Læsetid: 4 min.

Prodi sender Nice til tælling

Nice-traktaten ikke juridisk nødvendig for at udvide EU, siger formanden for EU-Kommissionen og kaster den irske Nice-debat efter nej’et ud i kaos
22. juni 2001

BRUXELLES – Netop som EU havde fået samlet sig lidt op efter det irske nej til Nice-traktaten, kastede EU-Kommissionens formand Romano Prodi i går traktaten ud på dybt vand igen. Det skete, da han i et interview med Irish Times indrømmede, at Nice ikke er strengt nødvendig for EU’s udvidelse.
’Bomben’ faldt på førstedagen af Prodis fire dage lange besøg i Irland, hvor formanden vil »lytte til irerne«. Den italienske økonomiprofessor har dermed undermineret den irske ja-kampagnes primære argument, hvis traktaten senere sendes til en ny folkeafstemning.
Danske politikere og EU-iagttagere er delte i deres reaktion på Prodis udtalelse, der blandt flere af formandens ansatte i Bruxelles opfattes som endnu et kiks fra Prodi, der har oparbejdet et ry for at sige det rigtige på det forkerte tidspunkt.

Prodis sandheder
JuniBevægelsens Jens Peter Bonde er enig i, at Nice ikke er nødvendig for udvidelsen: »Prodi siger sandheden, det er der mange, der kunne lære af. Men det, han siger, er elementært. De første fem nye lande kan komme med i EU allerede i kraft af Amsterdam-traktaten. Det, der står i Nice-traktaten om nye stemmevægte til landene i Ministerrådet efter udvidelsen , er kun en politisk erklæring, og den vil ikke falde, hvis traktaten ikke bliver ratificeret af Irland,« siger Bonde til Information.
Socialdemokratiets EU-ordfører Claus Larsen-Jensen, vil ikke gå ind i en juridisk diskussion: »Det kan jeg ikke vurdere. Men jeg ved, at det politisk vil være en umulighed at udvide uden Nice. Den omfordeling af stemmer og pladser i Europa-Parlamentet, som man sloges om i Nice, var jo en forudsætning for, at nogle EU-lande ville sige ’ok, nu ruller vi, og tager mange nye lande ind;’ ikke kun de fem-seks lande, som Amsterdam-traktaten tillader. Hvis ikke det er rigtigt, har jeg svært ved at se, hvad man skulle med hele det store slagsmål i Nice. At begynde at tale om erklæringens juridiske status er fifleri,« siger han til Information.

Ingen katastrofe
Seniorforsker ved DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut, Karsten Skjalm, mener godt, udvidelsen kan overleve uden Nice-traktaten:
»Det vil ikke være en katastrofe, hvis Nice ikke bliver ratificeret. Selvfølgelig vil det skabe en usikkerhed, men det er en del af demokratiet, og optagelsesforhandlingerne med kandidatlandene vil jo gå videre alligevel.«
Hvis Irland ikke ratificerer og Nice falder, kan EU i stedet tage dens indhold op på en ny regeringskonference senere, mener Skjalm:
»Der er allerede fastsat en konference om traktatændringer i 2004. Selv om der i dag ikke er lagt op til, at den skal behandle emnerne fra Nice, men forfatningen og institutionelle reformer, så står det jo åbent, hvad EU skal tage op på disse konferencer. Nye emner kommer ind, det har vi set før,« siger Skjalm.
Han siger, at Nice primært presser sig på for EU’s store »gamle« lande Tyskland, Italien og Frankrig, der i løbet af EU’s udvidelser fra seks til 15 lande relativt set har mistet indflydelse i forhold til Holland, Belgien og Luxembourg, og at dette tab vil blive uacceptabelt stort med endnu en udvidelse, hvis EU ikke laver om på den interne magtfordeling, som Nice lægger op til.
Det er den irske nej-side fuldt ud enig i: »Nice er mest til for at give Tyskland mere magt,« siger den irske Patricia McKenna, grønt medlem af Europa-Parlamentet, til Information.
Hun er begejstret over Prodis udmelding: »Det er skønt. Prodi har altid talt lige ud og ærligt. Han giver os en hjælpende hånd. Vi har hele tiden sagt, at det ikke er rigtigt, at der ikke bliver nogen udvidelse uden Nice.«
Hun ser lysere tider forude for nej-kampagnen: »Det er meget muligt, at vi nu får et nej igen. Alle tror, at de vælgere, der blev hjemme, vil stemme ja næste gang. Men jeg vil godt garantere, at mange stemmer nej. Ja-sigerne er også vrede over attituden til nej’et. EU-regeringerne skal vise respekt for det irske nej, og ikke bare gå videre som om det ikke betyder noget. Et nyt nej vil ikke alene være pinligt for den irske regering. Det vil også betyde, at Nice-traktaten må falde,« siger McKenna
EU-Kommissionens pressetalsmænd havde i går travlt med at forsøge at styre lavinen af spørgsmål fra europæisk presse. Men den gik ikke så vidt som til at dementere Prodis udtalelser til den irske avis.
Prodi sagde: »Juridisk set er ratifikationen af Nice-traktaten ikke nødvendig for udvidelsen. Den kan ske uden problemer med indtil 20 medlemslande, og de lande, der kommer til efter, at der er 20 medlemmer, behøver blot at indføre nogle noter om ændringer, en eller anden klausul, i deres tiltrædelsesaftale. Men juridisk set er Nice-traktaten ikke nødvendig. Det betyder ikke at den ikke er vigtig. Men fra denne særlige vinkel, er den udvidelsen mulig uden Nice.«
En talsmand for EU-Kommissær for udvidelsen, Günter Verheugen, understregede forskellen mellem jura og politik: »Man kan altid finde en juridisk udvej. Men Nice er en politisk betingelse for udvidelsen. Pointen er den, at traktaten ikke kun drejer sig om juridiske teknikaliteter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her