Læsetid: 12 min.

V E S T E R B R O

Susanne og Nuller Christensen bor i lejligheden ved siden af deres datter Heidi og hendes familie. Køkkendørene til bagtrappen står som regel åbne, så familien nemt kan besøge hinanden. Det er aften, og Susanne sidder i lænestolen ved sofabordet. Hendes mand, Nuller, hviler sig i værelset ved siden af
30. juni 2001


Jeg flyttede hertil for 29 år siden sammen med Nuller. I starten kunne jeg ikke lide at gå gennem gaden, for der stod folk alle steder. Bare det at gå fra opgangen og hen til gadehjørnet så havde man talt med sytten mennesker, som man ikke kendte overhovedet. Jeg kunne ikke lide, at alle tiltalte én. Det var jo egentlig bare almindelige bemærkninger som, nåh, er du lige flyttet ind og nej, en sød unge, du har. Jeg var bare vant til, at man sagde høfligt ’goddag’ og gik videre. Men så fandt jeg ud af, at det var søde og rare mennesker ligesom alle andre, og da børnene blev større, så var det de folk, som holdt øje med ens unger. De vidste godt, at Heidi og Lene skulle være inde i gården.«
Gaden begyndte at forandre sig for 10 år siden. Folk begyndte at forsvinde. Kioskerne og butikkerne lukkede. Det skete længe før, byfornyelsen gik i gang.
– Heidi har fortalt, at I sov ude i gården?
»Det skete et par gange i løbet af sommeren. Første nat, nogen sov i gården, kom de næste dag fra ejendomskontoret og brokkede sig. Det skulle ikke være nogen campingplads. Det betød så, at næste nat sov endnu flere dernede. Vi lå på madrasser, og jeg ved ikke hvad. Ejendomsselskabet blev også skrup-sure, da vi begyndte at skrue bordene løse og flytte dem. De var boltet i jorden. Men de havde jo ikke taget højde for, hvor solen var mest, så vi skruede dem af. Det var der også en hel del ballade med. Men til sidst affandt de sig med, at sådan var vi nu engang. Hvis vi ikke måtte, så gjorde vi det. Sådan var stemningen nok. De kom også med et påbud om, at der ikke måtte være hunde, men det kunne du ikke sige til folk, der havde haft hund i mange år, og de var stor set også ligeglade.«
»Man kendte alle folk i gaden mere eller mindre. For eksempel Troels, som var matros. Når de første dage i måneden var gået, havde han brugt sine penge. Nuller gik tit op til ham med en tallerken, når jeg havde lavet mad. Jeg var veninde med mange af mødrene. Der var især ABC, Anita, Britta og Connie. De var trillinger. De havde to børn hver. Vi gik ture og talte om alt muligt. Helt almindelige ting. Børn. Skoler. Men de er flyttet. De fleste fra vores opgang flyttede lidt efter lidt. Der er slet ikke nogle tilbage af de oprindelige. Nogle blev skilt, desværre. Nogle døde og andre fik bare bedre lejligheder.«
»Jeg glæder mig til, at lejligheden bliver byfornyet, og det skyldes først og fremmest, at jeg gerne vil have et badeværelse. Og så bliver det rart med fjernvarmen. Vores lejlighed er meget kold og fugtig om vinteren, og vi har kun brændeovn og en elektrisk ovn. Træet får vi fra gården. Der ligger meget affaldstræ fra de trapper, som bliver revet ned i byfornyelsen. Det er jo lidt hårdt at rende og slæbe træ, og man bliver jo ikke yngre, men jeg elsker min brændeovn. Der er en helt speciel duft, når den brænder.«
»Vi bliver boende, selv om huslejen stiger efter byfornyelsen. Jeg tror heller ikke, jeg kunne føle mig tilrette andre steder. Jeg er vesterbroer. Det er min gade, synes jeg. Det er min gård. Var min gård. Jeg er ikke så glad for den nye gård, vi får, men det er måske op til én selv, at gøre den til ens egen.«
»Det er underligt, hvor hurtigt alting kan forandres. Jeg har ikke nogen, jeg kan rende på døren mere. Der er heller ikke nogen, jeg laver mad til. Det kan ske, Nuller tager mad med til en eller anden på værtshuset, som har siddet der et par dage, men det er ikke så tit. Hvis vi har noget tøj, ryger det i posen til dem ovre på pladsen, der sidder jo mange folk, som ikke har så meget. Nuller giver dem posen. Der er altid en eller anden, som kan bruge det og de er glade for det.«

Nuller vågner i værelset ved siden af stuen. Man kan høre ham stå ud af sengen og gå ud i entréen, hvor han strækker sig. Man kan ikke se ham, men pludselig triller en voksen mand hen over gulvet og op foran indgangen til stuen. »For satan,« råber han. Så rejser han sig op i fuld højde og træder ind i stuen. Han smiler fornøjet. Han har t-shirt på og seler. Han sætter sig i lænestolen for enden af stuebordet.
Nuller lægger den ene fod over det andet knæ, hvorved der åbenbarer sig et større hul i strømpen under foden. Indefra er hullet dækket med en 100-krone seddel.
»Sådan lapper vi strømper hér,« siger han og drikker sin øl. (Han griner)
»Jeg har boet 30 år på Vesterbro, og jeg har drukket hele mit liv.«
»Lige siden, jeg var 14. Der lå mange værtshuse i Sundevedsgade, så hvordan sku’ jeg kunne komme på arbejde. Det kunne jeg ikke. Når jeg kom ned om morgenen, og gutterne sad derinde og raflede, så stod jeg dér og kunne ikke komme videre. Så gik jeg altså også ind og raflede. Jeg har altid helst villet være sammen med de andre Vesterbro-bisser.
– Hvad er Vesterbro for dig?
»Sammenhold. Man har altid hjulpet hinanden. Jeg har hjulpet mennesker hele mit liv. Altid. Hvis nogen mangler noget, så får de af mig. Sådan har jeg altid været. Hvis de mangler tøj, får de en pose. Hvis de mangler penge, så får de. Der var engang nogle unge mennesker, som lå ovre i Hami-gangen (passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade), fordi de ikke havde noget sted at bo. De fik en tyver hver, tre smøger og en snak. Hver gang jeg gik forbi dem. «
Susanne: »Ja, der blev jeg lidt sur. Det blev jo til mange penge efterhånden.«
Nuller: »Sådan har der været så meget, siger han, – når vi fik lukket for lyset, lånte vi strøm hos naboen. Det var lige en forlængerledning ind ved siden af, du ved. Så delte vi strømmen. Der hang forlængere alle vegne.«
Susanne: »Ja, men det er efterhånden mange år siden.«
Nuller: »Og kan du huske ham, der flyttede ind i den lejlighed, hvor hende dér blev hugget ned med en morgenstjerne, så hun døde, kan du huske ham?«
Susanne: »Jo, men det var ikke en morgenstjerne.«
Nuller: »Gu’ var det så.«
Susanne: – Nej, det var vist en kniv, men det er så også lige meget, for død var hun i hvert fald. Men den nye lejer havde hverken strøm eller noget, så han lånte en forlænger, som han sluttede til en elektrisk varmer, og den stegte han flæsk på.
Nuller: »Ja, altså, ovenpå varmepanelet, ikke. Så gik jeg op og sagde til ham, hvorfor sætter du ikke en skål under, så kan du da få en fedtemad bagefter. Det løb ned af det varmepanel. Årh, hold kæft, det var morsomt.«
– Hvad har du lavet, når du gik på arbejde?
»Lidt af hvert, du. Men dog nok mest knæk. Altså, ikke noget stort mere sådan nogle almindelige knæk rundt omkring hos erhvervsdrivende. Men jeg har skam også prøvet at arbejde. Jeg har været anlægs-gartner, jord- og beton, murerarbejdsmand, og jeg har lagt tæpper. Jeg har prøvet så mange ting. Og det sjove er, at jeg har altid været velkommen tilbage på de arbejdspladser, hvor jeg har været. Jeg kunne altid komme igen. Jeg ved ikke hvorfor, men mester har altid godt ku’ lide mig, selv om jeg ikke rigtig lavede noget. De holdt sgu’ altid hånden over mig,« siger han og mindes tiden som anlægsgartner hos de rige.
»Nej, hvor de boede flot, og hvis de ikke gav kaffe eller øl, så hakkede vi roserne over og sagde, at de var gået ud.« (grin)
»Der var også én engang, som boede ude i gårdtoilettet, dengang vi havde den gamle gård, og ham gav vi mad hver aften, imens han var der. På en tallerken. Han hed Bingo. En morgen, hvor jeg gik ud og hentede tallerkenen, så havde han sgu’ skidt på den. Så fik han altså også karantæne i tre dage, og i de tre dage kom han nærmere og nærmere til vores køkkenvindue. Ligesom en fugl. Tilsidst sad han på bænken lige nede under vinduet. Han var utrolig. Jeg forstår bare stadig ikke, hvordan han ku’ komme til at skide på den tallerken.«
Susanne: »Men til sidst sagde vi til ham, at han skulle gå på mændenes hjem, og så forsvandt han.«
Nuller: »Det har været et fantastisk kvartér. Tænk, hvor mange mennesker, man har levet med. Alle de som boede her. Jeg har elsket dem. Og jeg har også mistet så mange venner, at det er helt frygteligt. Måske 15-16 stykker. Nogle er døde af druk, nogle er slået ihjel. Der var mange her i opgangen, jeg kunne gemme mig hos, når politiet kom og ville tale med mig. Både på første og tredje. Og det fandt betjentene jo aldrig ud af. Hende på tredje gav altid en lille én, så sad jeg deroppe og drak snaps, mens de ledte efter mig.«
»Kan du så huske dengang, hvor de kom nede fra Svendsgade og ville hente mig, det var en søndag morgen, og det var nok derfor, jeg selv lukkede op, det gjorde jeg ellers aldrig, og så stod de to mand udenfor, og jeg stod der i underbukser. Nuller, sagde de så, du skal med. Nåh, skal jeg det? Ka’ jeg få lov til at vaske mig først? Jo, det ku’ jeg godt, og de tog kasketterne af og gik ind i stuen, og da jeg så stod der i køkkenet med sæbe i håret, blev jeg enig med mig selv om, at jeg gad sgu’ ikke i dag. Så smuttede jeg ud af køkkentrappen og gik over på Den Lille Formidling (værtshus) og satte mig ud i baglokalet. Så sad jeg sad dér i underbukser og med sæbe i håret og drak deres bajere.«
Susanne: »Ja, det er altså ikke alt, som børnene ved. Der er også meget, jeg ikke kender til. Som jeg ikke ville vide om.«

Nuller: »Jeg har været grov hele mit liv, du ved, rigtig føre sig frem, selv om man er en lille lort. Men, hold kæft, hvor har vi haft det sjovt. Hvis vi sad nede i gaden og kedede os, så gik jeg op og ringede efter strømerne og sagde, der sidder 50 mennesker i gaden og tér sig som sindssyge, I må komme med det samme! Så ventede vi bare. Vi begyndte allerede at grine, når vi kunne høre udrykningen. Det var ligesom nytårsaften, når vi brændte containere af i gaden, vi skulle helst have tre udrykninger, før vi kunne begynde at slappe af. Forresten drikker jeg aldrig i julen, den går vi meget op i, vi pynter og har juletræ. Hele december måned drikker jeg ikke, for der skal jeg være sammen med familien.«
Susanne: »Han har også altid haft for vane at komme slæbende med de enlige fra gaden, som ikke havde nogen at holde jul med. Altså, hvad vi ikke har haft siddende her af folk juleaften. Og det var jo ikke altid, jeg lige havde mad nok til dét. Vi blev nødt til at lave en ordning, så det kun var hvert andet år, han kunne tage folk med hjem.«
Nuller: »Men det sker ikke mere, for jeg skal ud og lede efter venner nu. De er ikke nede i gaden mere. Førhen var der nogen hele døgnet. Selv klokken fem om morgenen. Jeg savner at sidde i gaden. Nu skal jeg over på pladsen for at finde nogen. Men jeg flytter aldrig nogen sinde herfra. Aldrig. Jeg skal bæres ud herfra.«
Nuller stikker fødderne i et par basketball-sko.
»Jeg kan ikke finde mit snørrebånd for helvede. Jeg er en glad mand. Det har jeg altid været. Jeg har også let til tårer. Jeg er nok sentimental, men jeg er osse pisse frisk.«
– Hvordan mener du frisk?
»Jeg har altid været hurtig.«
– Var du god til slagsmål?
»Nej, jeg var ikke den type, men jeg har lagt mig imellem masser af gange, så i virkeligheden har jeg mest fået nogen på snotten. Sådan er det, når man stikker dén frem. Men jeg har aldrig slået et andet menneske. Aldrig. Jeg slår aldrig igen. Jeg tænker mere på andre mennesker end mig selv. Sådan er min hjerne, eller det, der er tilbage af den. Jeg har lige givet en pose tøj til Roland. Jeg er flink. Jeg kan sgu’ ikke forstå, jeg er så flink. Det må være, fordi jeg har et blødt hjerte.«
»Vi har det liv, vi har. Livet er, som det skal være. Jeg elsker min kone. Jeg er glad for, at jeg har fået tre piger, som har klaret sig godt. Jeg har et barnebarn på tre år, som vi passer om eftermiddagen, og jeg går aldrig på spruthuset, før hun er kommet, for hun giver mig altid en krammer. Jeg skal have den krammer, inden jeg går. Jeg tager tingene, som de kommer. Der er nogle drukskader, men det er min egen skyld. Der er meget, jeg ikke kan mere.«
»Jeg skal sige dig, hvordan vi har gjort. Vi har altid sørget for at have det godt inden for de her fire vægge. Om sommeren samlede vi ungerne og tog bussen ud til Amager strand. Ungerne badede. Vi legede. Vi har det hjem, vi har, og kan folk ikke lide det, så kan de bare fise af. De venner vi havde, det var kærlighed. De nye, som flytter ind, dem hilser vi på.«
– Hvad med sammenholdet?
»Det kommer aldrig tilbage igen. Ikke som før. Folk holder sig til deres ’nærområder’. Jeg ved sgu’ ikke, hvad folk laver. Vi spillede golf. Vi startede oppe fra midten af Vesterbrogade og spillede ned af Sundevedsgade og så ind gennem porten til et hul, vi havde gravet inde i gården. Det var med rigtige køller og golfbolde og en trillebør til bajerne. Man startede fra midten af kørebanen på Vesterbrogade. Sådan var reglerne. Så standsede vi bussen og hele trafikken. Der har sgu’ altid været fart på, er det ikke rigtigt, Susanne?«

Susanne: »I de 29 år, jeg har boet her, har jeg kun været på værtshus to gange. Og ingen af gangene sad jeg ned. Der var nogle af konerne, som gik ned til deres mænd på værtshusene, og så rendte ungerne rundt om aftenen. Det har mine børn aldrig gjort. Engang sagde de, ih, altså mor, kan du ikke gå på værtshus, så vi også kan være længe ude. Men det er rigtig nok, vores liv har været godt nok, vi mangler ikke noget. Det skulle måske lige være en kolonihave. Eller en bil.«
Nuller: »Min drøm er, at når vi flytter tilbage igen (efter byfornyelsen), så skal vi have et virkelig flot hjem de sidste år. Ikke noget prangende. Men vi har sparet op til nye gulvtæpper og møbler. Du kan godt se, det hele ser lidt nedslidt ud.«
Han rejser sig, henter en jakke i entreen, og går ud på den mørke og smalle Sundevedsgade. Forbi byfornyelses-stilladser med plastikomslag, hvor muren inde bag ved bliver pudset af.
For nogle år siden blev Nuller en sen aften overfaldet, da en mørk skygge pludselig trådte ud fra en trappeopgang og smadrede en flaske mod den ene side af hans ansigt. Nuller nåede ikke at opfatte, hvad der skete, men han fandt senere ud af, at overfaldsmanden havde taget fejl af ham og en anden. Overfaldet satte sig i ham. Det fremkaldte en angst, han ikke kan slippe af med igen. Siden den gang går han altid ude på selve gaden, når han skal på værtshus. Aldrig mere inde langs husmuren.
Nuller drejer om hjørnet ved Tøndergade og er væk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu