(2. sektion)
Flot revurdering af kulturbastionen Johan Ludvig Heiberg i Vibeke Schrøders indfølende og uimponerede biografi
Biografi
Med biografien Tankens våben har Vibeke Schrøder sat sig for at revidere synet på et af 1800-tallets største koryfæer, Johan Ludvig Heiberg (1791-1860).
Et modigt projekt, da Heiberg i eftertidens litteraturhistorier behandles som en indflydelsesrig institution, der sammen med sine ligeså magtfulde venner tronede over store dele af det danske kulturliv i den første halvdel af 1800-tallet, dvs. det meste af Heibergs levetid. Eller netop derfor; et modigt og vigtigt projekt.
Tankens våben er på mange måder et flot, grundigt og systematisk stykke biografi, der favner både Heibergs litterære produktion, hans betydning for dansk teater, hans umådelige kontaktflade til 1800-tallets kulturkändisser, hans storhedstid og fald, ægteskabet med Det kongelige Teaters primadonna Johanne Louise Heiberg, forholdet til de purunge kvindelige talenter og den tætte binding til mor Thomasine.
Skjulte tårer
Allerede i biografiens indledende kapitler tegner Vibeke Schrøder de første grundlinjer til et mere nuanceret og følsomt portræt af Heiberg, der som dreng var kastebold i den kontroversielle skilsmissesag mellem de berømte forældre, den landsforviste revolutionære digter P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, der senere blev forfatter.
Heiberg voksede op hos familie og venner, blandt andet hos Rahbeks i Bakkehuset. Og som 11-årig giver han i et brev til sin mor følgende beskrivelse af forholdene hos Kamma Rahbek:
»Da jeg kom Hjem, var der mange Fremmede, saa jeg gik hen i en Krog for at skjule mine Taarer. Da Frue Rahbek mærkede dette, gik hun hen til mig, og sagde ganske sagte: Du græder ventelig fordi din Moder er rejst, men det skal du ikke, der er jo ingen, der gjør dig Fortred, og hvad vil du græde fordi du ingen Patte faaer?«
Her møder man Heiberg som lille kuet dreng, der må skjule sine følelser og sin urealiserede moderkærlighed, og som må spæne af sted fra Bakkehuset, når den store strenge Rahbek truer med ris og moralske rumpeslag.
Her lægges grunden til den kølighed og distance i Heibergs person, som senere forveksles med arrogance, men som Schrøder tolker som et nødvendigt værn, en følelsesmæssig maske, der beskytter det sårbare gemyt mod omgivelserne.
Revision af myterne
Elegant og nøgternt bevarer Vibeke Schrøder dette fint justerede blik for Heibergs sammensatte person hele vejen gennem biografien, hvor han beskrives som en farverig charlatan, lidenskabelig, åben for unge (gerne kvindelige) talenter og alsidig med sine interesse for teater, filosofi, litteratur, astronomi, biologi, musik og matematik. I sin indledning skriver Schrøder om Heiberg:
»Man bliver ikke en stor kunstner uden at være lidt af en galning, og under sin fornemheds maske var han det.«
Flere steder tager Schrøder med klædelig hårdhændethed fat om de etablerede Heiberg-myter. Schrøder har formodentlig ret, når hun beskriver den sene Heibergs konservative position i dansk åndsliv som en konsekvens af ydre omstændigheder i tiden; Heiberg blev overhalet indenom af de politiske kræfter, der stredes i tiden efter tronskiftet i 1839 og indførelsen af den frie forfatning. Heiberg var ikke noget udpræget politisk interesseret menneske, og specielt i sin position som direktør for Det kongelige Teater kom han i klemme i en udpræget politisk tid. Det er her, man skal finde en del af forklaringen på myten om Heiberg som en efterhånden temmelig indskrænket smagsdommer.
Schrøder er også overraskende fordomsfri i sin behandling Heibergs forkærlighed for de purunge kvinder. Det kunne ellers nemt vække forargelse, at Heiberg som ung fascineres af en 10-årig barnestjerne på scenen i Théâtre Francais i Paris. At han som 35-årig forelsker sig i Johanne Louise, som han senere giftede sig med, men som på det tidspunkt var sølle 13 år, og at han 59 år gammel forlieber sig i den kun 19-årige forfatter-debutant Mathilde Fibiger.
Selvom Heibergs lillepige-fascinationer kan støde en nutidig læser, holder Schrøder sig på måtten og undgår de vulgær-freudianske kortslutninger, der ellers ses mange af i moderne biografier. Også ægteskabet med Johanne Louise Heiberg, som Schrøder skrev en rost biografi om i 1995, beskrives nænsomt og nøgternt og med et skarpt blik for det stærke venskab, der trods teaterfejden, samtidens angreb og Johanne Louises utallige beundrere bandt ægtefællerne sammen.
For meget referat
Man må også tage hatten af for Vibeke Schrøders grundighed, hvad angår behandlingen af Heibergs litterære produktion. Hun har omtrent det hele med skuespil og vaudeviller, digte og sangtekster, de Hegel-inspirerede filosofiske afhandlinger og de litterære tidsskrifter Københavns flyvende Post, Interrimsblade, Perseus og Intelligensblade og mange af værkerne får særbehandling i selvstændige kapitler. Især er det en fornøjelse at læse Schrøders udlægning af Heibergs betydning for Det kongelige Teater, hvordan han bringer folkeligheden, aktualiteten og komikken ind på scenen. Dog lider Schrøders værkanalyser under mange ureflekterede referater. De er for lange til at tjene som oplysende introduktion og for korte og overfladiske til at give et hæderligt indtryk. Og ihh, hvor bliver de kedelige i længden!
Man savner, at Vibeke Schrøder vover sig mere ud i sammendragets kunst, at hun trækker nogle større linjer i forfatterskabet og fra tid til anden erstatter de kønsløse referater med kødfuld og potent tolkning.
De mange referat-prægede passager giver også Schrøder nogle markante fortælletekniske problemer; fra tid til anden bryder referaterne den biografiske fortælling op i utilpassede kantede blokke, der er svære at samle i en helstøbt og glidende fortælling.
Det rokker dog ikke ved bogens styrker: Vibeke Schrøder formår med store research, delikat indføling med 1800-tallets åndsliv og en uimponeret tilgang til en af dansk kulturs største personligheder at skrive vægtig biografi.
*Vibeke Schrøder: Tankens Våben. Johan Ludvig Heiberg. 504 s., ill. 350 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
