatterens stemme tale direkte til ham. Den lærer ham, at litteratur kan være mere end æstetisk, den kan være både moralsk og eksistentialistisk. Begge forfatteres stemmer taler til ham fra alle ørkeners moder, det mægtige Sahara.
Drengen hedder Sven Lindqvist, og et halvt århundrede senere træder han i sine franske heltes fodspor gennem Sahara for at finde sin egen vej gennem forfatterens sandheder og romantiseren. De fodspor, han opsøger, er også sat af andre franske ørkenromantikere som Eugene Fromentin og den mystiske og androgyne Isabelle Eberhardt. Rejsen resulterer i Lindqvists egen poetiske ørkenbog, Ørkendykkerne, der udkommer på dansk i dag.

Ørkenromantik
»Når ørkenromantikken indebærer kærlighed til selve stedet, til ørkenens ødselhed, må jeg erkende at jeg selv hører til blandt ørkenromantikerne. Jeg elsker det der ørkenlandskab, jeg elsker tomheden og steriliteten. At elske et uendeligt grustag er jo i virkeligheden ganske paradoksalt. Eller en skolegård, der aldrig holder op,« smiler Sven Lindqvist.
»Men denne bog handler lige så meget om de myter, der spredtes af de franske kolonisatorer i Nordafrika om dem selv og om nordafrikanerne. Et eksempel er Ouled Nail-pigerne, som blandt andet Andre Gide og Pierre Loti besynger: Hvordan de lever det vilde liv i bordellerne for at spare sammen til medgiften og derefter bliver ærbare hustruer. I virkeligheden havde Ouled Nail-folket kæmpet imod den franske kolonimagt i årtier. Til sidst blev hele deres sociale struktur nedbrudt og kvinderne tvunget til at prostituere sig, først på krigskasernerne og siden for turisterne. Det var denne tragiske og triste virkelighed, som lå bag franskmændenes romantiske sværmen.«
– Så ørkenromantikken har også en problematisk side, nemlig mytogiseringen og den blindhed, der opstår over for det, man faktisk møder?
»Ja, men det har egentlig ikke noget særligt med ørkenen at gøre; det har noget med personerne at gøre, med volden. Joseph Conrad finder den samme blindhed i Congos fugtdryppende jungle.«
– Så der er ikke noget ved ørkenen i sig selv, som gør den særligt uimodtagelig for den besøgendes blik?

Frank blindhed
»Jeg tror, at de her franske forfatteres blindhed for, hvad Frankrig gjorde, ikke har med ørkenen at gøre, men med okkupationen. Antoine de Saint-Exupéry burde have forstået, at ørkenen ikke altid er frihed. Han havde været i militærtjeneste i Nordafrika, han havde fløjet i Nordafrika, havde forhandlet med nordafrikanerne om løsesummer for nedskudte fly. Men han så ikke, at det var deres frihed, de kæmpede for. I hans øjne var det nok, at de boede i ørkenen – det gjorde dem frie.«
»André Gide er måske den mest besynderlige af dem alle – han idealiserede jo alle de her unge nordafrikanske børn, som han var helt forelsket i. Han rejser gennem Tunesien, som lige var blevet
okkuperet af franskmændene, og nævner ikke okkupationen. Han tager til oaser i Afrika, som står under franskmændenes militærdiktatur, og han nævner det aldrig. Det eneste, han har øjne for, er de endnu ikke 15 år gamle drenge.«
– Men hvad har de franske forfattere til fælles, som gør at de allesammen rammes af den samme blindhed?
»De har jo okkupationen til fælles. Et andet eksempel er Eugène Fromentin, som skriver bogen Sommer i Sahara. Han kommer til den her oase (Laghouat, red.) mindre end et halvt år, efter at franskmændene har begået de frygteligste massakrer. Efter byens erobring har man myrdet en tredjedel af befolkningen; mænd, kvinder og børn. Og her går Fromentin så og undrer sig over, hvorfor de er så afventende, de her arabere, de er så mærkelige, de svarer ikke, når man tiltaler dem… de beder ikke en med hjem… Man havde frataget dem alt, hvad de ejede og havde, deres måtter, deres møbler, alt var blevet taget som krigsbytte og solgt – og dér går Fromentin og spekulerer over, hvorfor han aldrig bliver inviteret med hjem? I manuskriptet nævner han massakren. Men i den færdige bog, der udkommer, skriver han det hele på solens konto. Det er solens skyld, den dræbende sol og heden, som har gjort Araberen – i bestemt form – sådan, at han ikke svarer på tiltale og ikke vil invitere en med hjem. Det er den blindhed, der interesserer mig. I ørkenen tager den ørkenform, og i Congo tager den andre udtryk, men blindheden er den samme.«

Nye blikke
– Men har man ikke også sin egen blindhed, når man selv rejser? Eller føler du, at du har en bedre chance for at frigøre dig for blindheden, end de havde?
»Ja, fra deres blindhed kan jeg frigøre mig, for den var betinget af deres situation som medlemmer af kolonialmagten og som fanger i deres tids forestillinger om europæisk overlegenhed. Men hvilken blindhed, jeg befinder mig i, det er jo sværere at vide. Det kræver nok nye blikke. Alligevel, jeg synes nu egentlig, at jeg både er værdsættende og kritisk over for de forfattere, jeg skriver om. Saint-Ex har betydet meget for mig, først og fremmest gennem sin stil, som er et forbillede i klarhed og nærvær. Samtidig må man være kritisk over for blindheden og for eksempel over for André Gides rolle som sexturist i Sahara. Man skal kunne forene de to sider. Og spændingen mellem dem er det, som litteraturen lever på.«
– Dine egne bøger er næsten altid både litterære og historiske eller politiske. Er det udtryk for et overordnet projekt?
»Min allerførste bog hed Et forslag, og det var et forslag om en anden slags liv og en anden måde at skrive på. At leve mere alvorligt, at stille de etiske og eksistentielle spørgsmål og leve i deres lys. Og skrivemæssigt at blæse på genrerne og skrive mere direkte rettet mod mennesker, sige tingene med hele sin personlighed og sit eget nærvær i teksten. Det program har jeg arbejdet videre med resten af livet. Fra videnskabelige bøger over reportager til den mere poetiske form, som i Ørkendykkerne. Det er klart, at hver bog har jo sat noget bestemt i fokus. Men jeg skal altid være til stede med hele mit jeg.«

’Ørkendykkerne’ anmeldes her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu