Ny bog
Historiens dom over billedkunstens helte er ofte irreversibel: I dag fejrede, forkælede med medaljer og legater og udsmykningsopgaver, i morgen skrottet og henvist til museernes gravkamre og glemslen.
Der findes dog kunstnere, der ved et enkelt værk formår at fange eftertidens opmærksomhed, så historikerne stiller spørgsmålet: Hvad var det dog, man så i ham? Kvindernes eventuelle genopdagelse er en anden historie...
På Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense hænger det store lærred, der har titlen Udslidt. Det er social realisme af en heftighed, der konkurrerer med Pontoppidans og Jeppe Aakjærs husmandsskildringer, og alene for dette maleri vil H.A. Brendekilde (1857-1942) blive stående som et spørgsmålstegn i kunsthistorien.
Hvordan kom han frem til sin protest mod det dræbende slid på landet, og hvorfor blev han sidenhen en sødladen idylliker, hvis glansbilleder endnu går for høje priser i auktionshusene?
Kunsthistorikeren Gertrud Hvidberg-Hansen har nu, fortjenstfuldt, skrevet en bog, der går uden om de slagne veje til Skagen og omkring Frederiksholms Kanal. Det er højst interessant at følge et kunstnerliv, der indgår i traditionen, også selvom Brendekildes indsats overvejende har kulturhistorisk og ikke æstetisk interesse.
Den fynske husmandssøn Hans Andersen blev født i Brændekilde, og voksede op i fattigdom. Han kom ud at tjene som dreng, men som så ofte var det en behjertet skolelærer, der fik øje på drengens talent og appellerede til, at hans billedskærerevner blev udnyttet professionelt.
Ungdommens svendetid hos træskærer og stenhugger Wilhelm Hansen i Odense (mellem 1871 og 1874) førte til heldige bekendtskaber, især til enkefru Cathinka Blumensaadt, hvis sæbefabrik-penge af og til flød over i Hans Andersens lommer.
Kunstnerdrømme
Brendekilde, som han kaldte sig, da han kom til Kunstakademiet, skrev åbenmundede, morsomme breve til hende og kammeraterne fra Odense, og herigennem får vi et interessant billede af en kunstnerspire med høje mål.
I et af brevene skriver han: »Jeg har besluttet at forbause Verden næste Aar« men tilføjer prosaisk: »bare jeg ikke vil forbauses ved min egne Lidenhed.« I et andet forudser han, at han »skulle male et Mesterværk til Sommer.«
Han drømmer om at blive professor ved Akademiet, men slår først et lille slag inden om de oprørske grupper. Charlottenborg-udstiller var og blev han dog, men også glødende socialist. Brendekilde solgte godt, og han doserede udbud snildt i mål med efterspørgslen: »I den sidste Tid er jeg blevet plaget ganske grueligt for at skaffe Vinterbilleder, men man er jo dog kun et Menneske. Jeg vil nu lade Publikum blive rigtig sultent, saa vil jeg til slut holde en Auction og saa fordufte.
Til de interessanteste værker i Brendekildes produktion hører de friske skitser, han fik gjort i Ægypten, hvor han studerede folkeliv og især blev betaget af en hel Bunke af de allerdejligste sorte Negre. Jeg glemmer aldrig dette skønne sorte Syn. Jeg er helt væk i Negrene, bare jeg ikke selv gaar hen og bliver Neger.
Ved samme tid gjorde Udslidt Brendekildes navn kendt over hele kloden: På de prestigefyldte verdensudstillinger kunne man se maleriet i Paris i 1889 og i Chicago i 1893 (hvor det gav sølvmedaljer) samt på Münchener Jahresausstellung i 1891, hvor Brendekilde fik guld.
Siden arbejdede maleren Brendekilde på rutinen og faldt i det sentimentale, mens kunsthåndværkeren Brendekilde fik udført renfærdige keramiske arbejder. Som et korrelativ til den danske kunsthistorie er det nyttigt, at Brendekildes billedverden nu er gjort tilgængelig.
*Gertrud Hvidberg-Hansen: Brendekildes billedverden stemning og skæbne. 120 s. 98 kr. Odense Universitetsforlag
