Læsetid: 5 min.

Revystarten er gået

Den danske revy er noget, alle har en mening om – osse de, der aldrig ser en udkantsrevy. Men genren lever faktisk og er slet ikke så død, som man skulle tro
2. juni 2001

Hvad har Bodil Udsen, Klaus Rifbjerg, Morten Grunwald og Kjeld Abell tilfælles med Lise Ringheim, PH, Aristofanes og Per Pallesen? Eller Waage Sandøe, Erik Knudsen, Lone Hertz og Benny Andersen med gamle Heiberg, Jesper Klein, Johannes Møllehave og Ulla Henningsen? For svært? Hvad så med Niels Olsen, Jess Ingerslev, Ditte Gråbøl, Claus Ryskjær, Carl-Erik Sørensen, Lisbeth Dahl, Thomas Mørk, søstrene Rosenbaum, Ulf Pilgaard og Britt Bendixen?
Nå, så gik den hjem.
Revyens nyere historie, fra besættelsestiden f.eks., viser, at hver epoke havde sit udtryk, der senere ses i et gyldent lys, uden at det absolut behøver at være nostalgiens slørede. Fyrrerne delte sig mellem Stig Lommers morgenrevyer – p.g.a. spærretiden – og Kjeld Abells og PH’s nationale samlingsrevyer. I halvtredserne delte Osvald Helmuth, Kjeld Petersen og Dirch Passer arenaen, dels på Bakken, dels på de københavnske småscener, for i 1961-62 at blive fejet af brædderne af først Erik Knudsen, så af studenterrevyen par excellence, Gris på gaflen, der førte rækken af anti-autoritære tekster og trupper i forskellige røde chatteringer efter sig i den politisk-satiriske revys storhedsdage. Da bølgegangen var ved at lægge sig, begyndte tv at blande sig i revy-koret, konkurrencen om temaerne skærpedes og i søgningen efter nye udtryk greb folk med talent for det ud efter humorens crazy yderkanter. Det kunne være som i senhalvfjerdsernes finurlige, klein’ske Klyde-ende eller i Pallesen-land, Hjørring-revyen, der drev crazy business som ingen andre og i kammerudgave trådte frem på tv i naturgasdagene. Samtidigt begyndte revyerne at kæle for den musikalske side, i Århus praktiseredes så meget barbershop-singing, at de involverede skuespillerelever senere kunne gruppere sig til både Linie Tre og Ørkenens Sønner. Firserne var højrebsrevyernes storhedstid; økonomiske opsvingstider, hvor kro-konceptet med rejecocktail, stegt ko og købeis, revy og dans bagefter blomstrede landet over. Gode tider for restaurationsbranchen og unge talenter, parterne fandt lynhurtigt hinanden - nogle gange så hurtigt, at blomstringstiden i sig osse bar begyndelsen til den skepsis, der har skudt op som skvalderkål hver sommer lige siden. Grådigheden blev for tydelig.
Også lokaliteterne spiller ind på revyudtrykket. Sommerlands- og landligger-revyerne ser afslappede ud i forhold til Cirkusteltets rutten med metervarer, lårsvingere og sceneskift eller Tivoli-revyens nonchalante elegance. Men det afslappede er fortrinsvis publikumsbeklædningen. De små scener er ofte befolket af unge, hårdtarbejdende og ambitiøse talenter med fingrene længere nede i de analyserende, sarkastiske, debatførende og trendstartende lag end katedralrevyernes bagmænd. Tabsmuligheden er mindre, satsningen og modet større og publikum er med dem. Det er her fornyelsen kan søges, hvis man ellers gider lette røven og bevæge sig udenfor amtsgrænsen. Her i Græsted (midt i halvfemserne), Helsingør (sidste års Yver af og med bl.a Thomas Mørk, Gordon Kennedy og »Emma’en« Anne-Grethe Bjarup Riis ), Odsherred (sidste års Vild i varmen af og med Claus Flygare, Andrea Vagn Jensen, Søren Malling og Henrik Prip) eller den genopstandne Køge-revy med den trio, der resten af året hedder Loyal Shakespeare bobler genrens vækstlag. Og som det ikke at forglemme gør i vintersæsonen hos Kgl. Mayestaits Acteurs.
Købstadsrevyerne befinder sig et sted midt i mellem, afhængig af direktørstolens indehaver og vedkommendes autonomi.

