Læsetid: 7 min.

De sortklædte kvinder fra Sotin

Mens kroatiske kvinder søger sandheden om deres mænds og drenges skæbne, lever enhver mandlig serber med angst for at blive tiltalt. Krigens ikke-bearbejdede traumer hindrer forsoning i Østslavonien
23. juni 2001

Ofrene
VUKOVAR – I landsbyen Sotin uden for Vukovar har en gruppe bondekvinder rejst et stort telt – et tempel for de to ting, de sortklædte kvinder har tilbage: Troen på Gud og hadet til serberne.
Teltdugen er draperet med fotos af 70 mænd og drenge – gift med, sønner af, brødre til de sørgende og forbitrede kvinder. Alle mændene forsvandt, efter at den jugoslaviske hær, JNA, og serbiske para-militære bander rykkede ind i og gradvist, landsby for landsby, by for by, underlagde sig Østslavonien i sensommeren og efteråret 1991.
Vokslys, masser af lys, er tændt for de dræbte, forsvundne og formodet døde mænds sjæle. For de efterladte kvinder gives ingen sjælefred. Til august har kvinderne siddet i teltet i Sotin hver eneste dag i to år – i en blanding af sorgbearbejdelse og protest. De har kun ét krav, som de til gengæld forfølger kompromisløst: De vil vide, hvad der er sket med deres mænd og drenge.
Anica Ljubas, en af de yngste og den mest pressevante af kvinderne, har fået vished.
»Min søn blev taget fra hospitalet i Vukovar i november 1991. Han var såret, men blev hevet ud af sin seng, taget med og skudt og efterladt i en massegrav sammen med ca. 200 andre. Jeg begravede ham for tre år siden«.
’De har hadet os altid’
30 af ansigterne på teltduggen er blevet lokaliseret i massegrave rundt om i Østslavonien – især i den største i Ovcara, en landsby lige uden for Sotin. Og for restens vedkommende er håbet om nogensinde at finde dem i live mindre end beskedent. Men kvinderne bliver ved at mødes i teltet, indtil landsbyens serbere fortæller, hvor de forsvundne mænd og drenge er.
»Vi har gået rundt og banket på døren i hvert eneste serbisk hjem i landsbyen for at spørge, hvor de har lagt vores mænd, men ikke én vil hjælpe os. Men vi bliver ved, indtil den sidste person er fundet,« siger en anden af kvinderne, Evica Djukic.
»Min mand blev taget i marken, mens vi begge gik og arbejdede. Og det var ikke den jugoslaviske hær, der tog ham, det var ikke para-militære bander – det var serbere fra landsbyen. Det var folk, vi arbejdede sammen med, drak kaffe med og holdt bryllupper og fødselsdage med. De tog vores mænd og plyndrede vores huse, efter at hæren var kommet til landsbyen d. 14. og 15. oktober. Vi kender dem alle. Og selv om de mest aktive nu er flygtet til Serbien, bor deres familier her stadigvæk. De ved besked. Selvfølgelig ved de besked.«
Den fremmede journalist undrer sig over, hvorfor landsbyens serbere med ét kunne forvandles fra naboer til krigsforbrydere. Men også det har kvinderne svar på:
»De hadede os, og de har gjort det hele tiden – også når de sad i vores stuer og drak kaffe. Det var deres plan at rense Sotin for kroater, brænde vores huse af og ødelægge kirken, så snart de fik en lejlighed til det. Vi indså det bare ikke, før det var for sent« siger Evica Djukic.
»Der er ingen tegn på medfølelse, ikke det mindste. Tværtimod sidder serberne og gør tre-finger-tegn (det serbiske sejrssymbol, red.), når bussen fra Vukovar til Serbien passerer teltet,« siger Anica Ljubas.
Således fortsætter livet i Sotin, en større landsby med 3.000 indbyggere i et af Østslavoniens vindistrikter. Landsbyens kroater og de ca. 1.000 tilbageværende serbere har ingen kontakt.
»Vi ignorerer dem. Vi kigger dem ikke ind i øjnene, når vi mødes på gaden. De eksisterer ikke for os. Jeg har fem børnebørn, og jeg har lært dem, at de aldrig må have kontakt med de serbiske børn,« siger Djukic.
– Men er der da slet ikke nogen serbere i byen, der ikke deltog i massakrerne, og som I kan tale med?
»Der var nogle få,« siger Anica Ljubas. »Men to af de moderate serbere begik selvmord, og nogle rejste. De kunne heller ikke holde ud at være her. Der er et par serbiske familier tilbage, vi kunne tale med under andre omstændigheder – men de tør ikke, som tingene er nu.«
Kvinderne i Sotin føler sig svigtet – af den kroatiske regering, der ikke har formået at skaffe retfærdighed, og ikke mindst af det internationale samfund, der »kun taler om det serbiske mindretals rettigheder«.
»Hele verden synes, at vi skal kunne leve sammen med serberne. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre?,« siger Anica Ljubas, inden kvinderne pakker sammen for dagens manifestation og går til messe i kirken overfor.

Udvist til fængslet
I et fængsel i Osijek, den største by i Østslavonien, har den 40-årige serbiske eks-politimand Milenko Macura indledt en sultestrejke sammen med 17 andre serbiske fanger.
Han gør det i protest mod den dom på seks års fængsel, som han fik i maj for krigsforbrydelser. Han protesterer også, fordi en appelsag i et kroatisk retssystem, der er stift og lider af mangel på kvalificerede dommere, nemt kan trække ud i to-tre år. Og fordi Macura – med forsvarsadvokaten Andrej Geor-
gievskijs ord – »er ved at blive syg og vanvittig«.
Milenko Macura er et kendt navn hos de danske myndigheder. Han kom til Danmark sammen med en række andre serbiske flygtninge fra Østslavonien i foråret 1998 og søgte om politisk asyl. I december samme år fik han afslag og måtte rejse tilbage. Det skete med Flygtningenævnets ord for, at de overgreb, han måtte have bedrevet som politimand i Østslavonien under det serbiske styre i 1991-95, var omfattet af en kroatisk lov om amnesti til alle, der ikke havde gjort sig skyldig i grovere krigsforbrydelser. Desuden stod Macura ikke på den officielle kroatiske liste over eftersøgte krigsforbrydere.
Men kort efter hjemkomsten blev Macura arresteret og anklaget for krigsforbrydelser efter en paragraf i kroatisk straffelov, der kunne give 20 års fængsel. Efter anklageskriftet skal Macura i to tilfælde have mishandlet kroatiske arrestanter og i et tilfælde, under en politirazzia, have truet med at skære halsen over på en kroat. For en måned siden blev Macura fundet skyldig og idømt seks års fængsel.
Information forsøgte at få adgang til fængslet for at tale med Macura, men fik ikke den nødvendige tilladelse af de kroatiske myndigheder.
Macuras advokat, Andrej Georgievski, mener, at der er tale om »oplagt justitsmord«. Og det »ikke fordi jeg er hans advokat, men på baggrund af kendsgerninger.«
»Macura blev dømt, selv om han ved to vidnekonfrontationer enten slet ikke blev genkendt eller ikke blev genkendt med sikkerhed. Han blev dømt, selv om jeg i retten kunne påvise, at en anden politimand ved navn Macura, som imidlertid er flygtet til Serbien, passer langt bedre med vidnernes signalement«
»Om et af vidnerne mod Macura har vi ekspertudsagn for, at han ’ikke skelner mellem virkelighed og fantasi’. Et andet vidne har personlig vinding i at vidne mod Macura. Dommeren vidste, han sad med en dårlig sag, men turde ikke løslade Macura på grund af folkestemningen. Derfor dommen på seks års fængsel, der er en mild straf, hvis han var skyldig i forbrydelserne.«
Andy Burridge, chef for OSCE i Vukovar, som overvåger Østslavoniens integration i Kroatien, vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men han mener, at der er mange problematiske forhold ved det kroatiske retsopgør mod formodede krigsforbrydere.
»For det første bliver serbiske mænd arresteret og anklaget for krigsforbrydelser, selv om de ikke står på den officielle liste over krigsforbrydere. Der er en tendens til at sige: ’Du har været politimand under serbernes besættelse, du må have begået krigsforbrydelser’. For det andet kan der sættes spørgsmålstegn ved de kroatiske myndigheders definition af en krigsforbrydelse. Er det en krigsforbrydelse at råbe højt af eller true en indsat? Vi ser i nogle tilfælde serbere stillet for retten for forhold, der burde være omfattet af amnestien.«

Forsoning mulig?
Serbiske mænd lever med frygten for, at deres navn pludselig skal optræde på en af de mange uofficielle lister over krigsforbrydere, der florerer på internettet eller – på traditionel Balkan-vis – hænges op på vejtræerne. Og mange angiver den uvished som årsag til, at de vil væk fra Østslavonien. Kroatiske kvinder leder 10 år efter krigen stadig efter ligene af deres formodentlig myrdede mænd og børn. Et nyligt fund af endnu en massegrav i Vukovar by – 22 lig er foreløbig gravet op fra en brønd – har forgiftet stemningen yderligere. Er forsoning overhovedet mulig?
»Vi har prøvet med international støtte at arrangere konferencer og workshops for både meningsdannere og unge fra begge grupper. Den slags kaldes altid ’succesrig’ i referater og årsberetninger. Men vi vil ikke arrangere flere i overskuelig fremtid«, siger Ljubomir Mikic fra Vukovars Fredsgruppe, som er en af de små organisationer, der arbejder for forsoning.
»Med den stemning, der hersker nu, og det had, medierne spreder, drukner alle gode intentioner. De internationale organisationer bør spare pengene til konferencer og bruge flere på at skaffe jobs til Østslavonien. Økonomisk udvikling er det eneste, der kan trænge hadet i baggrunden. På længere sigt,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu