Læsetid: 6 min.

Succesrige Slovenien på flugt fra Balkan

Med høj vækst, politisk stabilitet og stærkt på vej ind i EU er Slovenien den eneste succeshistorie efter Jugoslaviens sammenbrud. Men en ny Jugo-subkultur er opstået hos de unge
25. juni 2001

GORICA/LJUBLJANA – Det var altså her, det begyndte. Det var ved grænsestationen Rozna Dolina (’Rosendalen’), som skiller den slovenske by Gorica fra sin italienske tvilling Gorizia, at et af de første væbnede sammenstød fandt sted i Jugoslaviens lange dødskamp, hvis terminale fase – måske – finder sted netop nu i nordmakedonske bjerge.
Tine Bozic var med dengang – i den kedelige position som slovensk menig i den jugoslaviske hær, JNA, som for 10 år siden, den 27. juni 1991, fik ordre til at bemægtige sig kontrollen med alle grænsestationer på Sloveniens grænse til Italien og Østrig.
En beslutning truffet af Jugoslaviens sidste regeringschef, Ante Markovic, som reaktion på den slovenske selvstændighedserklæring to dage tidligere. En beslutning, der skulle sikre, at indtægterne fra Jugoslaviens mest lukrative grænse gik i den føderale kasse.
Forbundshæren mødte ingen modstand, da den med alle sine tanks og talmæssigt overlegen overtog kontrollen med Rozna Dolina-stationen, husker Tine Bozic. Men han husker især dagen efter, da medlemmer af den slovenske styrke, Territorialt Forsvar (knapt mere end et godt bevæbnet hjemmeværn), dukkede op med en granatkaster og fik en JNA-kampvogn til at gå op i flammer.
»Ingen havde egentlig ventet modstand, og alle var chokerede. Selv var jeg helt ude af mig selv. Der var ingen gnidninger mellem slovenere og andre på min kaserne, og det var mine kammerater, der døde. På den anden side var jeg slovener, og jeg var sat ind i krigen mod mit eget land«.
Tine Bozic besluttede – som de fleste andre slovenere – at forlade hæren. Nogle sluttede sig til den slovenske styrke, de fleste tog bare hjem. Tine med det påskud, at hans mor var syg. Alt var kaos, kommandostrukturen brudt ned, og heller ikke officererne kunne se meningen med det, de var sat til.
Efter 10 dages krig – og 64 dræbte på begge sider – tog hærledelsen konsekvensen og trak sig ud af Slovenien. Landet var ikke interessant for den, der i stigende grad gav ordrerne, den serbiske præsident Slobodan Milosevic. Der var intet serbisk mindretal af betydning, og kræfterne skulle koncentreres om Kroatien.

Vækst og stabilitet
10 år efter er Gorica en fredelig handelsby, der lever højt på den så godt som åbne grænse til den italienske søster-by. En flok unge italienere har krydset grænsen for at købe ski og trekking-udstyr, der skulle være af fin kvalitet på den slovenske side. Slovenerne myldrer forbi grænsebommen for at anskaffe sig tøj, sko og fødevarer.
Situationen i Gorica afspejler hele Slovenien: Stabilitet, økonomisk vækst – og stærkt på vej til at blive integreret i de europæiske strukturer, i første række EU.
»Det er gået bemærkelsesværdigt godt for Slovenien i betragtning af, at slovensk industri med krigen tabte næsten hele det jugoslaviske marked, svarende til 50 procent af bruttonationalproduktet,« siger Marjan Svetlicic, professor i statsvidenskab ved universitetet i Ljubljana.
»Men tabet blev kompenseret med stærkt øget eksport til EU, og de seneste år har den slovenske vækst ligget omkring fem procent. Arbejdsløsheden er syv procent og faldende. Økonomiske reformer er stort set gennemført – de sidste, privatisering af banker, teleselskaber og kraftværker, følger nu. Og alle reformerne er sket gradvist med meget lave sociale omkostninger.«
Med til billedet hører, at det er det gamle slovenske kommunistpartis spidser, der har gennemført markedsreformerne – og som endnu sidder på de altdominerende poster i slovensk politik.
Den gamle partichef, Milan Kucan, sidder i sin anden, og sidste, periode som landets, i øvrigt stærkt afholdte, præsident. Og Janez Drnovsek, indtil 1991 slovensk medlem af den kollektive jugoslaviske ledelse, præsidentrådet, har været regeringschef i næsten hele perioden siden selvstændigheden og er det fortsat efter et kanonvalg for hans parti sidste efterår.
Føjer man dertil Alpernes smukt svungne, græsdækkede kurver og lilleput-hovedstaden Ljubljanas vidunderlige gader, pladser og broer med bygninger og ornamenter i barok og jugendstil, ja, så er Slovenien vel det nærmeste, man kommer et stille, centraleuropæisk paradis på jord – et paradis, som menes at blive blandt de allerførste kandidatlande, der sluses ind i EU.

EU’s ’diktater’
Men netop når EU nævnes, kommer den første sky på den slovenske himmel. Lige meget, om man taler med departementchefen i den slovenske regerings EU-kontor, chefredaktøren eller studenteraktivisten er alle godt trætte af den måde, Slovenien er blevet behandlet på i forhandlingerne om tilpasningen til EU’s fælles lovgrundlag, Acquis Communautaire.
»Det er især, hvad der opleves som EU’s unfair behandling, der har vakt modstand i Slovenien. Plus at det går så godt økonomisk, at flere og flere tror, at Slovenien kan stå på egne ben som et nyt
Schweiz,« siger Jani Sever, chefredaktør for det politisk-kulturelle tidsskrift Mladina.
»På den ene side siger EU til Slovenien: ’I er så rige, at I ikke kan blive undtaget for EU’s bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed’ – altså må alle EU-borgere kunne investere frit i produktion og fast ejendom i Slovenien fra første øjeblik. På den anden side siger EU: ’Slovenske borgere kan ikke få fri adgang til EU’s arbejdsmarked i op til syv år, for vi kan ikke have alle de fattige slovenere til at stjæle vores job’.«
»Det hænger ikke sammen! Og selv om syv-års reglen ikke kommer til at betyde meget for Slovenien – vi får brug for at importere arbejskraft de kommende år – så er det dybt krænkende at blive behandlet sådan«.

Gamle bånd
Chefredaktørens vrede deles af den ellers Europa-begejstrede befolkning, hvor der er svindende tilslutning til EU-medlemskab. Seneste meningsmålinger siger 40-45 procent ja mod 30-35 procent nej.
Og modstanden er bred. Fra det mere nationalistiske højre, hvor der især er frygt for, at italienere skal opkøbe, hvad de tabte af land efter Anden Verdenskrig.
Til en mere jugo-nostalgisk centrum-venstrefløj samt dele af erhvervslivet, der er imod, at en ny Schengen-grænse skal hæmme Sloveniens handelsforbindelser og persontrafik til Kroatien, Bosnien og Serbien.
Sloveniens forhandler-team har forlangt en 10-årig afviklingsperiode for den frihandelsaftale, landet har indgået med Kroatien og Bosnien og er tæt på at indgå med Serbien. Men Europakommissionens svar har været et blankt nej.
Her rører EU ved et ømt punkt. På den ene side har det officielle Slovenien travlt med at distancere sig fra al balkansk kaos og uorden og etablere billedet af Slovenien som et moderne vestvendt land.
På den anden side har en stor del af befolkningen stadig mange personlige bånd til de andre sydslaviske nationer, de kulturelle forbindelser er stærke og voksende, og de økonomiske ligesådan: Slovenien er igen blevet den største udenlandske investor i Bosnien, en af de største i Kroatien og er stærkt på vej i Serbien.

Ny jugo-subkultur
»Efter 1991 var der mange, der sagde ’ciao, Jugoslavija!’. Vi kunne ikke komme væk fra Balkan hurtigt nok, og det var en god fornemmelse at stå på egne ben i de første tre år«, siger Tanja Rener, sociolog fra Ljubljanas universitet.
»Men efterhånden er Slovenien blevet et kedeligt, indelukket centraleuropæisk land. Vi er en del, der savner det mere sydlandske Balkan-temperament, den diabolske, selvironiske humor, de gode fodboldhold, de intelligente kunstnere og det at kunne rejse frit i eks-Jugoslavien uden at skulle stå i kø efter visum«.
Også Josip Broz Tito, det socialistiske Jugoslaviens grundlægger og mangeårige leder, har fået en renæssance.
En meningsmåling, foretaget af tidsskriftet Mladina, viser, at fire ud af fem slovenere, 79,3 procent, »vurderer hans gerninger positivt eller overvejende positivt«ã, mens kun 7,2 procent ser negativt på ham. For seks år siden var de tilsvarende tal 67 procent positivt og 10 procent negativt.
Der er ikke kun tale om jugo-nostalgi hos ældre generationer. Blandt de helt unge, der kom til verden, da marskal Tito døde i 1980, er der de seneste par år opstået en jugo-kultur.
På Ljubljanas Christiania, Metelkova – en jugoslavisk kaserne, der er genopstået som center for Ljubljanas subkultur og politiske aktivisme – optræder mange bands og teatergrupper fra Kroatien, Bosnien og – især – Serbien.
»Vi går på Jugo-club, holder Balkan-parties og ser gamle jugoslaviske film som f.eks. ’Slaget om Neretva’ med Richard Burton,« siger Nina Marolt, der studerer økonomi og politisk videnskab, når hun ikke arrangerer demonstrationer.
»Men det er nok mere Balkan end socialismen, vi savner,« tilføjer hun.

*Artiklen er den tredje i en serie om Jugoslavien, 10 år efter krigens begyndelse. De to første stod i Informations temaavis, Mordet på Jugoslavien, d. 23. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu