I LØRDAGS lykkedes det Danmark at blive værtsland for et nyt videnscenter, som får til opgave at registrere al tilgængelig information om den biologiske diversitet på jorden. Intet mindre.
Biller, frøer, alger, karse, raptosaurusser og streptokokker: Alt vil kunne findes i de enorme databaser, der i dag enten ikke findes, eller står fordelt over hele verden uden noget som helst samlet overblik. Det vil det nye center lave om på. Global Biodiversity Information Facility, GBIF, som det hedder, er et enormt ambitiøst projekt, som skal udnytte de nye IT-værktøjer til at gøre den samlede viden om den biologiske diversitet tilgængelig for alle, der har lyst til at være med. Tanken er god og stor, og man kan kun håbe på, at det vil blive en succes på trods af eller netop på grund af den voksende tendens til det modsatte, nemlig den bioteknologiske industris ønske om at patentere og hemmeligholde den biologiske viden.
DET DANSKE konsortium bag projektansøgningen viste sig at have de bedste kort på hånden. Ud over Danmark havde Holland, Spanien og Australien budt ind på at blive vært for det prestigefyldte GBIF-sekretariat. Danmarks force var efter sigende, at sekretariatet her ville få status af en international institution, således at den danske regering ikke på nogen måde vil kunne bestemme over dens prioriteringer.
De andre lande tilbød ikke den samme grad af autonomi, selv om de teknisk måske havde været bedre kvalificeret til at løse opgaven. I forhold til Den Tredje Verden er den politiske dimension af at have adgang til en demokratisk og uafhængig institution langt vigtigere end ekspertise og computerregnekraft. Som den glade danske repræsentant i GBIFs bestyrelse, Henrik Balslev fra Afd. for Systematisk Botanik på Aarhus Universitet, har formuleret det: »Vi har brugt vores styrke som lille land på den allerbedste måde, hvorimod de andre har brugt deres styrke som store lande på den dårligste måde.«
DET NYE sekretariat vil være tilknyttet Zoologisk Museum i København, og det vil bestå af et kæm-pe netværk af biodiversitetsdatabaser, som man vil kunne bruge via Internettet fra alle steder i verden. GBIF vil altså blive bygget op som distribuerede databaser, hvor eksisterende databaser bindes sammen og gøres transparente for andre søgesystemer. Dataerne vil altid ligge hos det land, der stiller dem til rådighed. Dermed vil de enkelte lande selv være herre over informationerne om deres lands flora og fauna. Dette er vigtigt, fordi man på den måde kan undgå beskyldninger om, at landet blot forærer sine dyrebare informationer til de industrielt højtudviklede
nationer uden selv at få glæde af dem. Faktisk er det det omvendte, der snarere bliver tilfældet. Langt den største viden om udviklingslandenes biodiversitet findes nemlig i de europæiske museer og samlinger.
Desuden er der blandt udviklingslandene et voksende krav om, at de gamle koloniherrer skal levere de stjålne kulturskatte tilbage til de rette ejere. Den samme interesse vil opstå omkring biodiversitetsdata, og det vil derfor være afgørende, at alle data bliver let tilgængelige i de pågældende lande.
UD OVER at være en stor gevinst for den danske biodiversitetsforskning er projektet et godt eksempel på, hvordan man i dag skal kortslutte de institutionelle barrierer for at nå resultater i en globaliseret kultur. I tilfældet med GBIF er der tale om et tæt samarbejde mellem enkeltpersoner i forskningsministeriet og Zoologisk Museum. Nærmere betegnet er de to helte Hugo von Linstow fra Forskningsministeriet og direktøren for Zoologisk Museum, Henrik Enghoff. Det er dem, der har været drivkraften bag projektet. Men også forskningsminister Birte Weiss skal roses for en åbent sind. Hun har erkendt at den slags viden ingen grænser bør have, og at man kun kan skabe tværfaglige resultater gennem en aktiv indsats fra flere forskellige niveauer samtidigt. Nu mangler det bare, at også erhvervsministeren og dermed Patent- & Varemærkestyrelsen forstår, at opdagelsen af, hvordan liv er opbygget, er én ting, og opfindelsen af medicin eller nye materialer en anden. Det sidste kan patenteres, det første ikke.
DER VIL givetvis opstå en masse problemer på vejen. Man skal ikke kun regne med slåskampe mod medicinalfirmaer, der gemmer på deres enorme viden. Man skal også regne med, at mange allerede eksisterende databaser tager sig dyrt betalt for deres informationer. Til gengæld er perspektiverne for forskningen glædelige. På nordisk og europæisk plan vil man kunne udnytte det nye sekretariat som et trækplaster til at skabe nye programmer, således at der kan opstå et frodigt, internationalt forskningsmiljø inden for biologisk diversitet i Danmark. Et samarbejde med de statslige udviklingsorganisationer vil desuden kunne udbygge Danmarks position som en ledende bidragyder til udviklingslandene. Det er en stor mundfuld alt sammen, men det er godt begyndt.
