Læsetid: 6 min.

Ti tekster fra en tabt krig

Informations udsendte under krigen i Bosnien, Jan Stage, fortæller i ti beretninger om årene fra 1992-95
23. juni 2001

Tilbageblik
1 – Efteråret 1991
En klam morgen. Stiller ind på CNN. Den jugoslaviske flåde bomber Dubrovnik. Dubrovnik ligger i Jugoslavien. Altså bomber Jugoslavien sig selv. Det er ikke til at fatte. Der bliver også talt om Vukovar. Hvor i helvede ligger Vukovar? Jeg er helt uforberedt. Som de fleste formoder jeg. Og som de fleste tænker jeg, at dette her, det går over. Så rejser jeg til Karibien og fisker sammen med min ven, kaptajn Phillipert, som også er en habil obo-spiller. Men da jeg atter vender hjem, er det ikke gået over.
Nu er det ikke Dubrovniks solide arrede mure eller Vukovars frygtelige ruiner, der præger skærmbilledet. Nu er det bevæbnede bander og flygtninge og huse, der segner sammen under granatild. Kaos og lovløshed over alt i Kroatien og Bosnien. Men jeg tænker stadig: Det går over.
Måske ser jeg det som en renselsesproces.

2 – Maj 1992
Vi kommer frem til Drina og grænseposten ved Zvornik. Maskingeværerne glammer inde i byen. Minareterne bliver sprængt i luften. De bosnisk-serbiske grænsebetjente vil først ikke lade os passere. Og skyderierne kender de ikke noget til. De kan ikke høre noget. I ventetiden læser jeg Ivo Andric. En billigudgave af Broen over Drina: »Men selv om man ødelægger her, så bygger man vel et eller andet sted. Der findes vel endnu fredelige egne og forstandige folk, der kender til Guds kærlighed. Hvis Guds hånd ikke mere er over denne ulykkelige by ved Drina, så er det vel ikke tilfældet med hele verden og med alle de lande, der findes under solen. Disse mennesker kan da ikke fortsætte sådan til evig tid. Og dog, hvem ved? Hvem ved ...?«
I tusmørket kører vi gennem en bombet og nedbrændt landsby. Tavsheden breder sig i bussen.
»Hvad i himlens navn er her sket«? spørger jeg. Først er der ingen, der ønsker at svare. Mine medpassagerer kan ikke få øje på noget spe-cielt. Jeg gentager mit spørgsmål.
»Muslimer,« svarer de så. »Terrorister, de fremmede.« Nu vil jeg have at vide, om det var dem, der ødelagde landsbyen? En hovedrysten.
»Nej , de boede her. De boede her, og nu er de borte.« Jeg konkluderer, at muslimerne er blevet smidt ud, og at deres huse er blevet bombet og brændt.
»Det ved vi ikke,« lyder svaret. »Vi ved bare, at nu er de et andet sted henne.«

3 – Juni 1992
De første flygtninge dukker op i den provinsby, hvor jeg tilbringer sommeren i Danmark. De gør sig næsten usynlige, som mennesker gør det, når de har set døden. En af dem spørger mig ofte om, hvad klokken er? Jeg kan se på hans højre håndled, at han selv har haft et ur en gang. Det har tegnet en lys stribe hen over hans solbrændte hud.

4 – Juni 1992
Atter Sarajevo. Men denne gang inde i byen. Ikke som tidligere ude hos serberne på Pension Olympik i Pale, hvor det er svært at sove på grund af granatbragene inde i Sarajevo-dalen, men hvor man vågner op til lyden af ko-bjælder.
Sarajevo er en forbrydelse. Snigskytternes boulevard. De gamle kvinder, der bliver skudt ned et bestemt sted på Marskal Tito-gaden, hvor fotograferne venter på de bedste billeder.
Professor Kristic, som sidder i sin gennemhullede lejlighed, Kong Tomislavsgade nr. 10 og stadig drømmer om at udgive næste nummer af et tidsskrift om atmosfærens forurening. Vandsamleren, der bliver skudt for øjnene af mig oppe ved banegården. »Voda,« når han at stønne. »Vand.«
Nætterne på Holiday Inn. Tælle granatnedslag. Håbe på heldet. Efter nogle uger endelig lufthavnen. Men den danske kaptajn vil ikke have passagerer med. »Nej,« siger han og smækker døren i. Hans læber dirrer af angst. Luftwaffe flyver mig ned til Split.
»Der må ryges,« dekreterer den tyske pilot. »Folk som jer må ryge så meget, I ønsker.« Jeg har mareridt og råber op om natten, da jeg er kommet hjem. Min familie skændes om et sommerhus.

5 – Oktober 1992
Vi kan stadig gå over Stari Most, den gamle, tyrkiske bro. Det vil sige: I Mostar, det evige forårs by, går man ikke. Man løber. Serberne har tabt byen, men sender stadig granatbyger ned over den. De rammer en tøjforretning. Voksdukkerne kastes ud på hovedgaden. De ligger og stirrer på mig med øjne, der har været døde, længe før dette slagteri begyndte. Min kone fotograferer. Så falder der en granat en snes meter borte. Hun begynder at græde.
»Jeg har to dejlige børn,« stammer hun. »Hvorfor skal jeg være her?« Hun har ikke fotograferet siden.

6 – Februar 1993
Muslimerne og kroaterne lurer på hinanden i Travnik. Muslimerne er undermennesker, siger den kroatiske kommandant.
Men desværre er de i flertal. Han har helt klart planer om at slå sig sammen med serberne for at jage dem ud. Jeg lægger vejen om Ivo Andric’ fødehjem. Et smukt, bosnisk hus med svalegang og højrygget tagkonstruk-
tion.
»Ta’, hvad du vil ha’,« siger kustoden. »Det her hus bliver alligevel snart brændt ned.«
Jeg nøjes med to postkort, men jeg tænker stadig på nobelprisvinderens diplomat-uniform. Den var udstillet i en montre, som jeg håber stadig er uden skader. Men det er et spinkelt håb. Andric var multietnisk. Født i Travnik, men diplomat for serberne i Beograd.

7 – April 1994
Ermin er kommet til byen sammen med sin kone og deres søn. Endnu en flygtningefamilie. Muslimer fra Banja Luka, serbernes strong-hold. Ermin var politibetjent den gang, alt var normalt.
Nu skal han lære dansk. Han skal på pc-kursus. Han skal integreres. Han skal have en bolig. Han skal ud på arbejdsmarkedet, som de siger på rådhuset. Men Ermin er underligt fraværende. Ser han syner? Er der en fare omkring det næste hjørne? Vi holder gadefest og synger fra vores sangskat.
Ermin har fået et hus i gaden. Men han deltager ikke. Jeg spørger ham hvorfor ikke, Ermin? Han svarer, at han allerede en gang har stolet på sine naboer!

8 – Juni 1994
Mostar igen. Fronten mellem den muslimske og den kroatiske bydel. Støder på en tysk skarpskytte, som har solgt sig til kroaterne med tarif og det hele. Jeg besøger hans bunker. Der lugter af svovl, våde sandsække og ugegammelt sved. I hans skudfelt ligger liget af en ældre kvinde. »Jeg har ikke skudt hende,« bliver han ved med at sige. »Jeg sigter kun mod fjenden, og så rammer jeg til gengæld.« Det viser sig, at han taler sandt. Han bider negle, men han taler sandt. »Det var et andet vagthold, der skød hende, og så lå hun det meste af et døgn og jamrede sig, før nogen fik medlidenhed med hende og affyrede den sidste kugle.«

9 – December 1995
NATO har et stykke tid bombet de lede serbere. Deres jerngreb om Sarajevo er løsnet. Nu stirrer de lige ind i nederlaget. Men de bider sig fast i Groavica, en bydel hvor de serbiske officerer holdt til, før opløsningen begyndte. Det sner. Vådt og ubehageligt. Rygtet går, at de vil brænde hele området af, før de forlader det. Mellem de forfaldne højhuse støder jeg på en sindsforvirret herre, der råber efter mig, at han kan otte sprog. »Men hvad nytter det, når jeg er serber?«
Jeg tænker: »Dø, dit dumme svin, dø din paranoide, serbiske død.« Så langt er jeg selv kommet ud.

10 – November 1998
Tilbage i Sarajevo på en tv-opgave sammen med Frank Esmann. Årstiden taget i betragtning er det en smuk og mild aften. De unge par går hånd i hånd. Forretningerne bugner af varer. Trafikken er tæt. Holiday Inn er genopbygget. Menukort og sigøjnerorkester i restauranten. Det eneste minde om krigen er SFOR-patruljerne. Russere, danskere, belgiere, franske legionærer, italienske alpejægere med fjer i hatten. »Ja, men det ser jo imponerende ud,« siger Esmann. »Men sig mig lige, er her fred?« »Som i en vulkan,« svarer jeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu