Læsetid: 6 min.

Tilbud om forståelse

Preussen i centrum Berlin godt et årti efter “Wende” (1)
30. juni 2001

Intermetzo
Denne sommers Berlin byder på tre store udstillinger, som hver for sig og tilsammen anlægger vide perspektiver, samt fintegner billeder af den del af Europa som på godt og ondt – mest det sidste – blev bestemmende for væsentlige træk i verdensdelens udvikling i det 19. og 20. århundrede.
I Charlottenburgs Orangeri har Deutsches Historisches Museum og Preussische Schlösser und Gärten Berlin-Brandenburg takket være en hær af specialister og en ordentlig skovlfuld penge samlet en anskuelighedsudstilling vedrørende Preussens 300 års fødselsdag. Det begav sig således at kurfyrstendømmet Brandenburg i 1701 ophøjedes til kongedømmet Preussen med Friedrich 1. – ham med slottet i Köpenick – som dettes første statsoverhoved. Grundlaget var hermed lagt for Preussens storhedstid med foreløbig militær, politisk og territorial kulmination under Frederik den Store, ham der spillede fløjte, konverserede dannet med Voltaire og i øvrigt var en afsporet blodhund. Udstillingen i Charlottenburg begrænser sig i sine veludstyrede montrer og rigt behængte vægge til at vise optakten til Preussen og lader altså kulmination, nedtur og opløsning ligge. 1871 blev Preussen en del af det tyske rige, og godt 60 år efter reelt lagt i graven ved det såkaldte Preussen-kup, da Hitlers senere vicekansler von Papen, fik præsident Hindenburg til at afskedige Preussens ministerpræsident og selv lod sig indsætte som rigskommissær. Denne manøvre var egentlig ment som modtræk mod Hitler, men gavnede nazisterne, eftersom Preussen var den del af Tyskland, der opviste stærkest politisk modvilje mod
Hitler og hans bande.
Charlottenburg peger tilbage til rødderne for denne statsdannelse, der i Danmark efter krigene 1848-64 fik en så ilde klang at betegnelsen Preussen den dag i dag udløser nationale paratfordomme.
Charlottenburg-udstillingen tjener til at vise den mangfoldighed, som statsdannelsen også var udtryk for, den rigdom, den kunstneriske styrke – især inden for håndværket – og den forvaltningsmæssige og sociale højkultur, der strålede ud fra Königsberg og Berlin.
Noget helt andet er at de preussiske herskere stort set hele bundtet op til 1701 var så grimme, at det er et under de fik børn og at malerne overhovedet turde male dem.
Udstillingens tekniske højdepunkt er en virtuel realistisk genskabelse af kongeslottet i Berlin, som DDR-regimet var så barbarisk at sprænge i luften, skønt det ikke var håbløst ødelagt af bombardementerne. Stemningen stiger for at genopbygge slottet, skønt det næppe bliver til noget lige med det samme Berlins elendige økonomi taget i betragtning.

Den anden store berliner-udstilling har til huse i Gropius og hedder Europas Mitte um 1000. Som det fremgår af titlen spinder arrangørerne – Europarådet med endnu en sværm af specialister fra Tyskland og omgivende nationer – en lang ende over begrebet Centraleuropa i højmiddelalderens begyndelse. Her grundlægges så at sige strukturerne for nyere tids europæiske statsdannelser og opdelinger i folkeslag og stammer og her anes de første og stærke bestræbelser på at føje handelsinteresser sammen med religiøse og politiske strømninger. Ikke altid med lige stort held. Denne vældige vandreudstilling, der kommer fra Budapest og Krakau og fra august efter Berlin henlægges til Mannheim, siden Prag og Bratislava – mærkeligt nok er østrigerne ikke med – er et overflødighedshorn af materielle vidnesbyrd og kunst fra det vældige og befolkningsmæssige vidt varierede område: det slaviske, det germanske og det (hellige) romerske. Men påstande om sammenhænge kan i al deres imponerende materielle dokumentation af den ene pragtgenstand efter den anden virke overvældende og ind i mellem noget søgt.
Måske er udstillingen ét stort påskud for at udgive et drøn af et katalog, som man helst skal have folk til at slæbe hjem for sig. Tre bind på tilsammen 7,7 kilo og 1.543 glittede storsider, rigt illustreret med artikler om siger og skriver alt emnet vedrørende. Inklusive overvejelser over, hvor fjernt og periferisk danernes område var – og er – i forhold til det centraleuropæiske. De danske forbehold er og forbliver – parentetisk bemærket, men ikke desto mindre historisk belagt – et anliggende for os selv og det vi tror på og egne nedgroede negle, de andre kan være og er så inderligt ligeglade. Udvalget af genstande understreger nordeuropæernes berettigede mindreværdskomplekser. Orv, hvor var de dygtige – og rige i forhold til vadmelsfolket ved de kølige jyske fjorde og flade øer imellem bælterne!
Angående Gropius Bau planlægges nu et tilstødende byggeri for at skaffe permanent plads for Topographie des Terrors, den hidtil interimistiske udstilling om nazisternes overgreb mod deres modstandere i kældrene under Gestapohovedkvarteret, der lå her. Den nye museumsbygning er også tænkt som ramme om DDR-tidens foretagsomhed. Det bliver alt i alt et hyggeligt sted.

Tredje store udstilling, der for tiden er en eftermiddag værd, inden man med fuld musik kaster sig ud i det overdådige berlinske restaurationsliv, er Stiftung Stadtmuseum Berlins præsentation i Ephraim-Palais – Berlins smukkeste gadehjørne som man siger – af fødselaren Eduard Gaertners værker i righoldigt udvalg. Gaertner (1801-77) der besynderligt nok ikke har fået plads i Encyklopædien, er en bemærkelsesværdig topografisk maler med sikker sans for at anbringe sin tids mennesker på strategisk interessante steder i billedfladen. Umiddelbart får en dansk beskuer associationer til Købke, Rørbye og Fattig-Holm. Alle tre på én gang. Gaertner besidder til fulde Købkes maleriske raffinement, Rørbyes journalistiske nysgerrighed og Fattig-Holms betingelsesløse præcision i by- og andre prospekter. I den forstand er Gaertner samtidig en fortrinlig kilde til en tid umiddelbart forud for den fotografiske. En dråbe malurt i begejstringens bæger kan være konstateringen af at Gaertner i korte øjeblikke – meget korte – kan have en tendens til det let sødlige. Men i reglen er gengivelsen først og fremmest nøgtern – som eksempel en tom barrikade under revolutionen i 48 – et øjeblik fastholdt for evigheden, hvor den samvittighedsfulde præcisionsgengivelse er selve meddelelsen i billedet. Eller et anstrøg af humor som næsten aldrig mangler hos Gaertner. Ser man godt efter på de store panoramabilleder af hele Berlin, konciperet fra Friedrichswerderschen Kirche, er en lille unge i et vindue fjernt, i en næsten uendelig dybdeskarphed ved at få tørt på af sin determinerede mor. En hund skaber sig om benene på en rytter, og et andet barn har revet sig løs og er på vej over taget til folks forskrækkelse. Eller kunstneren har sneget sig selv ind i en af Berlins slots førstesals-arkader og står og tegner sig selv, der tegner slottet.
For slet ikke at tale om lyset i Gaertners billeder, hvad enten han er til olie på lærred eller akvarel på bøtte. En mester. Pas imidlertid på ved besøget i Ephraim-Palais. Visse steder i Berlin, antræffer man kustoder med hang til det eksercerende. Kan hænde en rest af Untertan-samfundet. Reglerne er til for at overholdes. Man må i Ephraim-Palais ikke bære sit eget eget overstykke over armen. Det siger nemlig reglerne, for så kan man rende med alle billederne under jakken. Det nytter af erfaring ikke at diskutere rimeligheden.

Sidst men ikke at forglemme i denne servicemeddelelse om Berlin sommeren 2001 bør rundviseren pege på de utallige arrangementer i anledning af 40 året for murens bygning. Det skete den 13. august 1961 og gjorde med ét alting endnu grimmere. Bystyret har udgivet en folder i anledningen, ellers kald: www.13-august.de.
I øvrigt spiser man godt i Café Einstein på Unter den Linden. For nu at være flink ved sig selv i et jubilæumsår i Preussens nye gamle centrum efter nedslidning til knæene på disse betagende tilbud om forståelse af Tysklands nære forudsætninger.

*Fortsættelse følger næste lørda

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her