Læsetid: 4 min.

Selvbeskuelse

Den norske maler Odd Nerdrum gør oprør mod kunsten. Han benævner sig Kitsch-maler og henter sit billedsprog i fortiden
16. juni 2001

Udstilling
De nordiske outsidere bliver voldsomt eksponeret i disse dage:
I tirsdags udkom Mikael Wivels store monografi over Kurt Trampedachs univers, i går åbnede Gammel Holtegaard en udstilling af den endnu mere egensindige og provokatoriske nordmand, Odd Nerdrum.
Trampedach får sin retrospektive udstilling på Sophienholm næste lørdag, og på den større, europæiske scene kan man i Basel se en stor præsentation af deres åndelige bedstefar, Arnold Böcklin, som har været død i hundrede år.
Mønstret er det samme: Kunstneren vender sig demonstrativt imod modernismen og avantgarderne og søger i malemåde og billedudtryk tilbage til Rembrandt og Goya, lidt senere til Caravaggio.
Det grundlæggende problem er også det samme: Rembrandt og Goya er ikke stil-kostumer, som man blot kan trække i, når man er led ved samtiden.
Deres malerier søger, og finder, det adækvate udtryk for en eksistentiel glæde og en dyb, menneskelig smerte (i Goyas billeder filtreret igennem en ækvivok ironi).

Kitschmaleren
Modernismens selvforståelse og populær-kunsthistorien har forkvaklet opfattelsen af, hvad billedkunsten går ud på. Men allerede Beuys sagde, at Marcel Duchamps tavshed var overvurderet: Avantgarden sad ikke inde med alle svarene. Den retning, der koncentrerer sig om intellektuelt hjernespind ender hurtigt i en blindgyde, som Odd Nerdrum prædiker det i sine mange udfald imod modernismen.
De villet reaktionære kunstnere synes blot at overse, at der er en lang tradition uden om modernismen i det 20. århundrede. Når man ikke er Picabia eller Picasso (og vi mangler ganske rigtigt at få dem givet deres virkelige størrelse i kunsthistorien), kan man være Bonnard eller Morandi.
Der er noget grandiost egensindigt over hans selvvalgte martyrium som Kitschmaler, det udtryk han har valgt at klæde sin afstandtagen i. Med ufattelig flid maler Odd Nerdrum sine private traumer op i store formater: Mandens ubærlige udsathed spillet af et symfoniorkester. Strindberg satte ild til nogle af sine malerier i et alkymistisk forsøg på at lade dem repræsentere alle elementerne, Nerdrum blander smuldrede, islandske vulkaner i den mørke farve for at understrege dæmonien.
Men han fejler alligevel, når billederne meter efter meter skal sørge og rase over, at en kvinde har forladt ham: Det private bliver ikke alment. Det er her, hans kærlighedsforhold til kitsch’en, til den smægtende sigøjnerpige og til Zorn, Krøyer og Ilja Repin kører af sporet. Odd Nerdrum søger udtryk for det menneskelige, for sansernes verden og for de store følelsers, men han bliver hængende i det private.

Helgenbilleder
Det var ikke den bane, man havde spået Nerdrum, da han i sine unge år satte en brand i den norske kunstverden med Caravaggio-parafrasen Mordet på Andreas Baader. Med denne parallellisering af RAF-terroristen og barokkunstens helgen- eller Kristusfigurer i skarpt projektørlys gik maleren ind i en diskussion om både politik og kunst. Det martyrium, han selv byggede på sine erfaringer med kunstlivet, kritikken og det modernistiske akademi har desværre ført ham længere og længere bort fra den verden, vi alle lever i.
Udstillingen på Gammel Holtegaard viser desværre ikke helgenbilledet af Andreas Baader, ligesom vi må undvære det store maleri fra 1981 med den uigennemskuelige titel Skumring. Her sætter Nerdrum en blottet kvinderøv i synet på beskueren, og lader hende presse lorten ud af livet. Man må lade ham, at han ikke er bleg for at bruge lærred (197 x 260 cm) og oliemaling og arbejdstid i lange baner på sine primitivistiske positionsangivelser. Joseph Beuys, som Nerdrum mærkværdigvis i sin ungdom søgte som professor og guru, skal have sagt, at det var det mest radikale maleri, han nogensinde havde set.

Reaktion
Men Nerdrum forvildede sig snart ind i et univers, der bærer endnu mere ubehagelige konnotationer. Med den golde og eksplosive islandske natur som scene skaber han en Mad Max-verden af mælkedryppende kvinder, retarderede krigere med læderhjelme og spædbørn i svøb, lige til at spise. Den formelle overensstemmelse med de værker, der blev skabt af Hitlers og Stalins yndlingskunstnere er formodentlig et bevidst, provokatorisk træk. Men Nerdrums stadige fremhæven af, at det er skønheden, han søger, er ægte betændt.
Der er dog nogle af malerierne, der overskrider en grænse til det fælles rum og skaber visioner, der ikke så let lader sig oversætte til patologisk kærestesorg eller rovdrift på den feminine anima. Hvor de kyseklædte hermafroditter virkelige er Edelkitsch, virker Sangerne, tre kloner i en sælsom dans i ødemarken, foruroligende og ikke umiddelbart og entydigt aflæselige. Skal man ud i det makabre, er det måske også nødvendigt at gå så langt som til den pissende, amputerede kvindekrop (fra 1997-98).
Odd Nerdrums opgør med modernismen kom før post-modernismens anything goes-eklekticisme, så meget må man lade ham. Derfor bør man også se udstillingen på Gammel Holtegaard, som er repræsentativ nok til at vise hvad han er ude på. Desværre bliver det i sidste ende ikke hverken Rembrandt eller Goya til det 21. århundredes brug, men Böcklin med mere end 100 års forsinkelse. Skal vi have skåret Picasso ned, er det vist også snart på tide at komme i gang med en revision af salonmaleriet – herunder gerne Krøyer og Zorn. Odd Nerdrum har en dagsorden – selvom man nok må justere den lidt før, den får et aktuelt perspektiv.

*Udstilling: Odd Nerdrum - Kitschmaleren. Gammel Holtegaard, Attemosevej 170, 2840 Holte. Ti. 11-20, on.-fr. 11-16, lø.-sø. 11-17. Til 26.8.

*På udstillingen forhandles Jan Åke Pettersson: Odd Nerdrum. Historieforteller og selvafslører. 1998 og malerens egen Hva er Kitsch?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu