Læsetid: 6 min.

Sommeren er glæden ved bare lår

Billedkunstneren og fotografen Suste Bonnén er en havfrue, siger hun. Hun drages konstant mod havet og helt ned under dets glitrende overflade, og årets største nydelse er for hende at lade sommeren kæle for de bare ben
28. juni 2001

Syndere i sommersol
For Suste Bonnén er sommerens største nydelse bare lår.
»Bare lår under kjolen. Den glæde, at der kommer luft under skørterne og lår-ene berører hinanden. Det er ligesom at blive kælet af sommeren døgnet rundt,« siger hun.
»Den glæde er jeg meget bevidst om. Og jeg har tænkt på, om det er noget af det samme for mænd at have kondom på, som det er for en kvinde at gå med buksestrømper, så huden aldrig er nøgen. Det er virkelig dejligt at tage dem af.«
Suste er 52, men ser langt yngre ud, en lys, nordisk skønhed med et blidt væsen, der dækker over en nærmest lidenskabelig vedholdenhed, når hun sætter sig noget for. Hun har let til at rødme, men kan totalt ugenert fortælle om sin betagelse af ikke kun sine egne bare lår, men også af skønheden i mandelår.
I hendes atelier hænger et to meter højt foto af hendes tredje ægtemands behårede, muskuløse overben. Ham er hun stadig gift med, selv om det vakte en vis opsigt, da et dagblad trykte hendes åbenhjertige skildring af sin uhjælpelige fascination af ham trods hans løgne og mange bedrag.
– Giver det negative reaktioner, at man skriver om sit eget stormombruste forhold?
»Det var ikke ment som det debatoplæg, det blev. Teksten var en kunstners udsagn til en bog om smerten ved at elske et andet menneske. Men det giver bagslag og skræmmer især mænd. Tænk, hvis deres egne koner begyndte at skrive om dem – oh rædsel. Der er et og andet at tage fat på, hvis man ikke lyver og siger, at alt er så fint, så fint. Så det at være åben om den slags, opfattes af nogle som et svaghedstegn. Men jeg synes, det er fuldstændig latterligt ikke at kunne være ærlig, også om sådanne ting. Jeg tror, at når folk åbner sig for mig i atelieret, og jeg får nogle rigtige billeder af dem, er det, fordi jeg selv åbner mig over for dem.«
»Og kærligheden er livsfarlig, man kan dø af den, som den lille havfrue,« tilføjer hun alvorligt.
»Ved du, hvad en havfrue er? Det er en, der har ofret sin stemme for kærligheden og har været parat til at gå på glasskår. Jeg er selv en havfrue og genkender straks havfruetrækkene hos kvinder, jeg møder. Man skal virkelig have styrke for ikke at blive som skum på vandet...«

Under overfladen
Styrken finder Suste blandt andet, når hun lægger et par rullemadrasser bag i sin lille Suzuki-varevogn, fjerner presenningen og lader håret flyve frit i vinden, mens hun sammen med børnene eller helt alene kører til den yderste kant af landet, et eller andet sted ved vandet. Hun finder den også, når hun samler sine venner til en sangaften, og når hun næsten hver morgen sætter sig til sit flygel og spiller og synger en lovsang til lyset – en af de mange vidunderlige danske salmer, der handler om det lys, som er så sparsomt her i Norden og derfor så nærmest ekstatisk berømmet.
Flyglet har hun arvet fra sin mor, den fru Tone, som Suzanne Brøgger har skrevet et heltinde-epos om. Og Tones børn voksede ikke op med verdenshavet, men på Nikolaj Plads. Det nærmeste vand var Frederiksholms kanal.
»Så stod man der og kiggede og drømte sig til alt det, der er under havoverfladen. Det er de drømme, jeg stadig arbejder med,« siger Suste, som i øjeblikket kæmper for at få skabt en undervandspark med den lille havfrue og hendes seks søstres havhaver på strækningen fra Langelinie-pavillonen og op til lyst-bådehavnen – lige efter den melankolske statue, som skuffer så mange turister ved sin lidenhed.
Den smukke idé med en havfruebugt, hvor man fra tre flydepontoner kan kigge ned i det lave vand og opleve syv kvindelige danske billedkunstneres fantasier over havfruernes haver, ligger fint i forlængelse af Suste Bonnéns årelange fascination af H.C. Andersen, af havfolket i hans eventyr og alt det, der ligger under havets – og sindets – overflade.
»Det er jo de følelser, der ligger under overfladen, det handler om. Det er derfor, H.C. Andersen overhovedet har beskæftiget sig med havfolk – fordi de er billeder af den anden side af det menneskelige sind. Og det er stærkt stof. Han var så dybt bevæget, at han græd, da han skrev eventyret om den lille havfrue.«
Suste Bonnéns første Andersen-projekt var undervandsskulpturen Agnete og havmanden. H.C. Andersen-huset i Nyhavn, som hun og hendes daværende ægtefælle, erhvervsmanden Jørgen Rossen, satte mange millioner i, gik ned på grund af mangel på offentlig støtte. Men det hus – og havfruebugten med – har København brug for nu, hvor H.C. Andersens 200 års dag skal markeres som en verdensbegivenhed i år 2005, mener Suste Bonnén.
»Problemet er, at 90 procent af midlerne til kunst går til formidling og til lønninger til kunstpædagoger og kunst-historikere – og så er der kun ti procent tilbage til at lave nyskabende kunst for. Alle disse formidlere har ambitioner – de vil helst selv spille ud og invitere en kunstner til at udføre deres egne projekter. Men det virker kunstnerisk begrænsende allerede på idéplanet,« erklærer hun energisk og fortæller, at hun for at gå til modstand mod den tendens er gået ind i bestyrelsen af Billedkunstnernes Forbund.

