Læsetid: 3 min.

Om at være sig selv i nuet

’Vi skal være afslappede og undersøge virkeligheden. Vi skal gå imod det stivnede, det, der lukker,’ siger fluxuskunstneren Henning Christiansen
29. juni 2001

(2. sektion)

Den ny rolle
»60’erne var en tid, hvor man hurtigt kom i opposition til statsmagten – i modsætning til i dag, hvor man næsten ikke ænser, når noget sker i kunsten,« svarer Henning Christiansen på spørgsmålet om kunsten i 60’erne i forhold til i dag. Han er ’Balance og fordelingsminister’ i den nye Afmagtsregering, som så dagens lys den 14. juni.
– Mange unge kunstnere fra 90’erne og 00’erne har opdaget dig og dine kolleger og jeres værker fra 60’erne, og I har virkelig fået en revival. Hvordan oplever du forskellen mellem dengang og nu?
»De mener, det er en ny fornemmelse, de har fået frem og bliver meget fornærmede, når vi siger, at de gentager os. Det minder mig om, da Knud-Aage Risager sagde til os unge, at det der vi foretog os, det havde han jo set i Paris i 20’erne.«
Henning Christiansens gård på Møn er fyldt med udstoppede og levende fugle. På alle vægge hænger eksempler på hans og konens, Ursula Reuter Christiansens, kunst. Små sentenser, der på underfundig vis dokumenterer Henning Christiansens livslange fluxus-praksis er der også, f.eks. »Die Freiheit ist um die Ecke« og »Den der bygger en mur omkring sit åndelige ståsted, risikerer at miste det.«

Han stopper sin pibe med Plumcake-tobak, og røgen danner en svævende sky i rummet. Freden breder sig.
– Du var med fra starten af i Eks-skolen, der var en alternativ skole, som gjorde op med det stivnede Kunstakademi i frisindets og det antiautoritæres navn. Du deltog meget hurtigt efter starten sammen med din ven og kollega Bjørn Nørgaard, som du stadig arbejder sammen med. Hvad var det ved Eks-skolen, der tiltrak dig som ung komponist?
»Jeg var i kontakt med fluxus-folkene, der for en stor dels vedkommende også kom fra den klassiske musik. Charlotte Moormann – cellisten, der spillede i Boston – kom til, fordi hun var blevet optaget af at arbejde meget mere åbent kunstnerisk, Ben Patterson, der var bassist i Philadelphia og Dick Higgens, der også er klassisk uddannet m.fl.«
»Disse folk, der indgik i The Kitchen sammen med John Cage i New York – for ikke at glemme Nam June Paik, der var uddannet pianist, og som havde fået Chopin-prisen i Tokyo, de forlod stille og roligt det klassiske, musiske felt til fordel for fluxus. Det var det skred, som var så væsentligt. Vi forlod alle den bane, som var udstukket for os.«
»I Eks-skolen lavede vi mange aktioner, og ind imellem var vi også nøgne. Paul Gernes f.eks. havde bygget et jernstativ op i Nikolaj, som nøgne mennesker kravlede op i. Der skete meget i Eks-skolens regi. Også Peter Louis-Jensen, som jeg i en artikel har benævnt ’De løse enders mand’, fordi han var en hedspore, var meget aktiv.«
– Du blev uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium?
»Ja, jeg gik hos Vagn Holmboe, og så var jeg ude et stykke tid og kom tilbage for at afslutte studiet og blive professor på Odense Musikkonservatorium, men der var jeg kun et halvt år, fordi jeg begyndte at lave fluxus-aktioner. Og så tog jeg til Tyskland.«
– Hvorfor Tyskland og ikke USA?
»Jeg ønskede ikke at tage til USA af politiske grunde. Det var Vietnamkrigen. Jeg tænkte naivt, at jeg kunne støtte modstanden ved ikke at tage af sted,« siger Henning Christiansen, der p.t. sammen med sin hustru Ursula Reuter Christiansen repræsenterer Danmark ved Venedigbiennalen, der kan ses frem til den 4. november.
»I Tyskland arbejdede jeg sammen med Joseph Beuys, der var 11 år ældre end jeg. I lighed med Beuys arbejder jeg politisk.«
– Hvordan vil du selv sammenfatte din kunst?
»Min kunst er et resultat af et langt samarbejde med andre. Grundholdningen er, at vi skal være afslappede og undersøge virkeligheden. At vi skal bruge vores instinkt til at få det hele til at åbne sig og folde sig ud. Vi skal gå imod det stivnede, det, der lukker,« siger Henning Christiansen.

Fakta
Henning Christiansen er født i 1932 i København. Han er uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Fra begyndelsen af 60’erne fik han kontakt med den eksperimenterende kunstscene, såvel fluxus som Eks-skolen. Han har bidraget og bidrager vægtigt til det genremæssige cross-over-nybrud, der indfandt sig i fluxus-bevægelsen, da musik, billedkunst og optræden for publikum smeltede sammen i aktioner og performances. Hans kunst kendetegnes af et antiautoritært, anarkistisk og intellektuelt-undersøgende grundsyn, og han arbejder i dag med alle medier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her