Læsetid: 5 min.

Unionens fremtid på spil

Dagens valg i Storbritannien vil give et fingerpeg om, hvor stærke de skotske og walisiske selvstændighedskræfter er
7. juni 2001

STIRLING – »Sean Connery kommer i eftermiddag. Han er heroppe for at hjælpe os med vores kampagne,« fortæller Jim Clark ivrigt, mens han tager et lille pust fra dagens kampagnedont.
Han kører ellers rundt i det skotske nationalpartis mobile kampagnevogn med de store reklamer og spreder ordet: »Hallo, vi er her for at promovere vores kandidat Keith Brown. Hvis I støtter ham på torsdag, vil han støtte jer fremover.«
Men det kan nu godt være, at Sean Connery er et større trækplaster. Det er i hvert tilfælde ham, der er i aviserne dagen efter.
Symbolikken er egentlig lidt underlig. Det var i Stirling, at skotterne under ledelse af helten Braveheart slog de lede engelskmænd tilbage i 1297 og vandt uafhængighed. Men i dag kører Jim Clark rundt og prøver at få folk af huse og få dem til at stemme til det britiske parlament i Westminster. Også selv om hans parti SNP går ind for skotsk selvstændighed.
Det var der selvfølgelig god grund til, efter at Skotland på trods af Bravehearts store indsats meldte sig ind i unionen igen i 1707 og lod sig styre fra London. Men i dag har skotterne – igen – deres eget parlament i Edinburgh, så hvorfor dog så besvære sig med at stemme til det britiske?

Londons lange arm
Keith Brown, kandidaten der meget vel kan tænkes at snuppe det syvende mandat for SNP i Westminster, mener at der er gode grunde til at stemme på skotsk nationalisme i dag.
»Det er rigtigt nok, at vores eget parlament bestemmer en masse. Men jo kun inden for den økonomiske ramme, som vi får fra London. Vi må stadig gå med hatten i hånd til London, hvis vi vil have mere. Og vigtigste ting såsom forsvar bestemmes stadig suverænt i London,« siger han.
Alligevel er det klart, at hans eget hjerte banker for at komme tilbage til Skotland. Også selv om han vinder en plads i Underhuset i dag.
»Jo, hvis jeg kommer ind, håber jeg faktisk, at det ikke varer så længe. Fremtiden ligger i Skotland. Især, selvfølgelig, hvis vi bliver selvstændige,« siger Keith Brown.

Stærke selvstyrekræfter
Uanset det penible spørgsmål om skotsk selvstændighed, er der ingen tvivl om, at dagens valg vil sætte selvstyret inden for den britiske union endnu mere på dagsordenen, end det allerede er.
Valget er det første nationale, siden Skotland fik sit eget parlament, ligesom Wales og Nordirland har fået deres egne forsamlinger.
Bl.a. er det sandsynligt, at englænderne vil begynde at synes, det er mærkeligt, at skotterne i Underhuset skal være med til at bestemme over hele Storbritannien, mens engelske parlamentsmedlemmer ikke kan være med til at bestemme over de ting, som det skotske parlament nu har ansvar for.
Det kan give anledning til engelsk nationalisme og deraf følgende ønsker om et engelsk, regionalt parlament.
Valget kan også gå hen og give et fingerpeg om, hvorvidt Storbritanniens allerede eksisterende opløsningstendenser vil forstærkes, som Keith Brown og hans SNP parti håber.
Eller om folk simpelt hen indretter sig på et system med forskellige grader af dominans.
»Det vil blive interessant at se, om vi får et to-trins system i Storbritannien. Hvor folk i regionerne stemmer på én måde ved nationale valg og på en helt anden måde til deres egne valg,« siger professor Patrick Dunleavy fra London School of Economics.
Hverken skotterne eller waliserne ventes at stemme så meget som en enkelt lille konservativ ind i Underhuset, og på national plan fører New Labour også stort i meningsmålingerne.
Så New Labour er så godt som sikret genvalg. Spørgsmålet er bare, hvor stort flertallet bliver.

Konservativ krise
De konservative har ikke formået at matche – endsige gendrive – New Labours politik, især hvad angår de offentlige tjenesteydelser. De konservative har slået på yderligere skattenedsættelser, mens New Labour har slået på øgede offentlige udgifter.
Men en del af de konservatives dårlige meningsmålinger skyldes også, at den konservative leder, William Hague, i virkeligheden slet ikke har ført kampagne for at vinde parlamentsvalget.
Det ved han godt, at han – eller nogen som helst anden leder for den sags skyld – ikke kan efter den gevaldige øretæve, som partiet fik i 1997, da New Labour scorede et flertal på hele 179 af Underhusets pladser.
I stedet har William Hague ført en helt anden kampagne – nemlig for at blive på posten som partileder efter valget.
Hans strategi har været at fokusere på partiets euroskeptiske kernevælgere – for ikke at sige euro-fjendtlige, stærkt individualistiske, skatteforskrækkede og til tider fremmedfjendske 30 procent af briterne, som aldrig kunne drømme om at stemme på noget som helst andet parti end de konservative.
Men Hague, som på ingen måde er ubegavet, ved jo godt, at britiske valg ikke kan vindes af kernevælgerne alene. Valgene kan kun vindes, hvis man appellerer til midten. Den midte har New Labour stjålet fra de konservative, og Hagues strategi har klart været som en god, gammeldags feltherre, at drage de loyale tropper tæt ind til sig og regruppere for så siden at kunne være bedre klar til angreb. Formentlig ved næste valg, altså om fire-fem år.
Om William Hagues satsning giver pote, vil vise sig. Det afhænger af, hvor stort tabet bliver. Men umiddelbart lyder de fleste gætterier på, at Hague godt kan blive siddende. Ikke mindst fordi meget få i partiet selv har lyst til opgaven, men også fordi der ikke er nogen umiddelbart indlysende afløser.

Blairs balancegang
Mens de konservative slås indbyrdes, kan New Labour efter alle solemærker at dømme blive siddende på regeringstaburetterne i endnu en parlamentssamling. Det vil i givet fald være første gang, at en britisk arbejderpartiregering vinder to valg i træk.
Med premierminister Tony Blairs og regeringens stærke fokus på offentlige tjenesteydelser vil det blive hér, at den nye regering skal træde i karakter.
Det vil dermed også blive hér, at den kommende regering åbner flanke. For hvis det nu ikke lykkes de næste fire-fem år at give Storbritannien bedre skoler, hospitaler og offentlig transport, ja så er der kun én vej at kaste mudderet – mod London.
Og her ligger de konservatives chance. For slet ikke at tale om de skotske nationalister og deres meningsfæller i Wales.
Går det galt for Blair i næste regeringsperiode, kan de selvstyrekræfter, han selv har sluppet løs, ende med at fortære såvel hans egen regering som nationen.
Om ikke andet vil det glæde gamle Braveheart. Og Sean Connery.

FAKTA
Blair i front
*Den seneste meningsmåling i dagbladet The Guardian spør følgende rocentvise udfald af dagens valg:
New Labour: 43
De konservative: 32
Liberaldemokraterne: 19
Andre: 6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu