(2. sektion)
Tegneserie
Med 31. bind i serien om Asterix, Latraviata har den tilbageværende af de oprindelige skabere, tegneren Albert Uderzo på snart 74 år, besluttet at trække sig tilbage fra tegnebordet. Det er hermed en af sidste århundredes største, bedste og populæreste tegneserier, der bliver sat punktum for. Og det er nok meget godt, for siden manuskriptforfatteren René Goscinnys død i 1977 har der ikke været meget at berette om, og hellere huske de gamle velfortalte episoder med knivskarpe dialoger og geniale intriger, end den nuværende slappe afjogging. At læse Asterix i dag er måske ikke lige så pinefuld som at se Olsen Bandens sidste kup, men man sidder unægteligt tilbage med en fornemmelse af en oplevelse, man snildt kunne være foruden.
Rammerne er ellers i orden, Uderzos altid bløde karrikerede tegninger har sat scenen for den lille idylliske gallerby, de charmerende, bondesnu indbyggere er på plads og udenfor lurer de
obligatoriske garnisioner af romere, der kun venter på, at gallerne skal blive påvirket af deres frygtede trylledrik. Det er et charmerende og elskeligt påfund, der har holdt i over 40 år, men nu kan
Uderzo altså ikke holde ideen gående længere.
Ekstra finte udebliver
Som bekendt har Asterix og Obelix fødselsdag på samme dag, og til deres overraskelse får de besøg af deres mødre. De har medbragt en gave fra fædrenes butik, et sværd og en hjelm, der tilhører den romerske oprørsleder Pompejus. Da han får nys om dette, spærrer han Asterix og Obelix fædrende ophav inde og sender en
spion til gallerbyen medbringende en skuespiller, der på en prik ligner en af byens tidligere indbyggere, den underskønne Lillefix. Denne femme fatale skal lokke sværdet og hjelmen ud af Asterix og Obelix, men i stedet sætter hun blodet i kog hos de to ungkarle, og mens de bliver hundset med af deres tyranniske Kirsten-Giftekniv-mødre, indleder romerne en eftersøgning af Pompejus forsvundne udrustning.
I sig selv ikke noget originalt plot, men halvdårlige historier i Asterix er tit blevet reddet af veloplagte indslag: Muntre portrætter af landsbyens arketyper, fra den makrellugtende fiskehandler til den fuldstændigt talentløse trubadur, rappe replikker kongenialt oversat til dansk af Per Daa, nedrige romerske officerer og deres stakkels menige, der udmærket ved, at gallerne venter lige om hjørnet med et lag tæsk, og så sørøverne, der selv sørger for at sænke deres skib, så snart de uovervindelige gallere er i sigte.
Glæden ved gentagelsen af disse herlige situationer har altid været et af de ubetalelige træk ved Asterix, men denne gang mangler den ellers sædvanlige nye finte, der er med til at holde løjerne friske.
Slidt op
Asterix er slidt op og desværre et symptom på, at Europas gamle klassiske albumserier er i krise, i hvert fald for en dansk læser, som grundet tidernes ugunst ikke bliver forkælet med det nye fra de toneangivende fransksprogede seriemarkeder. Forlagene herhjemme klamrer sig til velafprøvede serier, men at blive ved med at sætte sin lid til genoptryk af guldrandet papir som Tintin, Splint & Co., Asterix, Lucky Luke, Carl Barks Anders And o.a., uden at nye serier formår at vinde indpas, er ærgerligt og på længere sigt livstruende for branchen.
Lad os takke Asterix for alle de glæder, serien igennem tidens løb har bragt, og lad os så komme videre!
*Albert Uderzo: Asterix 31: Latraviata. 48 s. i farver. 49,50 kr. Egmont Serieforlaget
