Læsetid: 3 min.

Så er der Joyce-tråd!

I dag er det Bloomsday, og det skal fejres med fuld musik
16. juni 2001

Joyce-dag
Over hele verden fejrer Jame Joyce-nørder dagen, hvor romanen Ulysses udspiller sig, nemlig d. 16. juni. Information holder sig ikke tilbage og spiller på nogle mere ukendte strenge inden for Joyce-fanatismens domæne.
Det er en kendt sag, at Joyce var gennemmusikalsk, f.eks. var han en helt habil tenor.
Han fyldte sine værker med et hav af musikalske allusioner og lod sproget strømme til naturens egen rytme i floders hvirvlende brus.
Da læsere af Finnegans Wake gav udtryk for, at de ikke forstod et hak, bad Joyce dem om at lytte til sprogets musik. Først derved ville man kunne trænge ind i bogens underfulde univers.
Det er ikke blot på den årlige Bloomsday, at Joyce blomstrer. Han har minsandten også fundet vej til en række store rock-kunstnere gennem tiderne. Det følgende er en ’mini-diskografi’ over Joyces indtræden i el-guitarens rækker.
Måske ville han rotere i sin grav, hvis han fik det at vide – eller også ville han klappe i sine hænder og hilse eksperimenterne velkommen.

Joyce-diskografi
Et hårdnakket rygte hævder, at John Lennon var inspireret af Finnegans Wake, da han skrev den surrealistiske sang ’I Am the Walrus’ til Beatles-albummet Magical Mystery Tour (1967).
I et interview vedkender han at have læst bogen, og at han betragter Joyce som en slags »sjælebror«, men der foreligger alligevel ingen skudsikre beviser på, at f.eks. tekststumpen »goo goo g’joob« skulle stamme fra det næsten parallelle »goo goo goosth« i Finnegans Wake.
Andre spekulationer går på, om Lennon mon fik ideen til sit efternavn i denne sætning sammestedsfra: »hic sunt lennones«.
Der er til gengæld ingen tvivl om, hvor Kate Bush har hentet sin inspiration til sangen »The Sensual World’ fra cd’en af samme navn (1989). Bush er kendt for at lege med grænserne mellem rock, pop, folkemusik, æterisk musik, dans og mimekunsten.
En af de helt store inspirationskilder er også litteraturen, og mest kendt er nok sangen om Heathcliff bygget over Emily Brontë-romanen Stormfulde højder fra det suveræne album The Kick Inside (1978).
’The Sensual World’ er en messende udgave af uddrag fra Mollys monolog i Ulysses, og tilsat kirkeklokker og irske instrumenter starter den sådan her: »Mmh, yes / Then I’d taken the kiss of seedcake back from his mouth / Going deep South, go down, mmh, yes / Took six big wheels and rolled our bodies / Off of Howth Head and into the flesh, mmh, yes«.
Vi siger tak.
På rockbandet Jefferson Airplanes lp After Bathing at Baxters (1967) er nummeret ’rejoyce’, sunget af Grace Slick, en fri fantasi over figurerne Bloom, Molly og Stephen i Ulysses: »Mulligan stew for Bloom / The only Jew in the room”, ”Molly’s gone to Blayzes / Boylan’s crotch amazes” og ”Stephen won’t give his arm / To no gold star mother’s farm«.
Den mystisk forsvundne Syd Barrett fra den psykedeliske rockgruppe Pink Floyd satte på soloalbummet The Madcap Laughs (1970) akustisk guitarmusik til ”Poem V” fra Joyces digtsamling Chamber Music (1907), og det er der kommet en nydelig sang med titlen ’Golden Hair’ ud af.
I to af landsmanden Van Morrisons sange bliver Joyce nævnt: I ’Summertime in England’ fra Common One (1980): ’And James Joyce wrote stream of consciousness novels’; og i titelsangen ’Too Long in Exile’ om den traditionelle irske landflygtighed på cd’en fra 1993. Refrænet »Too long in exile, been too long in exile« gentages i det uendelige og sluttes af med »Just like James Joyce, baby«, »Just like Samuel Beckett«, Oscar Wilde, George Best og Alex Higgins.
Den cool new yorker Lou Reed har også markeret sig et par gange som arvtager af Ulysses-traditionen, f.eks. på nummeret ’My House’ om hans mester-discipel-forhold til den amerikanske lyriker Delmore Schwartz.
Her føler han sig som en Stephen over for faderfiguren Bloom: »My Dedalus to your Bloom / Was such a perfect wit«. Sangen findes på cd’en The Blue Mask (1982).
Og der er naturligvis mange andre joycificerede rockbands, jeg af pladshensyn vil undlade at henvise til i disse spalter.
For slet ikke at nævne de mange værker inden for jazzen og den klassiske musik. Læse mere på webadressen nederst.
Hvorfor er der egentlig ikke nogen af de mange Joyce-industrimænd, der har samlet alle disse fund på en cd? Hvis der er, så ret venligst henvendelse til undertegnede.
Joyce er ikke kaffebordslæsning, og de moderne musikere, der har følt sig draget af hans værker, leverer da heller ikke salonmusik.
De har ikke blot fingeren på pulsen, men også formået at nå et godt stykke ind i den dunkende hovedpulsåre i Joyces sprælske verden.

*www.themodernword.com/joyce/music/pomes_penyeach.html

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her