Af vand er du kommet
Suste Bonnén bor ikke selv ved det hav, hun føler sig så knyttet til – havudsigt er blevet en kostelig vare på dagens boligmarked, og det er længe siden, hun residerede på Egtofte, lige ud til Øresund, havde gartner og stuepige og kunne iføre sig de bedste og dyreste klæder. Men hun lever til gengæld med det næst-bedste, nær himmelhvælvet – på sjette etage i en beboelsesejendom på Frederiksberg, hvor hun ud over en stor tagterrasse har fotografisk atelier og bolig for sig og sine børn.
De to piger, Nynne og Tone, er voksne og flyttet hjemmefra. De yngste, sønnerne Nicolaj og Sofus, er kun 13 og 11 år.
Her er mange blå havfarver og en lys, svævende stemning. På væggene hænger enorme portrætter af de mennesker, kendte og ukendte, som Suste har haft besøg af i sit atelier og fået til at udfolde overraskende sider af sig selv. Mange af dem husker man fra udstillinger og de bøger, hun har skabt over temaer som far og sønner, mødre og døtre – eller bare mennesker, som de er, alene i livet.
Men der er også fotos af glitrende hav og folk på vej ud i det salte element. Og Suste Bonnén kan i denne sommer ofte mødes ved Langelinie, hvor hun ivrigt fotograferer det farvand, der en dag skal rumme havfruernes haver. Måske, hvis kulturens dørvogtere giver midler til det.
– Får du mange ideer, der har med vand at gøre?
»Ja, hver eneste gang jeg er ved vandet, bobler det frem med ideer. Og egentlig føler jeg mig meget fremmed overfor begravelsesritualet – at »af jord er du kommet«. Jeg føler virkelig, at man kommer fra vandet, og hver eneste gang jeg er i bad eller svømmer, mærker jeg den samklang. Vi ER jo kommet af vand, vi har ligget i vores mors fostervand, ikke?«
»Min far, arkitekten Alf Refer, blev rigtig, rigtig gammel og syg af alzheimers til sidst. Jeg tog ham med op til Hornbæk for at gøre ham lidt glad og fik ham med ud i havet. Og i det øjeblik, han var derude, blev alle hans bevægelser som en ung mands. Han havde været sportsmand hele sit liv, og nu var han igen som en fisk i vandet, boltrede sig i bølgerne, og jeg troede et øjeblik, at der var sket et mirakel.«
»Men så kom han op, slæbte sig op på stranden – og pludselig blev han en gammel, syg mand igen.«
»Den oplevelse bekræfter for mig, at vi kun rigtig er os selv i vandet. Og at moderne mennesker er kommet alt for langt væk fra havet.«

*Dette er den anden artikel i en serie samtaler med livs- og sommernydere om sanselighed og syndefuldhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her