Tennis
Her i juni måned, med Roland Garros og Wimbledon lige efter hinanden, bliver jeg som sædvanlig fanget ind. Og Eurosport har ikke ligefrem fedtet med det. Der har været ca. otte timers Roland Garros om dagen til og med finalen i går, som for tredje gang blev vundet af den topseedede brasilianer Gustavo Kuerten. 3-1 over Alex Corretja
Nu er der så en lille pause før det går løs i Wimbledon, men på en måde går jeg glip af juni. Jeg ved godt, at der er hvidtjørn og syren osv. derude, men når først tennisdramaet er gået i gang, kan jeg næsten ikke komme væk fra skærmen.
Det, der fanger mig, er tennisspillets evne til at få det værste frem i folk. Der var engang, hvor jeg troede, det på en paradoksal måde hang sammen med tennissens image som indbegrebet af britisk fairness og gentlemanopførsel og stil. En sport for Stefan Edberg-typer, der koncentrerer sig 100 procent om spillet, behandler modstanderen med respekt og aldrig henvender sig til dommeren med en appel om at få omstødt en fejlkendelse til egen fordel. Tværtimod har jeg et par gange set Edberg gøre dommeren opmærksom på, at modstanderens førsteserv faktisk var god, selv om den blev dømt fejl. To bolde om og en Edberg, der blev forgudet af det engelske publikum.
Her var det så, McEnroe kom ind på scenen og begyndte at råbe Asshole! til linjedommeren og I hate this country! til publikum på Roland Garros. I det hele taget indførte han et nyt element, Oplivende snak med tilskuerne, (invigorating conversation with the crowd, i den amerikanske presses formulering), hvor det mest berømte eksempel vel er hans: »Har du nogen andre problemer ud over at være arbejdsløs og sinke?«
Men det er egentlig ikke det, jeg mener med at få det værste frem i folk.
Jeg tror, McEnroe havde en helt fin forståelse af, at folk også kunne få nok af Edberg og hans slags, en enkelt bad guy engang imellem var lige, hvad Wimbledon trængte til. I gamle dage havde vi også Axel Mathiassen i min egen klub, ALTS. Han blev en kendt mand i Hjørring engang, fordi han ikke brød sig om Hjørringpublikummet, og midt mellem en første- og en andenserv tog han så også en Oplivende snak med tilskuerne: »Hør, skal I bønder ikke snart hjem og høste?« Dårlig opførsel men folk strømmede til, ikke mindst når han spillede i Hjørring.
Selvhadere på banen
Nej, det virkelige drama begynder først, når de unge selvhadere kommer på banen. Folk, der selv har spillet tennis, kan sikkert huske, hvordan det var dengang, skal vi sige i 13-15-årsalderen, hvor alting pludselig kunne vende sig mod én. Selv om man efterhånden havde fået opbygget et ret omfattende slagrepertoire, selv om man vidste, at ens potentiale rangerede skyhøjt over ens modstanders, så kunne det godt gå galt, og som regel netop mod en underlødig modstander, ens mor for eksempel. Og det særlige ved tennis er, at man ikke har andre end sig selv at skyde skylden på.
Jeg kan godt huske, at min mor spillede for luset, uden rigtige grundslag så at sige, så jeg slet ikke havde noget at slå på, jeg kan også huske, at der var uregelmæssige opspring på en bane, som ikke blev passet ordentligt, og så var der også alt for åbent, så serven blev forstyrret af blæsten men jeg kan især huske, hvor stor lyst jeg havde til at banke tennisketsjeren ned i banen og slå den til pindebrænde, for når ikke jeg var kommet videre på 14 år, hvad skulle jeg så overhovedet med en ketsjer?
Mig, Hingis og Safin
Men det gjorde vi ikke i 50erne, tennisketsjere var dyre. Det er her, jeg ser den store forskel mellem mig og Hingis. Eller Marat Safin.
Hingis og Safin er hovedeksponenter for den selvhadende spillestil, i en kvindelig og en mandlig udgave, og når de er på banen, ved man aldrig, hvad der kan ske. Der er også noget næsten 14-årigt over deres ansigtstræk, som er bløde og forkælede og så sårbare, at man næsten kunne unde dem at have deres mor med på banen (hvad Hingis faktisk også har).
Samtidig spiller de så guddommeligt tennis, når det kører, at man egentlig godt kan forstå, de ikke kan holde ud at tabe til alle de, bevares, udmærkede andre tennisspillere, der også løber rundt på Roland Garros. For tabe, det kan de ikke, så begynder de at smadre ketsjere. Hingis gør det lidt mere i overført forstand hun rykker sin selvforagt ind i selve spillet og prøver at få publikum imod sig også, som da hun begyndte at serve underhåndsserv på matchboldene mod Steffi Graf i finalen i Roland Garros i 99.
Marat Safin går mere direkte til værks og smider ketsjerne hid og did. I år tabte han til Santoro, der efter min mening spiller lidt lige som min mor i 50erne, snu, men uden rigtigt format, og der røg en enkelt ketsjer. Men hans samlede ketsjersmadring var 48 (1999) og 36 (2000), og her taler vi bare om dem, der er officielt registreret, fordi der var et vågent, hadefuldt, men fascineret publikum omkring ham.
Det, der fascinerer mig aller mest, er næsten Safins eget mentalhygiejniske syn på sagen: »At smadre ketsjere? Det gør jeg af og til for at slappe af. Nogle mennesker syr. Andre smadrer.«
