Læsetid: 4 min.

At kunne se frem og tilbage

Ved tegneren og forfatteren Ib Spang Olsens 80-års dag
12. juni 2001

Hyldest
Ib Spang Olsen, tegner, forfatter, pædagog, samfundskritiker ser på verden med sine lyse, iagttagende øjne under de lyse bryn.
Det er et venligt, solidarisk blik, der ser noget mere og noget andet, end vi andre gør, men får os til at genkende det i forundring. Han har gjort det hele tiden, næsten alle de firs år. Ser man så på ham, kan man se drengen i ham udenpå. Han har set sådan ud altid, i hvert fald siden 1948, hvor jeg så ham første gang. Man kan uden videre trække aldrens ydre lag af og se ham som ’lille dreng på Østerbro’, ni år gammel i færd med at erobre en fortryllet realverden, som den er tegnet og beskrevet i erindringsbogen med den titel. Der er en forbavsende identitet i hans stil gennem den lange karriere – selv om den altså er tegnet en del år senere!
Bogen består mest af tegninger, men i det næste sæt erindringer dominerer ordene. Og det er mærkeligt: Han skriver ligesom han tegner, sådan som de udvalgte kunstnere født i tvillingernes tegn gør. Fra purløgsbed til skumpelskud, hedder den. Den underlige titel finder for første ords vedkommende sin forklaring i hans korte karriere som 18-årig i et gartneri ude ved Islevhusvej, hvor der var vide horisonter set fra den enorme purløgsmark, som han blev sat til at luge: De utallige rækker bredte sig langt til begge sider og kunne bruges som en enkel og overbevisende indføring i centralperspektivet.
Det kunne man kalde et hjørne af naturen set gennem et temperament, som naturalisterne sagde, men på særlige spangolsenske vilkår: Naturen set gennem et temperament nede i hjørnet. For han går jo videre end naturalisterne. Et par år efter, fortæller han, så han i loen ved et husmandssted på Vestsjælland, nede ved gulvet en nisse: Grå, næsten ikke rød på huen, ligesom lidt indskrumpen, utvivlsomt gammel, ikke oplagt til spilopper.

Vildtvoksende
Sådan beskriver folklorister netop folketroens gårdbo. Så det er indlysende, at Ib Spang Olsen arbejder med nøjagtige fantasier i sin skildring af vores reale, men udvidede verden, set uden fornuftens kølige fordomme. På mange tegninger ser man en alvorlig dreng, skjult i et hjørne, nede ved gulvet under et bord, oppe på loftet mellem glemte ting, ude ved gavlen – eller en hel masse åbenlyst myldrende omkring som i hans og Halfdans ABC og alle de andre vildtvoksende børnerim.
Ib Spang Olsen er øjensynligt en mand, der trives i forbindelser, ubesværet, i betragtning af alle de børnebøger, voksenbøger, egne og andres, alle de omslag og indslag, der har løftet aviser, magasiner, noveller, romaner og digte ind gennem vores øjne og langt ind i oplevelsens hukommelse. Han har givet ordene krop, forløst dem på tegnebrættet eller den grafiske plade, så de rejser sig fra deres éndimensionale karakter, fra tegningens todimensionale verden til en synlig tredje, hvis ikke ligefrem fjerde dimension, som er humorens.
Da jeg mødte ham først, som nævnt i 1948, hvor jeg havde et job på Hjemmets Søndag på Social-Demokraten i Nørre Farimagsgade, kom han dér med sine tegninger og illustrationer og arbejdede samtidig for Politikens Magasinet. Det var ellers uhørt, da de to aviser lå i skarp konkurrence. Han var den eneste, der trodsede det og suverænt gik, hvor han havde lyst. Og med lyst er hans tegninger altid forbundet.
Samarbejdet med Halfdan Rasmussen er noget særligt, hvor ordenes dynamik bliver synlig bag de underlige titler, Kasper Himmelspjæt, Himperigimpe, Pumpegris, Lille frække Frederik, Visse Vasse Viser, Tante Andante, Onkel Karfunkel, for ikke at tale om snapsedigte og den frodige, sorte Nanette, der slanger sig langt ind i kalendere for voksne. Dertil det lyriske højdepunkt med den irske digtsamling Regnens harpe, hvor Halfdan næsten er gået i eksistentielt sort og Ib prøver at dreje lyset frem. Det er sort-hvide tegninger fra et reelt fortryllet land.

Mageløst
En mand går sindigt alene gennem Mageløse skov, da han pludselig anfaldes af fem små troldebørn. De er tilsyneladende gemytlige, men uregerlige. Og de æder ham straks op, nærmest systematisk, del for del. Men om natten får de kvalme af den blandede ret og giver sig til at kaste op. Derefter samler de kropsdelene sammen og genetablerer manden. Men nu sidder hovedet omvendt.
Halfdan har fortalt historien i rappe, lakoniske vers i den tidlige bog om Fem små troldebørn. Og Ib har tegnet dem i sort hvidt. Hovedet sidder rigtignok omvendt efter mødet med troldene. Sådan er det efter kunstnerens sammenkomst med den anden verden: Han kan nu også se bagud fra sin mageløse skov og fastholde en viden om, at hverdagen har meget mere med sig af troldsk barndom, fandenivoldskhed, trylleri, og at lystighed, smerte, ensomhed, sanselighed er knyttet sammen i tilværelsen og ikke mindst i den kunstneriske proces. Mørket er fuldt af lys.
Til lykke med de mange indholdsrige år med øjne, der kan se frem og tilbage. Lad dem blive ved med det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her