Hvordan har gøgeungen så flyttet sig de sidste 20 år? Noget er gledet ud, men mere er lukket ind.
Ud med den venstrestrikkede senhalvfjerdserrevys store mellemfolkelige forbrødring – og ud med den lille følsomme sang – oftest foredraget af en kvinde. Også ud med politikerparodien, hvadenten det nu skyldes 90’ernes groende politikerlede eller erkendelsen af at mange af dagens politikere i sig selv eksponerer en pæn portion selvparodi, omend ufrivillig. Kongehuset er både lidt inde, men mest ude, alt efter angrebsvinklen, ligesådan EU, for alt i alt er der jo ikke mange grin i Bruxelles.
Lommer-pigerne og deres efterfølgere, badedragtspromeneuserne og de toptunede, aerobictrænede showdansere har nået både at være ude og inde igen. Ind er kommet Per Pallesens shorties og med dem filmklipningen – der sås i revyen, før den nåede den ’finere’ scenekunst – og Pallesen-åndens crazyness (videreført bl.a. af Cirkus Montebello). Ind er osse kommet kvindelig grim- og råhed, glidende gennem tre generationer: Lisbeth Dahl, Søs&Kirsten og senest Emma’s Dilemma. Stand-up genren smitter af, det samme gør rap’en og generelt ses en musikalsk opgradering, krystalklart i sidste års Tivoli-revy, der var besat med Solonumsen og de tre sammenbragte tenorer Pallesen, Christensen og Ravn. Satirisk har fokus flyttet sig, således at især to ting pt. er skydeskive: tv og trends/livsstilstemaer/hot or not-pseudoemner. Tv’s vulgarisering, mediets selvsving, de falske gruppeforsøg (som Robinson) med appel til den indre kannibal og den seneste og tydeligste handel mellem voyeur’er og exhibitionister – Big Brother – er selvskrevne i tidens revyer. Og nødvendige for den mentale sundhed, eftersom der stort ikke er satire tilbage i tv-mediet selv. Optagetheden af trends er måske tidens svar på revyens klassiske aktuelle vise og de , der begræder ovennævnte mellemfolkelige forbrødrings bortfald, kan trøstes med at en vis trend, anført af en vis Pia K., får regelmæssige smæk – der grines gerne, når en indvandrer entrer revyscenen, men der grines med og oftest ad kultursammenstødet.

Er alt da godt i revy-land? Selvfølgelig ikke, men man behøver bare at åbne et ARTE-katalog for at konstatere at hitfrekvensen i en ni-måneders teatersæson ikke er større end i en 3-måneders revy-sæson. Og hvis og når ’patienten’ skranter i dag, hvem er så doktoren? Det er tekstredaktøren! Forfattere er der nok af, selv om bredden ikke afspejler sig i de ’store’ revyers credits og det er deres problem. Visse revyers bagmænd, pengefolk og direktører, har med rette været kritiseret for at være døve, blinde og især dovne og ligeglade overfor nye forfatternavne. Hvis ikke ligefrem bange for krasse tekster, fornærmelser fra scenen (på trods af stand-up genrens succes) og for alt, der ligner kontroversialitet. Teaterdirektører ved godt, at de skal være opsøgende og ikke spille Skærmydsler og Glade dage sæson efter sæson, men hos visse revydirektører har man ikke sporet denne nødvendige nysgerrighed. Revy-begrebet rækker vidt og tidens råb på satire besvares forskelligt indenfor revyens eget hierarki. Samtidig med at genrens danskhed måske kunne fortjene samme højstatus som dansk film og danske egnsretter, måske endda landsholdet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu