Læsetid: 4 min.

Politik som billedbevægelse

Politikerne har for travlt med at administrere og glemmer, at politiske ledere skal begejstre og formulere politiske visioner, siger Bjørn Nørgaard
14. juni 2001

Audiens
Det politiske sprog skal ændres fra et konfliktsprog til et billedsprog. Det politiske system har lukket sig om sig selv og det resulterer i en generel afmagtsfølelse, der virker kvælende på politikken og den demokratiske diskussion.
Det vil en gruppe billedkunstnere gøre noget ved, når de i dag klokken 14 præsenterer en ny regering for pressen.
I spidsen for regeringen står kunstneren Bjørn Nørgaard med titel af ’nationalminister’.
Han mener, at nogle af de vigtigste af de kritikpunkter, der blev stillet skarpt på i ungdomsoprøret er gået i glemmebogen. Ungdomsoprøret udfordrede den eksisterende måde at føre politik på. Det samme vil den nye regering gøre. Målet er at skabe ny politik ved at udfordre det sprog og den form, politikken føres i.
Således har den nye regerings såkaldte ’Opbaknings- og selvhjælpsministerium’ i skikkelse af kunstnergruppen CUDI ifølge Bjørn Nørgaard allerede i en periode arbejdet bag kulisserne ved at gennemføre et projekt i Odenses belastede Vollsmose-kvarter, og de er dermed med til at lægge linjen for den nye regerings arbejde.
»Vi skal ud og tale med folk,« siger nationalministeren. »Det er ikke tilfældigt at vi i stedet for en justitsminister har skabt et Retfærdigheds- og menneskerettighedsministerium. Vi vil diskutere, hvad retfærdighed er i det moderne samfund. Debatten er blevet monopoliseret af eksperter, der udvikler begreber. Men retfærdighed handler også om folks erfaringer i hverdagen. Ministeren skal finde ud af hvordan borgerne i dag oplever retfærdighed.«

Billedskabende ministre
Nørgaard bruger begrebet »at skabe nye billeder« som den gennemgående metafor, der forklarer den nye regerings tilgang til politik:
»Vores ambition som regering er ikke at styre, men at lade folk styre sig selv. Selvforvaltning i lokalområderne står højt på vores ønskeliste. Vores mål som regering er at overflødiggøre os selv. Vi vil skabe en række grundlæggende principper: Miljømæssigt, socialt, kulturelt og hvad angår menneskerettighederne.«
»Men derudover er ministrenes opgave at være billeddannende. Politikerne i dag er bange for at være visionære. De er kustoder, der hele tiden har et eller andet de skal passe på. De bliver ved med at lappe på den gamle bil, fordi de er bange for, at den nye model ikke skal virke, eller tage dem med i en forkert retning. Men vi kan ikke holde fast ved et samfundssyn, der blev udviklet i efterkrigstiden.«
»Verden ser helt anderledes ud nu, end da jeg var barn på Nørrebro i 1950’erne og derfor må politikken ændre form. Dengang var den berettiget. Men dengang lå der også en vision om at samfundet skulle ændre form. Og det er i vidt omgang lykkedes. Men nu er der behov for noget andet.«
– Er det Socialdemokratiet, du sigter til her?
»Socialdemokraterne har mange udmærkede ideer, men de er grundlæggende teknokrater. De vil ikke erkende at teknokratiets tid er forbi, og at vi endegyldigt har sagt farvel til den modernistiske idé om, at enhver udvikling er en udvikling til det bedre. De skal ud og skabe billeder og begejstre i stedet for. Det samme gælder organisationerne. Organisationerne med deres demokratiske centralisme har lukket sig om sig selv og skabt deres egen virkelighed. Vi skal have en ny fagbevægelse, et nyt landbrug, et nyt fiskeri. Og til dels et nyt erhvervsliv. Selv om erhvervslivet er et af de steder, hvor i hvert fald nogen har erkendt, at der skal satses langt mere på det skabende menneske ved at fokusere på kreativitet, produktudvikling og udvikling af medarbejderne.«

En omgående bevægelse
Den nye nationalminister er bevidst om, at den nye regering vil løbe ind i en lang række praktiske besværligheder og et utal af politiske konflikter, der endnu ikke er løst, fordi de måske nærmest er uløselige, eller i det mindste er udtryk for dybtliggende politiske modsætninger, der ikke kan overvindes gennem skabelse af billeder eller visioner.
Men det afholder ham ikke fra at ville forsøge: »Palle Lauring beskriver i sin danmarkshistorie, hvordan Dronning Margrethe den 1. gik imod datidens politiske taktikker, da hun blev frue til de tre riger. I krig eller uoverensstemmelser var det normalt, at fjenden forskansede sig i en by, og man gennemgik en lang og udmarvende belejring. Margrethe den 1. derimod lod sine modstandere blive siddende i deres byer og drog videre i håb om en senere løsning.«
»Vi gør det lidt på samme måde. Det vi ikke er enige om, taler vi ikke om i første omgang. I første omgang handler det om at udfordre den måde, vi har vænnet os til at tænke politik på. Hvis man ser på mediernes behandling af politik, så handler det altid om konflikt og absolutte modsætninger. De skærper konflikten frem for at oplyse og dermed opløse den.«
»Når man maler et billede, så kan man ikke på forhånd sige, at en bestemt farve eller form er forkert. De udvikler sig i forhold til hinanden. Når vi siger, at vi laver en afmagtsovertagelse, så handler det om at bruge afmagten. Normalt forstår vi afmagt som en situation, hvor man ikke kan gøre noget. Men det, man gør i kunst og fantasi, er at vende begreberne. Det, vi skal gøre, er at gøre afmagten til en styrke. Det er gennem afmagtsfølelsen, den nye politik skal fødes. Den skal bruges på at få borgerne til at se nye muligheder, hvor de nu ser problemer,« slutter Bjørn Nørgaard.

*Information afholder i dag kl. 14.00 et debatmøde med titlen ’Politisk kunst eller kunstnerisk politik’. Arrangementet finder sted i Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1015 Køben-havn K

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her