Læsetid: 2 min.

I skjul af bjergene

’De blodrøde floder’ er en flot fransk krimi med god miljøskildring og vakkelvorn historie
1. juni 2001

.

FilmanmeldelseDen 33-årige Mathieu Kassovitz brød mere end lovende igennem med Hadet (1995), et nærgående signalement af unge ørkesløse, men ikke afstumpede kriminelle i Paris’ forstadskvarterer.
Derefter fik Kassovitz dunderfiasko med sin tredie film, det vildt ambitiøse Dostojevski-påvirkede sjæledrama Assasin(s), og siden har han haft svært ved at få sit næste personlige projekt realiseret.
I stedet har han givet sig i kast med bestillingsopgaven De blodrøde floder, en dyrt og flot opsat kriminalfilm, der er blevet en solid publikumssucces og lægger sig i et stilleje, som gerne vil ligne en mellemting mellem Simenons Maigret-historier og David Finchers Seven. Men De blodrøde floder lever ikke op disse forbilleder, selv om den underholder rimeligt et godt stykke af vejen.

Sært universitet
Stedet er filmens styrke. Et afsides vinterkoldt lillesamfund i de franske alper, hvor et lettere skummelt universitet uddanner mønster-akademikere i et lukket kredsløb. Lærere gifter sig med lærere efter devisen ’sund sjæl i sundt legeme’. Men der er selvfølgelig gået orm i al denne sundhed – indavlen truer, og hvad gør man så ved det? Jo, man praktiserer sin egen racehygiejne ved hjælp af sunde bjergboere. Inspiration fra 1930’ernes nazi-tid ligger lige for.
Kassovitz og hans fremragende fotograf Thierry Arbogast kan få den aparte lille univertsitetsby til at leve og vibrere med trusler – også fra de stejle, snedækkede bjerge, der skaber klaustrofobi og en mærkelig atmosfære af indsnævret uundgåelighed. Universitetets læsesal er en indendørsarkitektonisk perle, men propfuld af forurenet race-tankegang, og udenfor udnyttes snelandskaberne virtuost i en spektakulær klatrejagt efter beviser oppe i bjerge, hvor laviner truer.

To strissere
Selve krimi-mysteriet udvikler sig desværre til at blive en gang sammenfiltret fortidsvås, der heftes op på en gådefuld bilulykke, en blind nonne og et ultimative snyderi, som ikke skal afsløres her.
Kassovitz plagierer Seven ved at dvæle længe og fascineret ved ligene af de utroligt mishandlede ofre. Men her lægges op til en seriøsitet i rædslerne, som filmen slet ikke kan honorere. Stille og roligt skrider historien over i den velkendte krimi-stereotypi, hvor to gæve cops tager håndfast affære, også selv om de her må en tur under voldsomme snemasser.

Reno og Cassel
Jean Reno bringer sin kolossale pondus med sig som den mest livsmærkede af de to kriminalfolk, og egentlig bliver man mere interesseret i at få mere at vide om ham end i kriminalgådens løsning. Men også Vincent Cassel, der huskes fra Hadet, har spændende ansatser som den unge hedspore, som i den bedste uhyggescene løber sig træt i forsøget på at fange djævlen bag seriemordene.

*De blodrøde floder. Instruktion: Mathieu Kassovitz. Manuskript: Jean-Christophe Grangé og Kassovitz efter førstnævntes roman. Fransk. (Palads, Scala, Empire)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu