Læsetid: 2 min.

Romantisk krigscocktail

Den aaaaalt for lange ’Pearl Harbor’ leverer et uinspireret opkog af tidligere blockbusters
29. juni 2001


Film
Tre timer med 50 procent kærlighed og 50 procent katastrofe.
Det var Titanics effektive opskrift, og den bliver nu genbrugt af Jerry Bruckheimer og Michael Bay, producent/instruktør-duoen bag action-blockbusters som The Rock og Armageddon.
Japans bombning af Pearl Harbor den 7. december 1941 leverer katastrofen, mens Titanics Romeo og Julie-romance er udskiftet med et trekantsdrama. I USA har den romantiske krigscocktail forlængst spillet det 140 mio. dollar store budget ind, hvilket helt sikkert er imponerende i forhold til, hvor lidt filmen har at byde på.
Pearl Harbor følger to barndomsvenner, som altid har drømt om at flyve. Rafe (Ben Affleck) er den selvsikre charmør, mens den smukke Danny (Josh Hartnett) er mere sky.
Rafe tager til England for at kæmpe mod tyskerne og efterlader sin kæreste, sygeplejersken Evelyn (Kate Beckinsale), hjemme. Imens bliver Danny og Evelyn udstationeret på Hawaii. Da Rafe bliver skudt ned og formodes død, finder de efterhånden sammen. Og så har vi balladen, da Rafe vender tilbage fra de døde.
Det overrasker ikke, at filmens stjerne Ben Affleck ikke dør tre kvarter inde i filmen. Det eneste spændingsmoment er, hvordan historien tackler hans hjemkomst, men det når den overfladiske film aldrig rigtigt til, fordi japanerne dukker op.
Efter godt halvanden times romantiske forviklinger er japanernes angreb næsten en befrielse. I godt 40 minutter beskydes Pearl Harbor, mens Rafe og Danny forsøger at komme i luften. Angrebet er flot visualiseret, men det kan man ikke bruge til meget, når al ulykken ikke har følelsesmæssig resonans, fordi vi ikke er engageret i det grundlæggende drama.

Unuanceret
De endimensionelle hovedpersoner har ikke vist andre træk end indædt patriotisme og romantisk bekymring, og deres stereotype pilot- og sygeplejerske-slæng er skabt over firkantede modeller, så vi let kan identificere ’stammeren’, ’den dumme’ eller ’den generte med briller’.
Et plus ved Pearl Harbor er, at den har forsøgt at gøre japanerne menneskelige. De har endda fået et letforståeligt motiv, som mange amerikanere kan identificere sig med: De bomber pga. afskårne olieforbindelser. Det er ikke den mest facetterede udlægning, men Pearl Harbor vil ikke være et nuanceret historisk drama.
Godt nok inddrager filmen historiske personer som præsident Roosevelt og et påklistret portræt af en skibskok, der som den første afro-amerikaner fik flådens hædersmedalje. Men Pearl Harbor er snarere baseret på Titanic og Top Gun end virkelige begivenheder.
Filmens stressede stil holder os sikkert på afstand af ethvert forsøg på fordybelse, og Affleck og co. ligner glamourøse filmstjerner. Pearl Harbor leverer et uinspireret opkog af tidligere hits, og hænger man sig hverken i historie eller karakterer, kan man måske bruge tre popcorn-timer på det.

*Pearl Harbor. Amerikansk. Instruktion: Michael Bay. Manuskript: Randall Wallace. Premiere i 56 biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu