Læsetid: 4 min.

Samtaler fra frisørstolen

Om vejen fra kreativ nyskabelse til flad kliché
29. juni 2001

Fjernsyn
Engang var der en fransk digter af den unge stormfulde type, som hed Rimbaud. Han genopstod i Hollywood i Sylvester Stallones skikkelse, med sit navn stavet som det udtales på amerikansk: Rambo.
Engang lavede Ingmar Bergman en genial tv-serie der hed Scener fra et ægteskab. Den var der nogle amerikanere, der så, og de blev så begejstrede for de ægteskabelige tête-à-tête-scener, at de besluttede sig for at lave en amerikansk pendant. Den kom til at hedde Dallas.
Engang var der en dybt fascinerende udstilling i Kunstforeningen, hvor Lars von Trier havde fyldt et helt hus med skuespillere, som skulle interagere efter et kaosteoretisk princip. Blinkende lamper gav dem signaler om, hvilke rum de skulle gå hen i, og hvilket humør de skulle være i. Lamperne blev styret af bevægelserne i en mexicansk myretue, hvorfra der transmitteredes på en tv-skærm. Ud fra de myrestyrede signaler, og ud fra hvem de havnede sammen med, skulle skuespillerne så improvisere deres rolle. Alt sammen for øjnene af publikum, som vandrede frit rundt i huset. Nogle år senere blev det et tv-hit at lukke en flok mennesker inde i et hus i 100 dage og med alskens tant og fjas stimulere sociale interaktioner og konflikter. Programmet blev kaldt Big Brother, og titlen var også et lån fra finkulturen, nemlig fra George Orwells 1984.

Menneske eller kliché
Engang blev der på DR2 sendt en fin lille portrætudsendelse om en 30-årig, mandlig københavner. Udsendelsen indgik i serien Homo Sapiens og viste os en mand ved et vendepunkt i livet. Efter at have fjollet rundt i det københavnske natteliv nogle år, med dertil hørende dameforbrug, og efter en dramatisk historie, hvor han var blevet påduttet et faderskab, var han nu gået ind i et fast parforhold og stod over for at skulle blive far. Det meste af udsendelsen sad han i en frisørstol og fortalte lidt efter lidt om sin situation til en ualmindeligt vellyttende frisør. Det blev til dokumentar med kunstneriske kvaliteter; som en god short story formåede scenen i frisørstolen virkelig at give os en hel livssituation in nuce.
For tiden kan man se en hel stribe af samtaler hos frisøren på TV 2. I serien Frisørstolen (onsdag) får vi lov at overvære et sammenklip af samtaler mellem frisør og kunde optaget ved spejlet i tre forskellige frisørsaloner. Og det er fanme fladt. Frisørerne er skam vældigt søde og gode til kundesnak, det er ikke nær det, men snakken bliver aldrig andet end snak, fuld af alle de forventelige klichéer: Det er hårdt og fantastisk at få børn, det er hyggeligt med morgensex, der er kedeligt i Odense osv. Onsdag i sidste uge nåede vi højdepunktet af festlig folkelighed, da en mandlig kunde og en barmfager kvindelig frisør slet ikke kunne holde op med at fnise over sammenhængen mellem næse- og penisstørrelse. De blev ved og de blev ved, i klip efter klip efter klip. Ikke siden min skoletid har jeg oplevet så raffineret komik.

Sporadisk small talk
I Homo Sapiens var frisørsamtalen et portræt af et menneske; et ekstrakt af en livssituation; et koncentreret resultat af, at et kamerahold i en hel uge havde fulgt den kommende far. På TV 2 er frisørsamtalen ikke andet end sporadisk small talk, som ikke fortæller nogen noget om noget.
Et koncept, der ligner Frisørstolen meget, finder man i den amerikanske dokumentarserie Cab Confessions, som kan ses om søndagen på TV 2’s lillesøster-kanal TV Zulu. Her er kameraet sat op i nogle newyorker-taxier, og de mennesker, der sætter sig ind på bagsædet her, er, i alle ordets betydninger, noget mere kulørte end de danske frisørkunder (biseksuelle hispanic-transvestitter, knivstukne sorte kvinder, marihuanaskæve plastickirurger). Men det gør ikke de amerikanske taxitilståelser mere interessante end den danske frisørsnak; heller ikke de løfter sig over klichéen, her er det bare klichéen om den lettere kinky newyorker... I ingen af tilfældene lykkes det (som det gjorde i Homo Sapiens) at gøre fjernsynet til et rum, hvor vi pludselig kan møde et medmenneske.
Det lykkes til gengæld for Anders Lund Madsen i det rullende talkshow Mens vi venter på kometen. Ikke ad portrættets fortællende vej, men ad billedernes poetiske vej. Showet (som sendes hver lørdag aften på TV Zulu) går ud på, at Lund Madsen inviterer en kendt dansker med på køretur gennem et dansk landskab, som gæsten selv vælger. Så sidder Madsen og gæsten på bagsædet af en gammel bil og taler sammen. Eller tier stille. I lørdags var gæsten Anker Jørgensen, og han havde valgt egnen omkring sin kones fødeby Pindstrup. Det kom der et poetisk billede ud af: Den ældre og den yngre mand, der svæver gennem et bølgende landskab i en tryg metalkasse og har sådan en lidt far-og-søn-agtig dialog. Jeg ved ikke, om Lund Madsens bagsæde-samtaler på nogen måde er inspirerede af Cab Confessions. Men skulle det være tilfældet, er der her ikke tale om en nyskabelse, der er blevet til en kliché, men om en kliché, der har inspireret til nyskabelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu