Læsetid: 4 min.

Søens færre folk

Syvende og sidste bind af den beundringsværdige danske søfartshistorie holder den overordentlig høje standard, der har været kendetegnende for hele bedriften
19. juni 2001

Ny bog
Endnu i 1960’erne kan man tale om livet på havet som en drengedrøms opfyldelse. I virkeligheden var der snarere tale om en pull-push effekt.
Unge mænd kunne føle sig draget mod søen og oplevelserne forbundet med livet om bord i et stadig romantisk eller romantiseret miljø.
Andre unge mænd blev som følge af en måske problematisk opvækst eller andre særlige forhold på det nærmeste skubbet op ad landgangen og dampede som familiens sorte får ud på de vilde vover, mens Gunnar Nu Hansen hver jul læste hilsener fra eksotiske lokaliteter til familien i Ballerup eller Hobro.
Atter andre måtte nøjes med drømmen og udlængslen – jævnfør Osvald Helmuth i visen »Ved Havnen« (1936) som den store revykunstner med sans for det sentimentale i nationen, når det gjaldt søens folk, med mellemrum gav resten af karrieren.

Revolutionen til søs
Siden ændrede miljøet sig dramatisk, ligesom skibs- og fragtteknikken undergik forandringer der alt i alt må kaldes en hurtig og på nogle måder temmelig brutal revolution.
På mindre end disse 40 år omdannedes skibene fra forholdsvis overskuelige mekaniske enheder betjent af et hierarkisk defineret forholdsvis stort mandskab til højelektroniske, firkantede, gigantiske, specialiserede transportmaskiner, hvor hovedopgaven for et fåtalligt personale – netop personale – blev at kontrollere de edb-styrede pedantisk stramme fartplaner. Hensynet til forrentningen for rederiet skulle tilgodeses efter urets store viser.
Sømanden med tatoveringer på maven af en fuldrigger ved navn Mona afløstes af mere parcelhusberoende mennesketyper, der oven i købet for en dels vedkommende blev kvinder. I 1985 var der således ti kvindelige styrmænd og et par maskinmestre af dette i sammenhængen så usædvanlige køn på farten.
I fjor kunne den 35-årige Michele Gladwin som den første kvinde – splitte ens bramsejl – sætte sin nyerhvervede A.P. Møller kaptajnskasket på de lange mellemblonde lokker.

Ny organisationsform
I mellemtiden måtte sømandsforbundsformand Preben Møller Hansen stikke piben ind.
Den slagkraftige formand, der engang selv måtte finde sig i at blive tillagt sømandens adfærd i det fremmede udtrykt med de tre f´er: Find them, fuck them and forget them, distanceredes i sit før så magtfulde Sømandsforbund af nye strukturer og organisationsformer på havets arbejdspladser. Blandt andet med indførelsen af skibsassistenter.
Bo Bojesen satiriserede over de ændrede forhold, også ved udsigten til atomdrevne skibe, der som bekendt ikke blev til noget.
Men havnens lette brigade måtte hos Bojesen som et varsel om den nye tekniks konsekvenser for erhvervstrukturerne som helhed konstatere, at den nye tids sømænd vist kun drak tungt vand.

Standarden holder
For disse udviklinger, der på 40 år totalt ændrede et gammelt, stolt og traditionsrigt erhverv samt de underliggende finansielle og finansierende forandringer, der var baggrunden, samt meget, meget mere, redegør det syvende og sidste bind i Dansk Søfarts Historie på en aldeles storartet måde, velredigeret, velskrevet, overskueligt.
Bindets efterord, som vurderer forskningens vilkår for denne periode, gør loyalt over for læseren opmærksom på de kildemæssige problemer i samtidserhvervshistorie af denne art og understreger at disse afsluttende overvejelser om denne vigtige sektor i dansk foretagsomhed nødvendigvis må være foreløbige. Sikkert nok. Men Bind 7’s forfattere behøver ikke sætte deres lys under en skæppe af den grund.
Denne fornemme afslutning på værket, hvor en af redaktørerne Hans Jeppesen skriver med, holder den overordentlig høje standard der har været kendetegnende for hele bedriften.
Redaktionskomiteen skal i den anledning have et kraftigt stød i dampfløjten; sprogets superlativer rækker ikke.

Nutidsskibets vej
Læseren har her over syv bind fået fast strukturerede forløb med redegørelser for rederiforhold, mandskabsvilkår, skibstyper etc. fra de tidligere tider med gennemsigtige økonomiske grundvilkår til nutiden.
Unægtelig er der sket noget siden Marstal-redernes overskuelige dage til år 2000: Et dansk rederi bygger f.eks. et skib i Kina med en dansk tegnet motor – licensbygget i Korea.
Øvrige udrustning kommer fra 20 andre lande. Skibet synes i Kina af et engelsk klassifikationsselskab og af Søfartsstyrelsen, da det trods alt skal under dansk flag. Skibet med danske officerer og filippinsk besætning ansvarsforsikres i Norge, lasten forsikres i USA.
Skibet sejler udelukkende mellem Nord- og Sydamerika. Lastejerne kommer fra hele verden. Endelig er selve skibet, der males med maling fra en dansk fabrik i Sydøstasien, forsikret i Danmark, o.s.v.
Støt står den danske sømand, der dog ikke mere i sin rullende gangart kan gå national enegang med kølen under sig strakt i gamle Dannevang.
Udstyret i dette bind ved Kåre Lauring er mindst lige så flot som de tidligere. Men smudsomslaget ligner mærkeligt nok et halvdårligt postkort. Hvorfor dog?

*Hans Jeppesen, Hans Chr. Johansen og Svend Aage Andersen: Dansk Søfarts Historie 1-7. Bind 7: Containere og koncentration 1960-2000. 276 s. ill. indb. 388 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu