SF’s dinosaurer styrket med Frandsen

Socialistisk Folkepensionsparti og/eller ... Aage Frandsen!

FRIE ORD
I FORGÅRS blev Aage Frandsen valgt som folketingsgruppe-formand for det Socialistisk Folkeparti, han har været medlem af i mere end en tredjedel af et århundrede og siddet i hovedbestyrelsen for i næsten en tredjedel århundrede, mens han selv bliver 60 om et halvt år – Til lykke! Nu må SF da have lov at kalde sig, hvad det har været så længe: Socialistisk Folkepensionsparti, smilede en yngre dame, der selv kommer fra et hjem med om ikke klaver så dog Karl Marx, Preben Wilhjelm og Gert Petersen på boghylderne, men som den 28. september sidste år stemte ja til ØMU’en, euroen og EU.
»Det er dog intet i forhold til det, flere af partiets unge, de nye venstreorienterede, for længst har kåret Aage Frandsen til. For dem er han intet mindre end Gud. Siger de.« Siger ingen ringere end Ekstra Bladet i et såkaldt portræt-interview i begyndelsen af ugen.
Som Informations altid skarpsindige læsere straks bemærker, er den yngre dames lykønskning næppe så entydig som Ekstra Bladets unges guddommeliggørelse af Aage Frandsen. Hvilket også viser, at der i dag er lige så store holdnings- og meningsforskelle hos unge som blandt ældre og gamle. Modsætningerne går på kryds og tværs af aldersgrupperne. Og da politiske, videnskabelige og kunstneriske kampe i stort omfang går ud på at erobre magten til at definere verden med bl.a. plus- og minusord, står modsætningen for gudsdyrkerne i Ekstra Bladet mellem enten højre- eller venstrefløjen med Aage Frandsen som den inkarnerede venstreorientering (da det er et plusord). Mens det afgørende skel for den unge humoristiske dame og ligesindede går mellem enten fornyere eller traditionalister, også kaldet folkepensionerede dinosaurer (da det er et minusord).
Med det resultat at SF’s nye gruppeformand under ét repræsenterer venstre-fløjens dinosaurer på alle alderstrin og hans modstandere til gengæld udgør højre-fløjens fornyere i enhver alder. Hvormed de to parter burde være tilfredsstillet, da begges plus-minus-skemaer anvendes på én gang.

MED HINE skarpsindige læseres ånde i nakken skynder jeg mig at indrømme, at denne tilstræbte neutralitet også har til hensigt at udstille de forskellige mainstreams opstillinger af verden som – latterlige. For ikke at sige direkte meningsløse og skadelige. Det er de i hvert fald, hvis skema-brugerne ikke opbyder en vis humoristisk selv-distance til deres respektive enten-eller-skemaer.

NÅR MODVILJEN mod Aage Frandsen hos mange af de såkaldte fornyere (højre-fløjen) er stor, skyldes det dramatiske begivenheder i sommeren 1997: Et modsætningsforhold opstod mellem SF’s formand Holger K. Nielsen og hans forgænger, »den store rorgænger« Gert Petersen. Overraskende for mange anbefalede den sidste et ja til Amsterdam-traktaten for EU, mens den første sagde nej. Årsagen til det skæbnesvangre brud med selveste Gert Petersen, som oven i købet blev støttet af partiets to andre »store gamle«, Ebba Strange og Lilli Gyldenkilde, finder mange fra fornyer-/højrefløjen i – Aage Frandsen! Fordi han bevidst brugte eller viljeløst lod sig bruge af sin nære tilknytning til SF’s bagland af venstrefløjsfolk/dinosaurer, glippede for bl.a. Steen Gade at se en historisk chance for SF. Gade nedlagde sit formandshverv for folketingsgruppen.
Siden forlod han både gruppen og Christiansborg, hvad Christine Antorini efterfulgte – og nu sidst Jes Lunde. Fornyernes/højre-fløjens beslutsomme selvmord, som det er blevet kaldt – til dinosaurernes/venstre-fløjens udelte eller noget beskæmmede fryd.
Selv begrundede Aage Frandsen i en afgørende artikel her i Information den 27. august 1997 sit nej med bl.a. disse ord:
»Som alle andre ser jeg også helst, at det er de beslutninger, jeg finder rigtige og ideelle, der bliver truffet. Men frem for, at sådanne beslutninger bliver truffet på et højere niveau end nødvendigt og uden folkelig opbakning og deltagelse, foretrækker jeg afgjort beslutninger, som er truffet så nær borgerne som muligt med folkelig opbakning og deltagelse. Dette uanset, om de pågældende beslutninger er mindre rigtige og ideelle efter min opfattelse.«

NØJAGTIG den begrundelse var også min for at stemme nej til Amsterdam-traktaten i 1998. Alligevel stemte jeg ja den 28. september sidste år i erkendelse af, at danskerne åbenbart ikke kune drømme om – heller ikke SF’erne – at melde sig ud af globaliseringen og robotiseringen med IT- og vidensøkonomi-revolutionerne. I så fald er Danmark for lille og afhængig af omverdenen til alene at afværge de rædselsfulde følgervirknnger, der foreløbig også er knyttet til den nuværende form for globalisering og robotisering. Med Bill Clintons ord fra hans besøg i København for nylig: Verden har anbragt sig på to krudttønder, dels fattigdommen med den globale sundhedskrise og de uhyrlige og uhyrligt stigende forskelle i levestandard, dels den nu hundredårige opvarmning af jorden som med fortsatte temperaturstigninger om blot to årtier bliver katastrofal uhåndterlig.
Nu kan man undre sig over at socialisten Aage Frandsen i sit interview her i bladet i går tilsyneladende er langt mere fornøjet med verdens gang end kapitalisten Bill Clinton. Men det skyldes måske, at Frandsen skal vælges på de forskellige mainstreams betingelser? Hvad Clinton jo ikke længere skal...
I så fald må opgaven være at udvikle den politik, hvorpå mennesker kan sige sandheden og dog blive genvalgt.