Udstilling
Langt de fleste udstillinger af kunst i institutionelle rammer begrundes med en klar intellektuel ide, som satte det hele i gang. Dette behov for at lade det videnskabelige, den diskursive analyse begunstige myten om det nøgterne overbliks suverænitet, fejes med en stor og selvfølgelig armbevægelse af bordet af museums-inspektør Lennart Gottlieb. Han står lige nu, bag udstillingen Intim/Sublim på Århus Kunstmuseum. En manifestation, der med stor overbevisning iscensesætter værker af Vilhelm Hammershøj, Hein Heinsen og Erik A. Frandsen så helt uventede og overraskende indlysende sammenhænge åbenbares.
Et sug i maven
Udstillingen startede, som et sug i maven, da Lennart Gottlieb så de tre herre i samme rum i forbindelse med Nordisk Melankoli i 1997. Fornemmelse satte ham i gang, og snart skulle det vise sig, at intuitionen førte ham direkte ind i en kraftfuld treklang, der helt af sig selv, kan fremkalde voldsomt forførende transformationer og sammenhænge.
Udstillingen sidestiller de tre ligeværdigt uden nogen smålig skelen til alder og
oeuvre, og det går an, fordi de udvalgte værker er så indlysende beslægtede. Desuden sker det forunderligt forfriskende, at de i hinandens selskab, nærmest ophæver alle tidligere besværgelser om tungsind og melankolsk religiøsitet. I stedet eksploderer værkerne sammen i en visuel krudttønde, som man over for det isolerede værk ikke skulle tro var mulig.
Veldrejet popduet
At opleve Heinsens blankpolerede skulptur i selskab med Frandsens blinkende røde neonhjerte giver et frydefuldt sammenstød: Heinsens reflekterende overflader blinker omkap med neonlysets reklameeffekt så det begynder at ligne en veldrejet popduet!
Rundt om hjørnet hober Heinsens minimalistiske magentafarvede og metallic blanke Sinuskurver sig op på gulvet i en koloristisk og næsten svulstig dialog med Hammershøjs tomme rokokosal. Det fine er, at fraværet i værkerne, her ophæves i mødet, og en transformation fra tyngde til lethed, sker med det begærlige bliks mellemkomst.
Hovedet under armen
Gottliebs påstand om, at man bare kan se sig igennem udstillingen holder hele vejen, for tag blot hovedet under armen og se udstillingen med maven; oplev hvordan Frandsens plasticbakker hopper over på Hammershøjs interiører og se hvordan Heinsens ansigtsløse hoveder spejler og forskyder sig over på Hammershøjs lærreder og omvendt. Mærk Frandsens store intim/barrierefotostater i det store rum, hvor Heinsens sammenstykkede fragmentalskulptur krænger sig ind og ud, som Hammershøjs model står nøgen og kontaktfjern i det åbne rums kølige lys. Stå intimt ansigt til ansigt, med den levende model bag Frandsens hvide neonlys.
Det sublime får her en nutidig sanselig forståelsesramme, som løsriver sig fra den traditionelle forbindelse med naturoplevelsens katalyse, som bringer mennesket i kontakt med det store verdensalt. Verdsliggørelsen vulgarisere ikke i denne sammenhæng og udstillingen undgår den overpædagogiske fælde. Den er underholdende uden at være respektløs, fordi den lader værkerne stråle sammen af egen uforstærkede kraft, og det er smukt simpelthen.
Overflødig DEMO
I Simon Genman (UK) og Christopher Sperandios (USA) univers bliver virkeligheden og kunsten gjort til underholdning, med tegneserien og primitiv animationsfilm som medium bliver kunsten »let tilgængelig for alle og enhver.« Sådan skriver udstillingsansvarlig Tine Colstrup i pressemeddelelsen til deres udstilling »Wienerbrød tre historier fra det unge Århus.« Herom skal der ikke herske nogen tvivl, for de tre minutters bestillingsarbejde, som vi nu har adgang til i Demorummet på Århus Kunstmuseum, skjuler intet for sit publikum, bortset lige for det nok så væsentlige, spørgsmål om, hvorfor i alverden vi skal belemres med det?
Overflødig
Det havde nok været mere præcist at skrive, at kunsten i hænderne på Cartoon Kings, bliver ligegyldig for enhver. For de tre tarvelige og på alle måder uengagerede tegnefilmstumper, som dårligt kan kaldes historier, oser langt væk af en forblindet kuratorkanon, der tilsyneladende også her i landet har overdøvet en selvstændig refleksion, som kunne have forhindret, at også Århus skulle danne baggrund for Kartoon Kings såkaldt stedrelaterede kunst.
De tre sandfærdige bidder af Miriam fra Tilsts liv er manifest trivielle uden nogen synlig begrundelse ud over den, at det er virkeligheden jo, og det på trods af kunstnernes pubertære forkærlighed for småspektakulære ting som prutter og strippere (!?). Har man hørt det før Gab! Det er da fint at kunstnerne har lært sig en bevidst klodset og kulørt tegne- og animationsstil, bare synd at de ikke har noget at bruge den til.
*Intim/Sublim. Århus Kunstmuseum. Dgl. 10-17. On. 10-20. Ma. lukket. Til 9. sep.
*DEMO 1/2001. Århus Kunstmuseum. Til 12. aug.
