Læsetid: 3 min.

Så gode naboer var vi vidst

Nabostrid er en solid dansk tradition
1. juni 2001

Radio
Noget af det, der chokerede mig mest, da vi for nogle år siden begyndte at høre og læse om borgerkrigene i det såkaldte forhenværende Jugoslavien, det var beretningerne om, hvordan tidligere naboer, som tilsyneladende havde levet i fred og fordragelighed med hinanden i årevis, næsten fra den ene dag til den næste blev dødsfjender og i ramme alvor begyndte at beskyde hinanden.
Efter Må jeg be’ om en forklaring’s udsendelse mandag – Nabostrid, en evig krig – begynder jeg pludselig at skønne på en dansk lov, som jeg egentlig bare havde taget til efterretning som en selvfølgelighed og som en iøjnefaldende modsætning til den amerikansk ditto, nemlig den danske våbenlov. Havde det ikke været for den, måtte man efter al sandsynlighed have regnet med, at det havde været vanskeligt at se forskel på København og Sarajevo.
Der er nemlig ingen grænser for, hvor mange, tilsyneladende godmodige, danske mænd og kvinder, der findes, som hader deres naboer ud over alle grænser, og vice versa. Og naboerne behøver hverken være flygtninge fra Bosnien eller fremmedarbejdere fra Tyrkiet, selv om det selvfølgelig ikke ville være nogen hindring. Det er nok at de er rødhårede, har flere børn end en selv eller en større bil og måske swimmingpool.
Der er heller ingen grænser for, hvor længe disse gensidige tilfælde af had kan holdes i live, hvilke grove chikanerier de kan føre til, for ikke at tale om nederdrægtigt hærværk eller direkte vold. Der klages i en uendelighed til politi og andre myndigheder, og retssager kører i årevis til belastning for os alle.

Lav tærskel
Vi troede, vi var så fredelige her til lands, men når det kommer til naboer, er vores tolerancetærskel så lav som en ligusterhæk. Og er den ikke af liguster, så er den nok alt for høj, den skygger, og i virkeligheden er det måske ens egen hæk, der er så høj for at skjule, at naboen har lavet en også alt for høj tilbygning, som har gjort at man har mistet en smuk udsigt, som man alligevel ikke ville kunne nyde fordi ens egen hæk er alt for høj.
Høj musik og larmende nattefester og hundegøen kan bringe enhver nabo i krigshumør. Den velduftende røg fra naboens havegrill kan sætte en i retfærdig harnisk, bare fordi man selv har glemt at købe trækul og man ikke kunne drømme om at spørge hverken ham til venstre eller ham til højre eller ham bag baghaven, om man kunne låne noget. Eller tænk på hvis man flytter ind i et nyt hus uden på forhånd at have fundet ud af, at hende inde ved siden af har 100 katte. Sådan en handel burde kunne gå tilbage.
Hvis nytilkomne naboer viser sig at være indvandrere med sære skikke og madvaner, ja, så ringer den, og så er det mere end sandsynligt, at ellers stridende, men i bund og grund gode danske naboer kan finde sammen om en fælles superchikane med det fælles mål at få ’renset’ kvarteret. Minder det ikke om noget.
Nå, men det er som sagt ikke nødvendigt med nydanskere for at sætte stridigheder i gang. Gammeldanskerne kan godt selv. Der gennemføres alene på grund af nabostridigheder mellem 1.500 og 1.800 hegnssyn om året i dette land, hvori Leif Panduro og Bent Christensen for 35 år siden lavede filmen Naboerne, der var ment som en grov satirisk komedie, men ved gensyn i dag nærmest ligner et dokudrama.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her