Læsetid: 3 min.

Trubadour på slap line

Ray Davies gav et værdigt og perspektivrigt show i Tivoli, hvor recitation, historiefortælling og musik gik op i en højere enhed
7. juni 2001

Koncert
På et tidspunkt i 60’erne og 70’erne bølgede diskussionen om, hvorvidt rockmusik kunne opfattes som datidens folkemusik – hvilket på det kraftigste tilbagevistes af de såkaldte folkies, for hvem en arkaisk udtryksform var/er alfa og omega. Folkemusik blev pr. definition spillet på akustiske instrumenter af – helst tussegamle – folk, der aldrig klædte sig ekstravagant, ikke førte et udsvævende, dekadent liv og som til hver en tid udviste den største respekt for traditionen, mens de både hånede og afskrev kommercialisme, popularitet og pladesalg som udslag af den ondskabsfulde kapitalismes evne til at vildlede masserne.
Pudsigt nok gør en elektronisk musiker som Anders Remmer (Future 3 m.m.) sig den dag i dag til talsmand for de samme synspunkter i forhold til det massekulturelle – dog fra en anden platform.
Oh well – de der folkies tog fejl. Som komponisten Aaron Copeland sagde: »Vil man vide noget om 60’erne, så spil The Beatles’ musik”.
Og i samme åndedrag kunne man nævne Stones, Who, Kinks, The Doors, selvfølgelig Bob Dylan og mange flere, som satte strøm til musikken og blastede alt, hvad datidens forstærkere kunne trække. At de skrev samtidshistorie er efterhånden klart for enhver, men at de også tonsatte den mentalhistoriske afdeling gås der lovlig let henover.

Renset for nostalgi
Den slags tanker fór gennem hovedet på Deres udsendte, som han sad tryllebundet i Glassalen i Tivoli og lyttede til Ray Davies i de to timer, hans inciterende show Storyteller – med afsæt i prosaværket X-Ray – tager at afvikle. Ray Davies var i sin tid frontfigur i det mest britiske af alle de såkaldte British Invasion-bands, The Kinks. I den forbindelse rystede han en forbløffende mængde slidstærke og meget elegante sange ud af ærmet, alle afsunget med umiskendelig britisk udtale. Ved at stå hårdt på sin britiske særart skabte Ray Davies fundamentet for den i 90’erne så grasserende britpop, der gav os så fine navne som Blur, Suede og Pulp. Men som Davies tirsdag aften stod på scenen, akkompagneret af sin akustiske guitar og en elektrisk guitarist, rensede han en gang for alle luften for nostalgi ved at fremstå spillevende og nærværende og tilsyneladende fuldt ud klar over, at hans bedste sange er skrevet. Der var en stærk, men uanstrengt overvægt af de klassiske Kinks-sange fra gruppens storhedstid 1965-70. Fra åbneren ’Sunny Afternoon’ til det afsluttende ekstraekstra-nummer ’Days’ formåede disse udødelige skæringer såvel at fortælle et stykke mentalhistorie – London, Swinging Sixties, pludselig berømmelse med tilhørende nedtur, berømmelsens bizarre klasseløshed – som at fremstå så dugfriske som f.eks. ’Det var en lørdag aften’ eller ’Greensleeves’.
Renset for trommer og bas var sangene (be)fri(et) for pynt og ornamentering og helledusseda hvor de holder! Selv ’topical songs’ som ’Dedicated Follower Of Fashion’ og ’A Well Respected Man’ stod distancen, men det var sager som ’Where Have All The Good Times Gone’,
’Autumn Almanac’, ’Tired Of Waiting’, ’See My Friends’ og ’Victoria’, der fik denne skribent til at brøle med af fuld hals.

To enkle budskaber
Ind i mellem de mange musikalske perler, læste Davies tekststeder fra prosaværket X-Ray, samt reminiscerede om sin barndom på Muswell Hill. Det gjorde han med varme, humor og uforfalsket kærlighed til den børnerige arbejderklassefamilie, han voksede op i, med vægten lagt på det ’front room’, hvor radioen, grammofonen, klaveret samt den sofa, hvor alle Davies-børnene gjorde deres første seksuelle erfaringer, stod. Han havde to budskaber: At den udskældte og foragtede ’popular music’ har givet ufatteligt mange mennesker et medium at udtrykke følelser, som de ellers har det svært med. Og at det eneste, man ikke kan bruge til noget her i livet, er bitterhed. Bitterheden er den store menneskeødelægger, hvilket han illustrerede med historien om, hvordan en rygskade forhindrede ham i at blive den (gode) fodboldsspiller, han havde talent til. Parallelt hermed fik han meget vittigt givet historien om, hvordan The Kinks blev til. Varmt, selvironisk, kærligt og generøst øste Ray Davies fra et kildevæld af minder og erfaringer uden hverken at gøre sig klogere eller dummere, end han er. Ydmygt og dog stort.

*Ray Davies’ Storyteller-show, Glassalen, Tivoli, tirsdag.
*Davies spiller i Glassalen igen i aften. Der er er stadig billetter at få.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu